Læsetid: 4 min.

Superstars og debutanter

22. august 2000

"De stjæler min musik," var titlen på en konference om copyright og ophavsret. Problemet er voksende

Copyright
Det var en lærerig oplevelse at være til debatmøde om musik og copyright i forbindelse med Images of the World-festivalen. En række eksperter havde forsamlet sig, for at gøre opmærksom på et uretfærdigt system, der i stigende grad glemmer eller
ignorerer kunstnernes ophavsrettigheder til fordel for producernes lønsedler. Men alligevel var der en bred enighed om at copyright og ophavsret er et socialt gode, som man under ingen omstændigheder må opgive.
Især musikere og komponister fra udviklingslandene har lært, hvordan udnyttelsen af deres kreativitet og tyveri af deres musik kan indbringe millioner af dollars til musikindustrien. Vel at mærke uden at de oprindelige sangskrivere eller komponister ser en krone. Hvis man dertil lægger hele den digitale udvikling med software, som tillader mennesker over hele kloden at 'bytte' musik uden at kunstnere bliver betalt eller spurgt om lov, og uden at der findes effektive juridiske modtræk mod en sådan praksis, så bliver hele copyright-problematikken en uoverskuelig urskov af dilemmaer og vanskeligheder.

For mange lullabys
Der blev givet en række eksempler på, hvordan musikere bliver udnyttet og snydt i dag. Musikproduceren Marit Lie fra den norske radio, NRK, fortalte historien om en antropolog fra det internationale center for traditionel kultur under UNESCO. En dag hører han sin egen optagelse af en indfødt kvindes stemme på Salomon-øerne i en reklame for en shampoo. Det viser sig at gruppen Deep Forest har fået fat i optagelserne og blot lagt en dyb beat og noget fuglekvidder hen over sangen og solgt den under titlen "Sweet lullaby" - i over fem millioner eksemplarer.
Et andet eksempel er gruppen The Master Musicians of Jajouka. Mange musikere og forfattere har besøgt deres landsby i Marokko, blandt andre William S. Burroughs ("et 4000 år gammelt rock'n'roll band"), Paul Bowles, Ornette Coleman og Brian Jones fra Rolling Stones. Sidstnævnte optog musikken og har siden haft eneret på den. Det marokkanske band bag musikken har siden haft store vanskeligheder med at få rettighederne tilbage.

Musik-kolonialisme
I det hele taget har verdensmusikkens fremmarch fra begyndelsen af 90'erne været baseret på de gode gamle kolonialistiske metoder. Musikere og producere tog ud i vildnisset med en båndoptager under armen og et par flasker whisky i rygsækken som betaling.
Og sådan foregår det stadig i dag. Den traditionelle folkemusik bliver optaget og distribueret ud til millioner af mennesker uden at industrien så meget som skeler til ophavsrettigheder eller royalties. Metoden bliver endda ofte anset som en filantropisk gestus, idet folkemusikken jo på den måde blev kendt i det store udland. Det kunne de indfødte kun være interesseret i, mener mange.
Gerald Seligman fra Freemuse, som tidligere har arbejdet i EMI/Hemisphere argumenterede da også for de gode sider af dette kolonialistiske perspektiv.
"Faktisk misbruger den 3. verden rettighederne endnu mere end den 1. verden," sagde han, og tilbageviste dermed den automatiske tro på, at vi i Vesten blot udnytter det oprindelige folk og deres musik. "Vi giver dem trods alt noget til forskel fra deres eget land," sagde han, "om det så blot er 50 dollars, så er det jo alligevel noget for dem."

Fri musik
Gerald Seligman havde desuden lavet en privat undersøgelse om kunstneres og pladeselskabernes indstilling til fri musik på Internettet. Et overraskende resultat var, at langt de fleste gik ind for frie downloads så længe det kunne autoriseres af kunstnerne eller deres repræsentanter. Det er derfor ikke sikkert, at man må betragte software som Napster eller Gnutella, der tillader Internetbrugere at udveksle gratis mp3-filer ved hjælp af deres hjemmecomputere, som den store stygge ulv, der kommer og ødelægger kunstnernes hårdt tilkæmpede rettigheder. Men på den anden side må den frie udveksling være baseret på et bindende tilsagn fra komponisterne.

Globaliserede fonde
I forhold til verdensmusikerne er det dog ikke altid nok blot at håbe på gratis promotion via Internettet. Når disse musikere ikke får nogen penge i forvejen, så bliver fem millioner kopier af ingen indkomst stadig et stort rundt nul.
En måde, hvorpå man i hvert fald delvist kunne løse globaliseringen af traditionerne uden betaling blev diskuteret af Roger Wallis. Han mente, at der burde laves store fonde, som får op til en tredjedel af alle indtægterne på folke- eller anden traditionel musik, som så skulle redistribueres til kulturelle formål i de pågældende lande og lokaliteter.
"Det var jo oprindeligt komponisterne, som startede copyright," påpeger Wallis.
"Men de har tabt initiativet til fordel for producerne, der har fået meget magt," siger han.
Hvis copyrightsystemet skal bevares, må man derfor vende tilbage til de oprindelige principper om solidaritet og gensidighed, som han udtrykte det.
Solidariteten kan kun opnås ved at opbygge en global og kollektiv institution, som kan give rettighedshaverne de nogenlunde samme betingelser, ligegyldig hvilket land de kommer fra. Og gensidighed kan kun opnås, hvis landene indbyrdes meddeler hinanden om brug og misbrug. Et af problemerne med disse principper og deres globale institutionalisering er ifølge Wallis dog, at de kan antage en "de facto monopolstatus med risiko for magtmisbrug."
En af de danske deltagere i debatten, advokat og ekspert i copyrightbestemmelser Johan Schlüter, var dog meget skeptisk over for solidaritetstanken. Hvis den blev ført for vidt, ville det være ensbetydende med fjernelsen af selve grundtanken i copyright, der jo har til hensigt at beskytte de enkelte kunstneres produkter og kompositioner, mente han.
Omvendt kan man spørge sig, om ikke et fuldkommen usolidarisk system uden fonde, og hvor enhver kunstner skal tilkæmpe sig retten til markedet på bekostning af andre, vil føre til en endnu større trend hen imod designermusik. Og det kan også føre til en udvanding af den musikalske mangfoldighed, som man netop har fået øje på i verdensmusikken. Som Pia Raug fra den danske komponistforening DJBFA udtrykte det i en kommentar til indlæggene: "Alt vil ofres på markedets alter. I fremtiden vil der kun være superstars og debutanter."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her