Læsetid: 2 min.

Syrlig sommer

12. august 2000

Til næsen
Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig. Sådan lyder én af vore mest fortvivlede kærlighedssange. Min husstand fik i år anledning til at kvæde den i to udgaver.
Anden udgave sang vi i Frankrig. Ikke svært - find selv det ord, der frit kan udskiftes.
Vi havde lagt cykelruten - fra Atlanterhavets Nantes til Middelhavets fransk-spanske grænse - med vanlig skæven til vindistrikter. Hovedkursen var sat i forventning om de nordvestlige vinde, som blæser med fransk højsommervejr. Bag denne optimisme ligger en fatalisme: Hvis det sjasker dagregn, er cyklistens færd så trøstesløs, at modvind drukner i de almene trængsler.

I begyndelsen var det nærmest ok.: Skiftende skydække og Fief Vendéens vine fra området syd for Nantes.
De fås i rosé såvel som hvid og rød, så både frokost- og middagsbehov er dækket ind. Lette Atlanterhavsvine er de; den årgang 1999, der allerede nu blev stillet på bordet, forekom mere tyndbenede end de forrige.
Videre under høj himmel til Côtes de Blaye på Gironde-fjordens inderside.
Bordeaux' virvar af appellationer er til at få svip af, så vi holdt os til det, der blev dyrket lige omkring. Den hvide Blaye frydede os: Æblefrisk dirrende, med toner af nødder og honning.
En heftig natlig torden varslede vejromslag, og med et brøl af en vestenvind susede vi ind mod Centralmassivet. Her mødte os en sylestikkende regn og temperatur på fire grader. Mismodet mindskedes ikke af de sydvestfranske vine.
Cahors er rå sager. De hvide er harpiksede, og de røde smager som kogt på en støvle. Den danske udgave af Hugh Johnsons lomme-vinguide snor sig uden om majestætsfornærmelse ved at skrive om Château de Caïx:
"Prins Henriks slot, der i kraft af en stor indsats laver stadigt bedre vine."
Så er ikke sagt for meget, for hvordan var udgangspunktet?

Fra samme region har Gaillac den charme, at nogle af de hvide er letperlende, men ellers har hverken hvide eller røde megen pirring at byde tungen.
En forkommen frokost valgte vi at bryde vort fortsæt om at holde os til egnens vine. Med en fornøjelse som uartige børn valgte vi en alsacisk Gewürtztraminer, rig, krydret og fyldig. Den gav energi til i bakket terræn at tilbagelægge yderligere 60 km. inden aften.
Endelig, dage efter, da vi nåede Centralmassivts sydøstligste kant og skuede ud over lavlandet og de fjerne Pyrenæer, hvirvlede skydækket af.
Vi rullede ned til middelalderbyen Minerve og bestilte samme dessertvin som det tilsyneladende kyndige hollandske nabobord: en St. Jean de Minervois, den lifligste Muscat.
Resten af turen foregik gennem EU's vinsø Rousillon, hvor enkeltdistrikter søger at hæve sig over dagligt vande: Fitou, Rivesaltes, Collioure, men hvor ens skepsis styrkes af, at de lokale spisesteder ikke finder det værd at sætte de selvhævdende på vinkortet. I stedet søger de gæsternes tillid til landvine, de har udvalgt.
Og held kan man da have, ikke mindst med en rosé, der flammer, når man løfter glasset mod solen.
Og det er den syrlige lære af denne sommer: Vejr og vin kan ikke holdes ude fra hinanden. Hvad der finder nåde på lyse dage, spottes under tung himmel.
Hvad angår Frankrig, har vi ikke opgivet ævred. Efterårscykelturen foregår i Alsace. Dér står vinen også imod regn og rusk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu