"En typisk Arte-abonnent har passeret de 40, har halvstore børn, lever i parfold og arbejder meget. Hun læser enten Politiken eller Berlingske Tidende, og holder meget af musicals, lystspil og klassisk teater"
Politiken
Tilhører man den befolkningsgruppe, som har et Reklamer Nej Tak-mærke på sin fordør, er det ikke sikkert, at man har hæftet sig så meget ved de kulørte tilbudskataloger, som Arte hvert år sender ud til danskerne. De glittede sider er fyldt med smilende skuespillere, der kroner tilbudene til de potentielle teatergængere. Kender man hverken instruktøren eller dramatikeren, hjælper det jo altid på teaterappetitten, hvis skuespilleren i forvejen er kendt. Man kan måske ligefrem for sit indre øre høre skuespilleren berette, at netop denne rolle har været utroligt udviklende, at identifikationen med rollefiguren har belastet privatlivet, og at instruktøren er utroligt karismatisk.
Når musik- og teatertryksagen sådan kan appellere til gisningerne, er det fordi forestillingerne, som der reklameres for, ikke er færdiglavet, endsige påbegyndt, når brochuren går i trykken. Men det gør ikke noget: ideen bag Arte handler ikke primært om teater- eller musikstykkerne, men om Kultur. Via Arteabonnementet forudbestilles teaterbilletterne, fordi det at gå i teatret er godt. Sådan har det sikkert allerede været tænkt i 1946 da Arbejdernes Teatercentral blev dannet med det formål, at få håndens mænd og kvinder til også at beskæftige sig med åndens arbejde. Giv dem en tilbudsordning og forpligtende kryds i kalenderen - så har velfærdsstaten gjort sit til, at det ikke er forbeholdt borgerskabet at sætte sig i plyssæderne!
Sidegevinsten har i de forløbne år været, at teatre og musikarrangører på forhånd får penge i kassen, også til at udgøre det budgetmæssige sikkerhedsnet for potentielle fiaskoer, men så er vi straks ovre i en anden boldgade. Anmelderne er her kommet ind i billedet med deres domme, og selv om man kan hævde, at det er god træning for den optimistiske muskel, at kunne se dét i stykket som anmelderne overså - man har jo betalt for herligheden - må det alligevel være ærgerligt, at skulle indtage sin teatermenu med udsigten til en på forhånd udskældt forestilling.
Men måske går den tidligere så populære abonnementsordning mod sidste akt. Ifølge Artes årsberetning er salget dalet med 90.000 billetter på fem år og selv om Artes direktør, Mogens Hjort, i gårsdagens Politiken stod fast på, at publikumsfrafaldet skyldes minimerede rabatter og skyder skylden på politikerne, kommer man ikke uden om, at publikum ikke som tidligere ønsker en blind date i teatret. Og hvorfor så ikke det? Den positive udlægning handler om, at teatergængerne har fået skærpet den kvalitative sans og ikke længere ønsker at applaudere, fordi man har betalt, men fordi det er godt.
Den dystre vinkel er, at den overordnede planlægning for den gennemsnitlige, 40-årige Artefan er blevet så uoverskuelig, at man i maj ikke kan lægge sig fast på en musik- eller teatertur i november. Lige som en anden producent af farvelade udi bladproduktion, nemlig rejsebranchen f.eks. har oplevet det, så er forbrugerne i dag mindre villige til at forskrive sig til færdigpakkede oplevelser, men vil fare på egen hånd. Således også i teatret, som forbliver velbesøgt, blot fyldes salene nu åbenbart af mere spontane drama-impulser.
TILBAGE STÅR spørgsmålet om teatrenes økonomi, når pengene ikke på forhånd ruller ind bag kulisserne. Hvor man før har kunnet kritisere formidlingsorganisationen for at fremelske poppet lir og populære, sikre sællerter indpakket som tvivlsom dannelsesguf for den naive kulturvandrer, må teatrene fremover selv tage ansvaret for det, de bedriver, uden så stor forhåndsfinansiering fra private pengepunge.
Men Artes svækkede publikumstække skal stadig holdes op imod den halve million billetter, som blev rakt ud af billetlugerne i sidste sæson. Heriblandt kan tælles billetter til koncerter og teatre i udlandet m.m. Således består Arte endnu som formidler af kulturelle begivenheder, og når september nærmer sig og 900.000 kataloger sprøjtes ud over hovedstadsområdet, er der nok nogle stykker, som sætter kryds i den flyvende kalender. Men det er på tide at overveje, om ikke teatrene og musikarrangørerne i bund og grund er i tættere kontakt med det publikum, de henvender sig til? Hvorfor skal de mange støttekroner som Arteorganisationen modtager hvert år til sænkelsen af billetpriserne ikke rulle videre til de steder, der producerer værkerne, som det handler om?
Om Arte i fremtiden har appel til kulturgængerne vil vise sig, men den tvangsmæssige kulturfodring giver forstoppelse, vi forskriver os hellere til dramaet end til kalenderen.cl
