Læsetid: 3 min.

Teori på lerfødder

2. august 2000

Pionerarbejde om Miles Davis' 1960'er-kvintet savner tilstrækkeligt fokus

Ny bog
Forfatteren hører til eliten af yngre danske bassister, han er universitetsuddannet (matematik og fransk), og han er docent ved Det jyske Musikkonservatorium. Ved denne institution har han, med støtte fra Kulturministeriets Forskningspulje, gennemført et forskningsprojekt om polyrytmik og -metrik i Miles Davis' berømte 1960'er-kvintet.
Musikteoretiske afhandlinger om jazzmusik er noget nyt i Danmark (og i de fleste andre lande), så det er et pionerarbejde, Peter Vuust fremlægger med sin bog Polyrytmik og -metrik i moderne jazz.
Fortjenstfuldt er det også, at han som studie-materiale har valgt et så centralt emne som Miles Davis' 1960'er-kvintet (der heller ikke har været genstand for videre seriøse beskrivelser).
Bogen rummer meget værdifuldt materiale, f.eks. iagttagelser og betragtninger med hensyn til den grundlæggende rytmiske og specielt polyrytmiske dimension i jazzen, overvejelser om rytmisk kommunikation mellem jazzmusikere under spillet, og analytiske gennemgange af klaversoloer fra to Davis-indspilninger. Oplysende er også et sagligt indgående interview med bassisten Ron Carter om hans syn på Davis-musikken og musik generelt.

Rytmik eller metrik
På den baggrund er det ærgerligt, at bogen på flere områder er ufokuseret i sit sigte. Allerede titlen røber en uklarhed med hensyn til begreberne rytmik og metrik, der aldrig defineres i forhold til hinanden.
Matematikeren Vuust skriver for det meste om metrik (det tænkte, målte, rationelle, se f.eks. ligningerne side 183-84), men betegner metrikken som rytmik (det følte, improviserede, irrationelle) og undervurderer derfor udbredelsen af (poly)rytmik i den afro-amerikanske tradition, der har kendt fænomenet længe før Davis-kvintetten.
I betragtning af, at Vuust gør (unødigt) meget ud af semiotik, er han også påfaldende uklar i det terminologiske. Han bruger en så udflydende betegnelse som "rytmisk musik" (s. 9) og kalder både jazz og rock for "stilarter"
(s. 15-16), samtidig med at jazzen reduceres til en "genre" (s. 41). Sondringen mellem standard- og original-repertoire bliver ikke tydeligere, når So What, der hører til den anden type, refereres til den første (s. 55), og der i øvrigt opereres med et så ubestemt fænomen som "standardjazz" (s. 9).
Desuden undrer det mig, at Vuust, som er så detaljeret med hensyn til rytmiske forekomster, blot viderebringer (s. 34) det berømte Miles Davis-citat om Charlie Parker, der vender rytmen, uden at gøre opmærksom på, at Parker selvfølgelig ikke vender takten, men taktslagene.
Hvilken kvintet?
Den berømte Davis-kvintet, der også gengives på Jan Perssons fremragende fotografier fra koncerter i 1964, var den, der rummede Wayne Shorter, Herbie Hancock, Ron Carter og Tony Williams. Med den findes et usædvanligt fyldigt materiale (15 cd'er). Alligevel henter Vuust sine eksempler fra de 4 1/2 cd'er, der viser kvintetten, før den med Shorter
havde fundet sin endelige form.
En tilsvarende skævhed viser sig i, at Davis-kvintetten sættes i relation til jazzmæssigt så perifere navne som Sting og Donald Fagen, mens helt centrale navne som f.eks. Charles Mingus, Bill Evans og Paul Bley, Ornette Coleman og Cecil Taylor næppe synes at eksistere, for slet ikke at tale om den ældre del af jazztraditionen.
Hvis disse prioriteringer er udtryk for Peter Vuusts jazzmæssige orientering, forstår man bedre, at hans opfattelse af den polyrytmiske tradition i afro-amerikansk musik er præget af så mange skævheder.

*Peter Vuust: Polyrytmik og -metrik i moderne jazz. En studie af Miles Davis' kvintet fra 1960erne. 195 s. ill. 180 kr. incl. forsendelse. Det rytmiske Musikkonservatorium, Fuglsangs Allé 26, 8210 Århus V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu