Lilly og Annie blev aldrig rigtige husmødre. De gik på arbejde få uger efter at have barslet og fik ungerne passet ude. Ellemor stopfodrede lillesøster og mig med vitaminer, mens farmor Gudrun gav kusinerne kaffe med mælk og sukker samt et nybagt rosenbrød med glasur hver formiddag
Det første foredrag i hygiejne fik jeg som fire-fem årig, da jeg fik udleveret en klump dej af min travle mor og snarrådigt gik ud på wc'et, slog klappen ned over brættet og på den måde fiksede et arbejdsbord i passende højde. Min mor blev ikke begejstret over de fine brød, jeg producerede, men smed dem resolut i skraldespanden.
Hvor jeg ellers skulle have fundet plads til mine udfoldelser som bagerlærling står hen i det uvisse. I den halvanden værelses med fire en halv kvadratmeter køkken og wc i skabsstørrelse på Vibevej på ydre Nørrebro i København, boede vi to voksne og tre børn indtil 1962. En typisk bro-lejlighed af den størrelse, som studerende i dag ofte bor alene i og føler sig lidt klemt i, hvis de er to.
Vi var ikke fattige, bare almindelige. Ind til mit sjette år var verden overskueligt begrænset af grønthandleren i den ene ende af gaden, købmanden i den anden og tobakskiosken, slagteren og ismejeriet ind i mellem. Familiens elektriske apparater bestod af en radio, et strygejern, en symaskine og støvsugeren. Isskabet blev kølet af store smukke isblokke hentet hos ismejeriet. Far og mor sov på sovesofaen i stuen; vi sov i køjesenge i det lille værelse, hvor symaskinen også stod. En stor elektrisk Singer nedsat i et lyst finérbord og med trædepedal af sortmalet jern. Wrrooommm.
I de perioder, min mor - Lilly - ikke arbejdede som servitrice, hentede hun sin indkomst ved at sy forandringer til et kjolemagasin på Nørrebrogade, og sparede på husholdningsbudgettet ved at sy det meste af sit eget og sine børns tøj, da vi var små.
Lilly og moster Kitty lærte at sy hjemmefra i Hejnsvig. De lærte i det hele taget at arbejde fra barnsben. I 30'erne og 40'erne havde morfar August eget smedeværksted, hvor mormor Misse og de to piger hjalp til med at lægge jern om træhjulene på hestevognene.
"Det var altid om sommeren," husker moster Kitty, "når det var enormt varmt at stå ved den store flade murede ovn, hvor jernringene blev lagt ned for at udvide sig og blive glovarme, så de kunne brænde sig fast om træhjulet."
Lilly var et spinkelt skravl, men Kitty var stærk og begyndte allerede at arbejde i ti-årsalderen som lillepige efter skoletid på missionshotellet, hvor hun smurte madpakker til de folk, der arbejdede i tørvemosen. Der var ingenting at bruge penge til, så hun sparede sammen til sin konfirmationskjole, hjemmesyet i fint hvidt taft. Året efter blev Lilly konfirmeret i samme kjole, pyntet og fornyet med pallietter på kraven og i livet.
Selvfølgelig pallietter, tænkte jeg, da jeg genså hendes konfirmationsbillede - hun elskede fint tøj fra hun var ganske lille og tegnede vidunderlige kjoler til sine påklædningsdukker. Som ung pige tog hun et stort spring til Herning og gik på tilskærerkursus. Siden kreerede hun elegante brudekjoler til Kitty og sig selv, søndagskjoler til sine døtre i ens stof, prinsessekjoler til fastelavn, pastelfarvede skyer til afdansningballerne, og de første dødsmarte buksedragter i slutningen af 60'erne.
Inspirationen kom fra ugebladene. Vi købte Hjemmet og Familiejournalen hver tirsdag plus Anders And, da jeg lærte at læse. Romanføljetonerne gav stof til store drømme om kærlighed og kjoler til at leve livet i, modesiderne indsigt i sidste skrig og Burda leverede snitmønstrene.
Færdighederne ved symaskinen gav mor, moster, farmor og faster videre til mine seks kusiner, mine to søstre og mig. Da jeg var 15 kunne jeg klippe og sy et par kassebukser med svaj, lommer og bæltestropper på fire timer. Moster Kitty og et par af kusinerne i Jylland brugte senere disse kvindelige færdigheder, da tekstilindustrien boomede i Brande og omegn og krævede kvindernes formelle, lønnede tilstedeværelse på arbejdsmarkedet.
Man kan sige, at min mor - og såmænd også farmor Gudrun, som syede til faster Annies børn - syede os finere end vi var: Socialgruppe syv ud af ni i Kaare Svalastogas undersøgelse fra 1959. Han var professor i sociologi ved Københavns Universitet og brugte den tids nye teknologi, hulkortene, til at systematisere sociale forskelle i såkaldte statusgrupper. Min fars tjeneruddannelse skaffede os plads i den højere arbejderklasse - små selvstændige uden ansatte og faglærte arbejdere, som udgjorde en tredjedel af befolkningen. Under os var den mellemste arbejderklasse - de ufaglærte, skopudsere og gadesælgere, som udgjorde en fjerdedel, og bundskrabet på omkring en procent af prostituerede, vagabonder, vaneforbrydere og langvarigt forsorgsunderstøttede.
Som barn tænkte jeg ikke i sociale lag, men jeg vidste, at arbejdsløshed var noget farligt, der uventet kunne slå ned og sende ukendte mænd ud for at ringe på vores dørklokke og tigge sig til en madpakke eller en krone. Lige som jeg tidligt vidste, at det var arbejdsløshed som havde sendt mor og far retur til virkeligheden fra deres korte eventyr som nygifte i Københavns første højhuse med 13 etager, badeværelser, nedstyrtningsskakt og elevator på Bellahøj. Huslejen var nemlig lige så svimlende høj som bygningerne - mere end 300 kroner om måneden.
Bellahøj har sandsynligvis også været eneste alternativ til at bo hos farmor og farfar. Højhusene blev bygget i 1953, hvor bolignøden betød, at kun 40 procent af nygifte par fik selvstændig bolig lige efter brylluppet. Resten startede deres ægteskabelige karriere med at bo hos forældrene.
Svalastoga demonstrerede også, at klasseforskellene, på trods af Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen, var næsten stillestående: En søn fra de sociale toplag havde mellem 40 og 70 gange så store chancer for at blive i de første statuslag, som sønnen fra femte statuslag havde for at klatre derop.
Det har ikke forandret sig siden. Uddannelsesniveuet er generelt steget, især for kvinder, fordi den kolossale vækst i de offentlige omsorgsopgaver gav kvinder uddannelses- og arbejdsmuligheder, men det sociale klister binder lige så stærkt som den gang Svalastoga satte tal på ulighederne. Hvilket Erik Jørgen Hansen fra Socialforskningsinstituttet har brugt en stor del af sit forskerliv på at dokumentere.
Som slægtens første akademiker blev jeg familiens sære opkomling, der sprang et par socialklasser op via universitet. Men ellers har min kvindegeneration i familien foreløbigt placeret sig som vores forældre, i ufaglærte, kortuddannede og faglærte job - blot med det kvindelige arbejdsmarkeds jobetiketter.
Kaare Svalastoga konkluderede i 1959, at:
"Ægteskabet er den bedste sociale elevator for kvinden," fordi: "ved ægteskabet forbedrer kvinden sin status, mens manden gør det ved karrieren."
At den første kvindelige professor var blevet udnævnt i 1945, den første kvindelige gesandt i 1948, at de tre første kvindelige præster fik ordination og dermed ret til at blive sognepræster samme år, at verdens første kvindelige justitsminister blev medlem af den danske regering i 1950, at den første kvindelige højesteretsdommer blev udnævnt i 1953, og prinsesse Margrethe samme år fik lov til at blive tronfølger var undtagelserne, der bekræftede den ideologiske regel om, at kvindens kald var husmoderskabet.
En ideologi som dog allerede i 1953 begyndte at blive så stærkt presset af virkelighedens udearbejdende hustruer, at de forenede nordiske husmoderforeninger med akklamation vedtog, at "kvinderne skal selv vælge, om de vil ud eller blive hjemme."
På det tidspunkt havde mere end 50 procent af de københavnske husmødre en eller anden form for erhvervsarbejde. Den hyppigste begrundelse for at arbejde uden for hjemmet var økonomien, viste Kvindelige lægers Klub's undersøgelse af københavnske husmødres psykiske almentilstand fra 1952/53.
Den tilstand var ikke god. 24 procent af de hjemmearbejdende husmødre angav, at de var syge, mens procenttallene for heltidsarbejdende og deltidsarbejdende var henholdsvis 13 og 7 procent.
De hjemmegående følte sig altså betydeligt mere syge end de heltidsarbejdende, som til gengæld hyppigere følte sig udkørte. Mange angav psykiske årsager som roden til deres dårligdomme. Omkring halvdelen af samtlige husmødre mente selv, de havde dårlige nerver. En femtedel havde konflikter med deres mænd. Lige så mange følte sig ensomme. Andre savnede påskønnelse af deres arbejde.
I 50'erne opstod der også en ny sygdom for kvinder over 40, som blev debatteret og forklaret i dagspressen af den medicinske sagkundskab. De fleste kvinder i den generation havde fået deres sidste barn inden de fyldte 30. Opdraget med moderskabet som primær identitet kan man sammenligne det med, at de skulle tilbringe resten af livet i arbejdsløshed, når deres børn fløj fra reden. De fysiske og psykiske symptomer blev imidlertid forklaret biologisk med klimakteriet. Hvilket Mogens Ingerslev, professor i gynækologi og obstetrik på Århus universitet gav gode råd mod i en lærebog fra 1962: Den deprimerede kvinde skulle anskaffe sig en hund - og "deltagelse i socialt arbejde, læsning og begrænset optagelse af erhvervsarbejde er eksempler på råd, der kan yde sådanne patienter en betydelig hjælp."
Ingen satte spørgsmål ved om moderskabet og husmoderrollen stadig kunne give en voksen kvinde et tilfredsstillende livsindhold. Århundredet havde flyttet de fleste husmødres arbejdsfelt ind i små bylejligheder: I 1860 boede tre fjerdedele af befolkningen på landet, i 1960 boede tre fjerdedele i byen. Husarbejdet var gradvist blevet lettet og ændret af tekniske hjælpemidler, industrivarer, færdigkøbt tøj og strygelette stoffer. Børnetallet var faldet til et par stykker for normalfamilien.
Men husmoderforeningerne krævede altså valgfrihed for kvinder. Min mor, moster og faster oplevede vel at udearbejdet var deres personligt valg og ikke, at de var små brikker i et stort økonomisk spil, som var i færd med at gøre kvinder til lønarbejdere på livstid. Moster Kittys mand tjente godt nok pænt som murer, men hans hang til flasken gjorde oftere lønningsdagen til et mareridt end til en fest. Kusinerne fik ordentlig mad og pænt tøj, fordi Kitty altid har været et virksomt knag og arbejdet på kroen, som syerske, vasket tøj for folk, serveret til fester - hvad som helst.
Faster Annie drømte som ung om at blive modist - altså hattemager - men farmor Gudrun og farfar Aksel pressede hende fornuftigt ind i en kontoruddannelse, der reddede hende nogenlunde økonomisk helskindet gennem den livslabyrint, som hendes blods hede drømme førte hende ind i: To ægteskaber og skilsmisser, tre børn med to fædre, hun boede sammen med, men aldrig blev gift med, plus nogle andre samlevere og den elsker, hun i mange år tog til Paris med hvert forår.
Hun var en smuk kvinde, som dirrede af længsel efter noget andet. Samme dirren husker jeg hos min lige så smukke mor, hvis ungpigedrømme - næret af en gift elsker som var regissør på det Kgl. Teater - om at blive operasanger, feteret og berømt druknede i livet.
Til gengæld voksede vi op med Maria Callas på grammofonen, mens drømmene blev omsat i den ugentlige tipskupon, det havde været muligt at indløse siden 29. april 1949.
Min mor kunne vel have ladet min far forsørge os, men så havde vi ikke fået det, som de ville have det: Telefon, fjernsyn, større lejlighed, bil, badeværelse og charterferier - i nævnte rækkefølge over nogle årtier. For at skaffe sin familie alle disse goder, holdt min far op med at servere på Københavns finere restauranter og begyndte som bartender på Hong Kong i Nyhavn - som ikke var mondænt den gang, men helt bogstaveligt et tilholdssted for ludere og lommetyve. Jobskiftet vakte utilfredshed hos farmor Gudrun og farfar Aksel, ind til de fik at vide, at deres søn tjente lige så mange sorte penge på værtshuset, som der stod på Aksels lønseddel for faglært smedearbejde på B&W. Jeg var vældig tilfreds med min fars arbejde, fordi han lånte værtshusholderens bil til at køre familien på ferie i Jylland: En gul stationcar med Hong Kongs varemærke på taget - en grøn drage, med røde flammer ud af munden. Ubetinget vejens flotteste bil i en seks-årigs øjne.
Min mor fortsatte som syerske og servitrice indtil 60'ernes højkonjunktur og eksplosionen i alle former for administration kaldte hende ud på det arbejdsmarked, som kvinderne siden århundredets første årtier langsomt, men sikkert havde erobret fra mændene: Kontoret. Først som ufaglært, efterhånden gennem diverse kurser - herunder et engelskkursus, hvad der var ret avanceret i vores familie - blev hun bogholderassistent i et shippingfirma.
Det job gav hende en hel ny selvsikkerhed, understøttet af en flunkende ny kontor-chik garderobe, syet om aftenen og om søndagen, samt en ny frisure, hvor håret blev skrabet om i nakken og bobbet op med løs krøllet top, der lå på en stol sammen med hendes tøj om natten.
Om hun også skrev under på selvangivelsen, ved jeg ikke. Det havde kvinder fået lov til, men ikke pligt til i 1952.
Fru Elmann er sådan set den eneste rigtige husmoder, jeg har kendt. I hende og hendes mands rækkehus på Hvidkildevej fik jeg en væsentlig del af min opdragelse sammen med to boxerhunde. Fru Elmann kunne ikke selv få børn, men adopterede et plejebarn og tog senere andre børn i dagpleje. Her i blandt mig, da jeg var seks måneder, og senere min lillesøster. Vi kaldte hende aldrig andet end Ellemor, og hun passede os med en omsorg, der var drevet af mindst lige så meget kærlighed som professionalisme. Bortset fra Ellefars piberøg - han var gammel og sad mestendels i en stol - satte ellemor sundhed og hygiejne i højsædet.
Fra hende ved jeg, at sengetøj bør luftes hver dag, at den daglige rengøring desuden omfatter afstøvning, den ugentlige et eftersyn af vinduerne og grundig støvsugning, den halvårlige afsæbning af paneler og døre - som skal vaskes af nedefra for ikke at blive stribede.
Jeg lærte også, at den personlige rengøring ikke kan overdrives, især ikke håndvask.
Mit kendskab til sunde kostregler blev ligeledes grundlagt i Ellemors køkken, mens hun skrabede smørret på tykke skiver rug- og sigtebrød, beherskede tykkelsen af leverpostejen og osteskiverne og skar gulerødder i stave, så vi kunne spise dem som slik. Vitaminerne var blevet opdaget i 30'erne og ernæringslæren siden da kvalificeret. Ja, Ellemor personificerede sådan set den videnskabeliggørelse og professionalisering af husarbejdet, som blev institutionaliseret, da Statens Husholdningsråd blev nedsat i 1935. Ligesom barneplejen kom på skema i en pjece om Barnets ernæring og pleje indtil skolealderen, som min mor fik udleveret, da jeg som den første i familien blev født på klinik. Den indledes med afsnit om vigtigheden af Rigtig mad, Ro, Regelmæssighed, Renlighed.
Rådets omfattende oplysningsvirksomhed gjorde dog ikke indtryk på alle. Min storesøster voksede op i Hejnsvig hos vores bedsteforældre med rugbrød, fedt og sukker som daglig kost. Og præcis i de samme år, hvor Ellemor proppede vitaminer i mig, fik mine kusiner - faster Annies børn - serveret kaffe med mælk og sukker og et rosenbrød fra den gode bager Engelbrecht klokken 11 hver formiddag af farmor Gudrun, som passede sin datters børn ved siden af sit syarbejde.
Ellemor og farmor Gudrun reddede hver især Lilly og Annie ud af de problemer, det skabte, at det offentlige endnu ikke havde påtaget sig opgaven med at passe udearbejdende mødres børn. Daginstitutionerne var opfundet, men de fandtes ikke i særlig stort omfang.
I det hele taget var lovgivningen mere indrettet efter det ideologiske glansbillede af husmoderen end efter virkeligheden.
Både jeg og min ældste kusine blev født før der i 1960 blev indført 14 ugers barselshvile, som det hed den gang, for dagpengeforsikrede. Annie fik veer på arbejdet, og vendte tilbage på fuld tid tre uger efter, hun havde født Bitten. Min mor sad ved symaskinen få uger efter at jeg kom til verden på Sct. Josef Hospital.
Begge unge mødre havde dobbeltarbejde, arbejdede på et kønssegregeret arbejdsmarked, blev betalt med uligeløn og blev undertrykt af patriarkatet.
De ord blev aldrig deres, det var deres døtres kampord - og vi skændtes med vores mødre om dem i 70'erne og 80'erne.
*Slægtsled (III) Da mine søstre og jeg ryddede op efter min mors liv sidste efterår, fortabte vi os i familiebilleder, breve og gamle dokumenter. Stumme vidnesbyrd om de enorme økonomiske og mentale skred, der er sket siden vores oldemor blev født i 1879. Men samtidig vidnesbyrd om, hvordan kvindeligheden og dens særlige konflikter er blevet skabt og båret videre fra den ene generation til den næste til nu - år 2000. De første artikler blev bragt den 11. og 18. augustfris
