Læsetid: 14 min.

Jeg tror på visse værdier

5. august 2000

Vi lever i en negationskultur, mener digteren Søren Ulrik Thomsen. Tror man på en værdi, bliver man sårbar og udsat for kritik, og det ønsker de færreste

Kritik forbudt?
Et af de spørgsmål, der er blevet drøftet i Informations serie om den kritiktradition, der - som forfatteren Suzanne Brøgger udtrykker det - 'i over 200 år har holdt Europa intellektuelt til ilden', er forholdet mellem kritik og utopi. Er det sådan, at den kritiske tradition må suge næring af en utopi for ikke at forstumme? spørger vi Søren Ulrik Thomsen.
"Meget af det, jeg tænker er stadig en reaktion mod 1970'erne," svarer han. "På samme måde som ungdomsoprørerne til deres dødsdag vil rase mod 50'ernes tristesse, og yngre mennesker i dag har en hamper høne at plukke med de 80'er-strømninger, jeg selv var en del af. Det er vist vilkåret for enhver generation. Der er en byrde i det, der gik forud, som man tænker i forhold til. Når du så præsenterer mig for denne kobling mellem kritik og utopi, så er det lige præcis den form for kritik, jeg ikke bryder mig særligt meget om."
- Hvad har du imod den?
"At kritikken er afledt af en bagvedliggende, samlet utopisk vision. I déns optik vil det samfund, vi rent faktisk lever i - her og nu - altid fremstå fuldstændig urealistisk dystopisk. En filosof, jeg kunne blive høj af i mine unge dage, var Adorno. I dag kan jeg næsten ikke tåle den falske autoritet, som den bagvedliggende utopi låner hans sammenbidte stemme."
"Min lære af 1970'erne er, at man ikke skal investere sine metafysiske længsler i politik. Politikken skal være konkret, pragmatisk og kedsommelig."
"Jeg synes heller ikke, det er rigtigt, at folk ikke er kritiske, tværtimod er der et grasserende brokkeri alle vegne. Men det er en rygmarvskritik: Alle kritiserer, fordi de er bange for, at nogen vil snyde dem, og for at man skal tro, de er dumme. For dén attitude er jo også en bagvendt måde at signalere på, at man besidder en grandios indsigt. Det kritiske er naturligvis et centralt aspekt af al tænkning, men at reducere den intellektuelles rolle til kritik er i virkeligheden udtryk for en intellektuel dovenskab, hvor man ikke kan svinge sig op til at skelne og ikke længere synes, at det er spændende at forholde sig undersøgende og tænke over verden i al dens sammensathed."
"Journalistikken er baseret på automatisk mistroiskhed. Som Palle Lauring har bemærket, så bliver politikere og myndighedspersoner afhørt, som om de var kriminelle."
"Jeg nærer en vis respekt for Jacob Haugaard, der blev valgt ind i Folketinget på en galoperende populisme, og som da han gik ud, måtte trække det hele i sig igen og erkende, at der faktisk blev udført et stykke godt arbejde i Folketinget."

To-regimente-lære
- Nu er det jo ikke journalistikkens opgave at rapportere, at folk passer deres arbejde, men at påpege uoverensstemmelser mellem ord og handling?
"Den burde også være at redegøre for de meget komplicerede sammenhænge i politikken, hvis man skal tage forestillingen om en offentlig samtale alvorligt. Og hvis læserne skal have et seriøst grundlag at forholde sig kritisk på. Samfundet har bevæget sig fra blind autoritetstro til almindelig mistillid."
"For mit eget samfundssyns vedkommende er det vigtigt, med en slags to-regimente-lære; altså: Giv kejseren hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er. Det religiøse rum er - negativt formuleret - et organ i samfundsorganismen, som skal indkapsle de religiøse følelser, så de ikke besmitter det politiske."
"Jeg har ofte følt mig klemt mellem oplysningstilhængere og folk, der var orienteret mod det religiøse, fordi jeg aldrig har oplevet de to størrelser som modsætninger. Til gengæld har jeg tit været utilpas ved, at de folk, jeg rent kirkeligt ligger på linie med, ofte er politisk reaktionære, mens dem, jeg deler politiske synspunkter med, er så ufatteligt bornerte over for religionen. Men for mig er det rationelle og det religiøse forudsætninger for hinanden"
"Forestil dig Nørrebrogade gennem 200 år. Der kører hestevogne, som gradvis afløses af biler og cykler; huse bygges om og der bygges længere ud; så nedlægges ismejerierne og indvandrere begynder at overtage butikkerne og præge gadebilledet. Alt er relativt, det ændrer sig hele tiden, og vi skal gøre alt, vi magter, for at det ændrer sig til det bedre."
"Men midt på Nørrebrogade står en kirke. Den har været den samme i alle 200 år, og der er blevet sagt nøjagtig det samme gennem alle årene!"
"Og sådan skal det også være, for der er altid noget, der ikke står i vores magt. Noget vi ikke kan ændre, men alligevel må forholde os til. Kærligheden og døden, for eksempel."
"Man kan kun opleve det timelige i forhold til det evige, og man kan kun agere religiøst, hvis man har en forestilling om det absolutte. Men de to må aldrig give køb overfor hinanden. Politikken bør udelukkende lade sig lede af fornuften og må aldrig underordne sig religiøse synspunkter. Omvendt skal rationalismen ikke have et ben til jorden i kirkerummet, for her er det kulten og det sakramentale, der hersker."
- Hvad er forskellen på troen på noget absolut og på en utopi?
"At man i troen på det absolutte har en bevidsthed om en forskel på denne- og hinsidighed. At ville hente himlen ned på jorden er altid endt i helvede. Men på jorden er der ingen grænser for, hvor langt vi skal gå for at gøre livet så godt for mennesker som muligt."
"Der vil dog altid være både en glæde og en lidelse, som vi selv hverken er ophav til eller herre over, og som derfor henligger i mysteriets mørke. At vi anerkender dét, betyder ikke, at vi ikke skal lade fornuftens lys falde så langt, som det er muligt."
"Der er to skrækscenarier: Det ene er Francos Spanien, det andet er Sovjetunionen. I det første tilfælde har religionen formørket det politiske - i det andet har fornægtelsen af Gud og forsøget på at skabe himlen på jorden ført til et helvede."

Metafysisk liderlighed
"At se i øjnene, at noget ligger uden for menneskets aktionsradius, er ikke ensbetydende med at modsætte sig udvikling, og når jeg, hvad kunst angår, anser formen for det centrale, er det ikke det samme som, at jeg går ind for uforanderlige former."
"Når jeg alligevel igen og igen skal bruges som selve billedet på Den Konservative, er det i hvert fald ikke fordi, jeg er reaktionær, men simpelthen fordi jeg tror på visse værdier. Jeg tror på værket. På skønheden. Og jeg tror på Gud. At jeg også tror på demokratiet og på retsstaten indebærer nødvendigvis en respekt for samfundets institutioner og deres integritet, hvilket ikke er det amme som blind tillid. Hvis dét er konservatisme, så for mig gerne - selv vil jeg kalde det en slag sval besindelse. Som jeg langt foretrækker for en fuldstændig gratis overskridelsesradikalisme, selvom de er mere retorisk smæld i den sidste."
"Men forleden fik jeg en invitation fra de autonome om at komme og tale på deres sommerlejr. Det syntes jeg var lidt morsomt!"
- Det er da en borgerlig position, du indtager, blot hentet et andet sted fra, end den konservative. Det er den borgerlige oplysningsposition med adskillelse af stat og kirke, du gør dig til talsmand for?
"Ja, jeg er både humanistisk oplysningsmand og højkirkelig."
- Hvad vil humanistisk sige på moderne præmisser?
"Jeg har haft en meget central oplevelse, som jeg flere gange har refereret til, nemlig en sort kirke i Brooklyn, som jeg besøgte under et ophold i New York. Det var et kvarter, der var dårligt repræsenteret politisk; der fandt dagligt mord sted, som aviserne end ikke gad skrive om, narkotika, aids og alkoholisme var udbredt - og hele teologien gik ud på at sige tak! At være humanist vil for mig sige at gå ind og lave sociale programmer sådan et sted. Hvorfor skal de mennesker leve sådan, få skridt fra Brooklyn Heights?"
- Hvad stiller du op med den måde menneskers omgang med hinanden udvikler sig på, eksempelvis forskningen i gensplejsning?
"Den nye bioteknologi er netop et eksempel, hvor jeg afstår fra at tale ud fra en bagvedliggende vision, for eksempel en religiøs. Jeg vil tage stilling konkret og bryder mig ikke om, når den metafysiske liderlighed bliver vigtigere end at løse de problemer, vi står overfor. For eksempel mener jeg, at det er godt, at man kan dræbe kræftceller målrettet ved hjælp af en forkølelsesvirus. Det er triumferende og genialt! Jeg ville aldrig sige: det skal vi ikke blande os i, for det er imod naturens orden. At gå med gips på et brækket ben er også at blande sig i naturens orden."
"Men hvis en kvinde ikke kan få børn, og man så befrugter æg fra hendes aborterede foster og sætter dem op, så hun i virkeligheden føder sit barnebarn - det synes jeg, man bør nægte, selvom afvisningen ikke kan begrundes i noget højere synspunkt, end at vi finder det frastødende."
- Måske har Vorherre altid lidt i baghånden. Et frisk eksempel er indsplejsningen af et gen, der skulle hæmme fordøjelsen hos de larver der spiste en bestemt afgrøde. Men nu viser det sig, at de biller, der spiser larverne, også får fordøjelsesproblemer, så den gunstige virkning ophæves!
"Her glæder du dig over, at der er noget, der er større end mennesket, men du vil jo triumfere med lige så stor følelsesinvestering, når det lykkes os at få naturen ned med nakken, for eksempel ved at transplantere en nyre."

At sige tak
"Jeg vil gerne vende tilbage til kirken i Brooklyn her. Det var nemlig så slående, da jeg kom hjem, at alle mennesker var utroligt utaknemmelige. Kritikken i Danmark er forsumpet til aggressivt brokkeri, og det er jo bare en anden måde at flæbe på. De, der har fået alt, føler sig snydt! De, der dagligt bliver nedværdiget, siger tak!"
"Man kunne selvfølgelig mene, at det er fordi, der bliver talt så grimt til de sorte i Brooklyn, at de ved, hvor vigtigt det er at være venlige. Og at de ved, hvor dyrebart livet er, netop fordi de lever på randen af afgrunden. Men for hver kirkegænger, var der tre, der lå ude på gaden og gik til grunde i narkotika og håbløshed. Derfor tror jeg snarere, at disse mennesker disciplinerer sig til at indse, at livet på trods af deres vilkår er en gave."
"Dén psykiske præstation, de foretager, er nøjagtig den samme, som vi skal yde; nemlig at indse, at livet er en gave på trods af, at overfloden for os ligner en selvfølge. Igen i dag vågner vi, og det er slet ingen selvfølge."
"At holde dén indsigt ved lige forudsætter, at man disciplinerer sig. Gudstjenesten er for mig selvdisciplinering."

Særlige forpligtelser
- Har kunstnere og intellektuelle efter din mening en særlig pligt til at engagere sig?
"Jeg har nøjagtig det samme etiske og politiske ansvar som enhver anden borger. At være kunstner betyder hverken, at man er fritaget for at tage stilling, eller at man er et orakel. Tværtimod er kunstnere tit til salg for totalitære ideer, fordi kunstneren forelsker sig i politiske forestillinger, som om det var æstetiske størrelser."
- Kunstnere og intellektuelle forventes på den anden side at have tænkt over tingene?
"Har min lillebror, der arbejder i en bank, ikke også tænkt over tingene? Han har lige så meget i klemme som jeg har. Hvorfor skulle mine tanker være mere kvalificerede?"
-Når André Glucksmann tager til Tjetjenien, så bliver han hørt - alle de europæiske aviser står i kø for at trykke ham. Men de ville næppe trykke din lillebror, hvis han skrev det samme. Giver det ikke en særlig forpligtelse?
"Jo, det giver dig som intellektuel journalist en særlig demokratisk forpligtelse til at ringe til min lillebror, næste gang du vil interviewe mig."
"Offentlig samtale betyder, at alle har mulighed for at deltage. Det ligger mig på sinde at holde fast i demokratiet og retsstaten. Dét er læren fra 70'ernes sværmerier, at alle forandringer må foregå via demokratiets og retsstatens kanaler. Den demokratiske proces er for alle - også dem, vi ikke kan lide! Man må mene alt, hvad man vil. Men man må ikke gøre, hvad man vil. Dét er skellet, som mange efter min mening ikke gør sig klart. Hvordan overbevise unge, ubefæstede mennesker som nazisterne og de autonome om demokratiet, hvis man siger, at den offentlige samtale er for alle - undtagen for jer! Det er undergravende for demokratiet, hvis det defineres, så det i virkeligheden kun gælder for Det radikale Venstre."
"Fra borgerligt hold nytter det altså ikke at fremhæve ytringsfriheden som demokratiets fordel frem for de gamle østlande og så samtidig blive hysterisk over, at de danske kommunister faktisk benyttede sig af deres demokratiske ret til at ytre og organisere sig."
"Og for venstrefløjen gælder det, at dens ømme tå er en uvilje mod at anerkende nødvendigheden af efterretningstjenesterne. Som skal overvåge, at de folk, der mener, hvad de vil, ikke gør hvad de vil. Efterretningstjenesten må ikke gribe ind over for lovlig politisk virksomhed, men den er nødt til at scanne lovlige aktiviteter for at se, om de udvikler sig til ulovligheder."
"Da Sydafrikas præsident for nylig var på besøg, blev han på Skagen angrebet af en velkendt nazist, der gudhjælpemig kom helt tæt på ham. Den slags må ikke ske - det skulle efterretningstjenesten have vidst og forhindret! Der er et grænseland, hvor demokratiet må beskytte sig."
- Synes du, samfundet lever op til dine forestillinger? Hvad mener du for eksempel om den støj, man møder overalt. Hvis der er et halvt minut til rådhusklokkerne og radioavisen, sender de en jingle!
"Der hvor der skulle gå en engel gennem stuen, kommer der en jingle i stedet! Det er samfundet som iscenesættelse af den dennesidige evighed. Der må ikke være ophør. Man kan godt se samfundsudviklingen som én stor fortrængning af døden - og kunsten som den instans, der genindfører den ... men det er tanker, jeg har været igennem, jeg kan mærke, at jeg ikke tænder på det!"

Negationskultur
"Jeg er ikke vild med en kulturpessimisme, der er så bekymret på andres vegne, at den tror, det kun er dem, der ikke kan finde ud af at slukke for jinglerne. Selv har jeg ikke adgang til Internettet, jeg har ikke e-mail og heller ikke fax."
- Du er nok intellektuel!
"Jeg er ikke maskinstormer, men jeg vil bruge maskinerne til at lette arbejdet, ikke til at stresse det. Og jeg hader tanken om at være 'koblet op' på hele universet. Jeg bliver eksempelvis ringet op, om jeg ikke lige kan faxe fire digte til Tyskland og venligst også den tyske oversættelse inden klokken tre, så de kan ligge klar, til jeg kommer og læser op. Men jeg sidder her og arbejder, og har ikke lyst til at blive afbrudt når som helst. Som det er nu, kan jeg svare, at jeg ikke har nogen fax, men at jeg sender dem med posten, og skulle der gå en ekstra dag, kan jeg give den gode gamle snail-mail skylden."
"Og hvis jeg en gang hvert tredje år har skrevet noget til Information, synes jeg, det er hyggeligt at cykle ind med det i stedet for at maile."
- Du er jo et klart eksempel på en reaktion mod det, jeg selv reagerer imod!
"Men alle er ikke interesseret i at leve sådan. Det er ikke alle, der gider læse bøger i stedet for at se tv. Og sådan var det heller ikke tidligere. Da læste folk tegneserier og trallede på popsange - som de kulturradikale var så bange for."
"Vi lever i en negationskultur, hvor alle henter identitet ved at prale med, hvad de ikke er. Hvor alle spejder efter noget, de kan overskride, negere, distancere sig fra og hovere over, at de har gennemskuet. Jeg ville ikke være så bekymret for en eventuel mangel på kritik. Måske er det det modsatte, der er problemet? At de færreste bryder sig om at inkarnere en værdi? For så gør man sig jo sårbar. For kritik."
"Jeg har oplevet at sidde i Frue Kirke, hvor et par fulderikker kom ind med hver deres guldøl i hånden for at få at få ild på en smøg i læ. Da det var lykkedes, råbte de et par hånlige ord ind i kirken og gik igen. Jeg er sikker på, at de følte sig som 'oprørere' overfor en overmåde stor og stærk institution, hvor virkeligheden var, at der sad ti mennesker på kirkebænkene, mens der udenfor dinglede tusind rundt i samme tilstand som dem selv!"
"Der kan åbenbart gro et halvt tons skimmel på 100 gram ost, for der skal ikke mange positive udsagn til, før de kan brødføde en hær af drabelige overskridere med negativ identitet. Alle taler enten som ofre eller på vegne af offeret, det udgrænsede og oversete. Hvor man tidligere sloges om magten og om at blive en del af det etablerede, kæmper man nu om retten til at blive anerkendt som den mest udstødte. Negation er blevet konvention, den er degeneret til reklame. Jeg så fornylig et reklamslogan, der lød: Respect nothing, remake everything! "
"Bag hele måden at tænke på, ligger der en sekulariseret kristendom, en forestilling om, at den, der nedbøjer sig selv skal ophøjes. Det er derfor, det er så vigtigt, at besværge, hvor marginaliserede éns synspunkter er."
- De positioner, du karakteriserer kan vel også skyldes et dybtliggende, diffust ubehag ved samfundet, som det ser ud?
"Man kan også sige: Det skyldes, at man ikke tror på Gud. Kristus er den én gang for alle fornedrede, Gud den ophøjede. Selv er man et menneske. Man skal ikke prøve at spille deres roller, men handle som et rationelt menneske."q

Dette er den 10. og sidste artikel i en serie om kritikkens krise. De første blev bragt 15.-16., 17., 20., 22.23., 26., 29., 30. og 31. juli, samt 2. og 3. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her