Per Kirkebys arbejde med stentrykkets muligheder siden slutningen af 70erne er nu dokumetret med bog og udstilling
Kunstbog
Et helt bibliotek for kæmper ligner de mange klodser af litografiske sten, der står lænet op af væggene i værkstedet, viser et foto i en ny bog om Kirkeby. Disse centnertunge sten forpligter kunstneren langt mere end lærred eller papir, for der er ingen eller næsten ingen fortrydelsesret. De udæsker kunstneren i en sådan grad, at der er tale om et helt drama på stenen. »Litografiets stjerne-sorte flade er universet«, skriver Kirkeby i det lille udstillingskatalog, »Det er sikkert også derfor, at jeg aldrig er sluppet for en vis trykken og spænding i solar plexus, når jeg nærmer mig tidspunktet, hvor jeg skal møde på arbejde med de tunge sten.«
Mikael Wivel føjer i den smukke bog om Kirkebys stentryk flere brikker til vor forståelse af dennes kunst og giver den et tankevækkende signalement, fordi han evner at se og samtidig bruger en utraditonel tilgang til den: Han anvender en geologisk terminologi i stedet for en kunsthistorisk. Men samtidig placerer han Kirkeby i det 20. århundredes kunst som en af de store fornyere, der også som den europæer, han er medtænker traditionen og finder sin egen placering i den. Litografiet er en del af denne tradition.
Kirkeby er en for den danske kunsthistorie sjældent reflekteret kunstner. Hans værk er resultatet af én lang refleksiv proces fra udgangspunktet i 60ernes popkunst til fortolkningerne af det maleriske som en storslået, romantisk gestus, sådan som hans billeder ser ud i dag. Med Kirkeby forholder det sig som med Kierkegaard, nemlig at han har reflekteret sig ud af refleksionen for at kunne finde tilbage til enfolden, skriver Wivel.
Glat som barnehud
Kirkeby er lige dele naturvidenskabsmand og tidsnær iagttager, og han nærer som den geolog, han jo også er, kærlighed til sten.
Et litografi er jo et stentryk, lithos er græsk og betyder sten. Grafein betyder at tegne. Det er altså et værk, der opstår, når man tegner på sten. Det blev opfundet i 1796 af tyskeren Senefelder, der opdagede, at en bayersk skiftertype, som brydes ved den lille by Solnhofen, og som er dannet for omkring 150 mio. år siden, var velegnet til at bruge som trykkeflade, overordentlig finkornet som den er. Dens flade er når den bliver slebet plan glat som barnehud. Det er en pointe, at der mellem stenens forskydninger i dens sedimentære lagdeling befinder sig fossiler i pres, skriver Wivel. Vi er tilbage i Jura- og Kridttiden, hvor dinosaurerne residerede på den tropiske jordklode. Gefundenes Fressen for Kirkeby. I 1979 opdagede eks Eks-kunstneren Kirkeby denne stens forjættende kvaliteter som projektionsflade for hans drivende og sejlende universer.
Efter i lang tid at have svoret til billige materialer og medier som masonitplader og linoleumssnit, skabte han sit første litografiske værk i form af en plakat til en separatudstilling i Aarhus Kunstmuseum. Det er trykkerens opgave at transformere og behandle overfladen, så det malede resultat via trykpressen ender på papiret i x antal eksemplarer. Det skete hos Valbytrykkeren Peter Johansen, som sidenhen har trykt alle Kirkebys stentryk. Og her taler vi om hundreder, hvoraf 100 er medtaget i bogen og 27 kan ses på udstillingen.
Wivel læser Kirkebys værk og det er udelukkende formatet, som adskiller maleriet fra litografiet som resultatet af påvirkningerne både fra det åndelige og fra det ydre klima. Det sidste i form af lys, luft, blæst, regn, fugt, kulde, mudder, mørke sol og skygge, der omgiver det. Kirkebys kunst er en visuel realisering af vejret som vilkår, siger han.
Det kan aflæses af farven, stoffets dybde m.v. på de malede eller trykte flader. Og man (jeg) må give ham medhold i, at det i meget høj grad handler om de klimatiske grundvilkår, som vi i Norden lider under, eller hvordan vi nu har det heroppe med skyerne og temperaturforholdene. Det synes ofte at blæse og regne i Kirkebys billeder, ligesom jorden står i vand og driver afsted med mudder, træstubbe og grenvæv. Den fragmentagtige, stykkevise og delte naturgengivelse synes desuden at suge næring op fra undergrunden.
Constable og Kirkeby
Wivel påpeger i øvrigt slægtskabet mellem den engelske landskabsmaler John Constable og Per Kirkeby. Begge skaber et additivt landskabsmaleri, hvor delene tiltager sig magt på helhedens bekostning. I Kirkebys billedunivers støder elementerne op imod hinanden, og skal man forstå, hvad der sker, må man ty til begreber som skredterrasser, længderevner, vandløbskløfter, udbrudsmateriale og mudderstrømme, altså som nævnt begreber hentet fra geologien i stedet for kunsthistoriens begreber om clair-obscur, klassik og modernitet, form og farve m.v., der ingensomhelst mening giver, når man skal indkredse, hvad der sker i det kirkebyske univers. Hans billeder tager mere afsæt i geologiske kortlægninger af undergrunden end i egentlige landskabsiagttagelser.
Det er en på mange måder ny læsning af det ellers efterhånden gennembeskrevne værk, Wivel her præsterer. Som en anden feltgeolog gør han rede for jordens udvikling, dens opbygning fra fast kerne til flydende kappe og for, hvordan denne svimlende og evige optik er konstituerende for navnlig det seneste årtis malerier. Og på udstillingen kan man så få syn for savn. Her topper efter min mening en serie på seks tryk fra 1991. Det er fabelagtigt smuk, og foruroligende og meget meget vovet. Det er dekorativt, javel, det er jo litografiets natur, men det er også meget mere end det. Det er et eksistentielt drama, vi bivåner.
I slutningen af 90erne bliver Kirkeby endnu mere vovet, ja, tør og enkel. Han tillader sig f.eks. at lade to rødlige gevækster, blodpletter? roser?, blive gennemkrydset af to bjælkelignende spærringer, der afholder os fra at gå ind i billedet. Det er så tømt, som det næsten kan blive. I det hele taget foregår det i høj grad på fladens præmisser. Det taktile, selve penselskriften, er naturligvis væk i et litografi, sådan må det jo være. Men selve indridsningerne står tilbage som spordannelser på papiret. Der er noget noget svededug over den litografiske proces.
Håndværkets værdi
Trykkeren Peter Johansen konstaterer i et interview bagest i bogen (interviewer: Synne Rifbjerg), at de farver, Kirkeby har brugt i sine seneste litografier, en nærmest neapelgul, en kraplaklignende rød og en umbra også indgår i hans nye malerier, så litografiet befrugter også maleriet, ligesom omvendt. Hos Peter Johansen kan Kirkeby bestille en farve med samme »nuance som bagsiden af et træ på Læsø om vinteren i eftermiddagssolen.« Her føres levende bevis for, hvor vigtigt det er at holde de gamle håndværk i hævd. Per Kirkeby holder fast i det, han planlægger, er myreflittig og disciplineret og synes at have viet hvert minut af sit liv til kunsten.
*Mikael Wivel: Per Kirkeby. Stentryk. 160 s., 224 farveill. 358 kr. Forlaget Bjerggaard/ Søren Fogtdal. Udkommer i dag
*Per Kirkeby: Stentryk, Galleri Bo Bjerggaard, Pilestræde 48, 2., Kbh. Ti.-fr. 12-18, lø. 11-16. Til 23. sep. Åbner i dag 16-19
