Læsetid: 6 min.

Ude og hjemme og midt imellem

5. august 2000

Det er i den kreative kobling mellem normalvirkelighed og fantastik, at der produceres langtidsholdbart potentiale til at komme videre på. Fire nye danske billedbøger giver hver sit bud på hvordan

Nye børnebøger
I Helle Vibeke Jensens opus 5, den nye billedbog Ude & hjemme, står en lille pige i sin have og drømmer om steder med fremmede navne. Hun spiller ringspil og rammer plet på hver af stednavnene i remsen "Cairo, Kiel, Kabongo, Kansk, Kabul og Congo". Som et mantralignende ekko af remsens rimkæde dukker en lille pilot op med sin flyvemaskine. Pigen stiger på og sammen bevæger de sig ud i den vide verden.
I en bevægelse mellem hjemmebasen og fem ude-positioner foldes en kalejdoskopisk rejsemosaik ud med destinationer i Paris, New York, Hanoi, Venedig og - ganske overraskende - Gudhjem.

Interaktiv kulturrejse
Understøttet af Nanna Gyldenkærnes smidige og letløbende tekst bygger Helle Vibeke Jensen - fra et stof samlet af allehånde klipbart materiale - et grafisk tætvævet mønster af billedfragmenter op på de herligt svævende dobbeltopslag, hvor kulturelle kendetegn fra de fem byer bygges op i svungne billedsøjler, der nærmest er monteret som surrealistiske DNA-kæder.
Eksempelvis i New York-opslaget, hvor ophobninger af skryskrabere, Heinz-suppedåser, sirupspandekager og græskarhoveder danner krumme linjer bagud i billedfladen, som nederst gennembrydes af en taxabefærdet motorvej, langs hvis kant
hoveder og haler af fisk er klippet ind i et søgrønt vandlag.
Diagonalt gennem hele billedet svæver en række kufferter, som i øvrigt også er et gennemgående motiv på de øvrige opslag.
Som pigen bringes også læseren ud på en slags interaktiv kulturrejse. Efter hver rejse anbringer pigen en rekvisit på sin amagerhylde hjemme i haven. I forvejen står der en tinsoldat, som undervejs får selskab af Eiffeltårnet, Frihedsgudinden, en Buddhafigur, en gondol og et silderøgeri.
Tilsammen udgør de bundpropperne i det sammensatte rejserum bogen etablerer i sin finurlige kobling mellem det 'ude' og det 'hjemme', som læsere med udlængsel får fribillet til at lade sig inspirere af.

Fiktionsbytteleg
Kim Fupz Aakeson og Lilian Brøgger mødes for første gang i billedbogen Historien, som er en veloplagt labyrintisk fortælling, hvor der leges opfindsomt med forløbets to fordoblede handlingstråde. I den ene sidder en far i et hus i Brønshøj og fortæller en godnathistorie for sin søn om elefanten Conrad, som i junglen i Congo fortæller sin søn Lille Nu en løgnehistorie, som er den anden tråd, idet den handler om faderen og sønnen i Brønshøj.
Den tredje tråd er de to virkelige historier om henholdsvis en indbrudstyv og en storvildtjæger, som uden for de to fortælleres position udspiller sig i kanten af de to krydsklippede godnathistorier. Visuelt formidlet således at læseren undervejs på billedopslagene ser tyven og jægeren udfolde deres indledende øvelser.
Raffinementet består nu i at de to luskede personer kommer så tæt på, at de kommer til at høre de to historier, de er en aktiv del af. Handlingen fryser fast, da de begge lige må høre slutningen, inden de kan fuldføre deres gøremål.
Tilsvarende er henholdsvis drengen og Lille Nu spændt på, om jægeren skyder elefanterne og om tyven løber med sølvtøjet. Men de to småkriminelle kommer samtidig i tanke om noget. Indbrudstyven mindes en far, som var storvildtjæger og altid væk hjemmefra, og storvildtjægeren får dårlig samvittighed i forhold til en søn, han aldrig havde tid til at være sammen med. Begge bliver så triste, at de opgiver deres forehavende og historien finder en foreløbig ende på sidste opslag, hvor Conrad og faderen med én stemme fortæller deres afkom, at de to måske leder efter hinanden - "og hvis vi fortæller længe nok, er der en chance for at de finder hinanden."
På billedsiden ses de to elefanter omplantet til Brønshøj-lejligheden. Conrad iført faderens stribede skjorte og Lille Nu placeret i drengens seng. På natbordet står et fotografi af drengen og faderen. Elementerne i de to fiktionsrum har byttet plads og er samtidig smeltet sammen.
Denne herlige og drilske fiktionsbytteleg turneres hele vejen i veloplagt samspil mellem Fupz' sproglige fiksfakserier og Brøggers raffineret samspillende illustrationer, som med rumlig leg skaber underfundige sammenhænge i dette sprudlende gækkeri, der vil fryde ethvert barnesind.

Sansemættet fortælling
Lilian Brøgger er også på banen i billedbogen Nattekjolen med tekst af Thomas Winding. Det er en smuk og sansemættet fortælling, der på såvel tekst- som illustrationssiden er i optimal omgangshøjde med både stof og målgruppe.
Hovedpersonen er pigen Betty, som er den lykkelige ejer af en blå kjole med hvide stjernelignende prikker. Desværre bliver Betty syg den aften, der skal være fest, og som trøst tager kjolen hende med ud på en drømmeflyverejse gennem nattens sært fascinerende landskaber.
Turen går over det store mørke nattehav med bløde mørke fisk til en ø "som lignede et menneske, der var ude at bade på det dybe vand." "Det er nattens ansigt," siger kjolen, mens ansigtet i det samme åbner sin mund og spytter stjerner ud på himlen.
Windings flair for enkle stemningsmættede metaforer styrer elegant pigens rejserute, som også omfatter et møde med "natteskoven hvor søvnen bor" samt lyden af "nattens melodi" frembragt af biller, der kravler rundt på Betty.

Dobbelt klangbund
Kæden af nattemetaforer forlænges visuelt meddigtende af Brøggers tusmørkeafstemte illustrationer, som både er tæt på pigens hjemmeverden og det blåtonede natteunivers, der lige har et stænk uhygge midt i den svimlende drømmepoesi.
Fortællingens dobbelte klangbund af feberdrøm og nattesyn fastholdes helt ind i afslutningen, hvor Betty næste morgen vågner op med kløe over hele kroppen. Moderen mener, det er røde hunde eller mæslinger, men Betty gætter på "stjernefeber", hvorefter der lyder et tørt solidarisk host fra nattekjolen i skabet. Så underfundigt pletlander fortællingen, der placerer Winding og Brøgger i mesterskabskategorien.

Fuld skrue
Og så til sidst fuld skrue med Mette-Kirstine Baks og Thorstein Thomsens gyserfortælling Kæmpeanden, som er makkerparrets helt originale turnering af et klassisk tema: hvordan overvinder man et lammende mareridt?
Lille And vækkes af Store And, men er ikke meget for at stå op, da Kæmpeanden har været på færde i et natligt mareridt. Efter skoledagen dukker frygten igen op, og på Store Ands opfordring tegner den lille en tegning af monstret, hvorefter tegningen - tapet ind i en plasticpose - bliver smidt over muren ind til kirkegården.
Samtidig dukker en lille kat op, og Lille And er nu bange for, at katten vil blive skræmt fra vid og sans, hvis den river posen op så kæmpeanden slipper ud. Resolut går de to ænder tilbage og henter posen, hvorefter de over en kop nattekakao tænder op i pejsen og smider tegningen med kæmpeanden ind i ilden. Derefter falder Lille And i søvn - helt uden mareridt.
I prosaisk referat lyder det tamt, men det er det ikke. Baks tegnestil sikrer nemlig at historien går rent hjem. Hun mestrer til fuld groteskens muligheder med sine på én og samme tid kærlige og respektløse stregføringer, som med en tyk ujævn konturstreg og ekspressivt påførte lag af kras akryl og gouache sætter udtrykkets dynamik i højsædet.
Grin, gys og medfølelse kombineres helt ubesværet med en flot crescendo-effekt, hver af de tre gange den tungt vraltende kæmpeand skildres på et dobbeltopslag, mens den vælter træer og skyskrabere. Humoren og den gennemførte overdrivelse giver den helt rette klangbund for identifikationen med mini-anden, som er ethvert barns genkendelige spejlbillede.

*Nanna Gyldenkærne (tekst) og Helle Vibeke Jensen (ill.): Ude & hjemme, 32 s., 198 kr. Høst & Søn
*Kim Fupz Aakeson (tekst) og Lilian Brøgger (ill.): Historien, 32 s., 198 kr. Høst & Søn
*Thomas Winding (tekst) og Lilian Brøgger (ill.): Nattekjolen, 28 s., 188 kr. Forlaget ABC
*Thorstein Thomsen (tekst) og Mette-Kirstine Bak (ill.): Kæmpeanden, 32 s., 198 kr. Carlsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her