Læsetid: 15 min.

Et uhyre skrøbeligt projekt

5. august 2000

Erik Holm har tjent tre statsministre som EU-rådgiver og siden Europa-Kommissionen i Bruxelles. I dag anklager han Nyrup og Helveg for at svigte Europa

Man fornemmer en smerte under det, Erik Holm siger. Den slags smerte, der opstår, når man gennem et langt arbejdsliv har været båret af et engagement for et smukt projekt, men samtidig gang på gang - og især gennem det seneste årti - er blevet konfronteret med, hvordan realpolitikken fuldstændig svigter sit ansvar og sin opgave.
Som om hans egen autoritet ikke var tilstrækkelig, har Erik Holm for at sætte ord på skuffelsen henvist til en af de store europæere, Sir Ralph Dahrendorf, tysk sociologiprofessor, tidligere EF-kommissær og direktør for London School of Economics, nu medlem af det britiske Overhus: "EU er ude af stand til at føre politik. Man flygter fra politisk handling såvel indadtil som udadtil."
Præcis som Dahrendorf har Erik Holm de optimale forudsætninger for at sanse smertepunkterne i den europæiske politik og i EU's udvikling. Efter uddannelse til cand.polit., ansættelse i den Internationale Valutafond i Washington og siden i det hjemlige Økonomiske Sekretariat blev Holm i september 1972 af Jens Otto Krag hentet til Statsministeriet som rådgiver i spørgsmål om EF og international økonomi.
I ti år levede Erik Holm med Danmarks forhold til EF helt inde på kroppen - "jeg har deltaget i 21 møder i Det europæiske Råd sammen med Krag, Anker Jørgensen eller Poul Hartling" - indtil han i 1982 rykkede helt ind i begivenhedernes centrum i Bruxelles som chefrådgiver i Generaldirektoratet for økonomiske og finansielle spørgsmål under Kommissionen. Dér blev han i fem år, indtil bureaukratiet blev for tungt, og han tog til University of California i Berkeley for at studere international politik.
I 1989 - året hvor Muren faldt - vendte han hjem, fik en ph.d. i statskundskab på Københavns Universitet og har siden været en fri mand, dog med en deltids beskæftigelse som direktør for en EU-uafhængig europæisk kulturfond med hjemsted i London.
"Jeg nyder i dag at have frihed til at udtale mig. Den havde jeg bestemt ikke som embedsmand i Bruxelles og Statsministeriet," siger Erik Holm.
I dag sidder han i sit smukke gule bondehus, halvt skjult i en nordsjællandsk skov, og betragter debatten om Europa med en blanding af håb og græmmelse.
"Det er et uhyre skrøbeligt projekt," siger han om EU.

For at forstå, hvad der foregår i Europa, er det efter hans mening vigtigt at gøre sig klart, hvad der i de første årtier var grundmotivet og drivkraften bag det Europæiske Fællesskab.
"Det er en grundlæggende myte, at EF blev skabt på basis af ideelle motiver hos Jean Monet og Robert Schumann. Jeg frakender dem ikke ideelle motiver, men det har lige fra starten været et stærkt amerikansk krav - allerførst knyttet til Marshall-hjælpen efter krigen - at vesteuropæerne skulle holde op med at slås indbyrdes og lære at samarbejde for at kunne udgøre et bolværk mod kommunismen."
I den forstand har der været en slags amerikansk overkontrol med EF helt frem til Murens fald i 1989, mener Erik Holm. Samtidig har EF's og EU's udvikling været stærkt præget af det fransk-tyske forhold. Tyskland har efter krigen haft et stærkt behov for at blive europæiseret og industrialiseret, og Frankrig har haft et lige så stærkt behov for at have kontrol med den tyske udvikling.
"Fra fransk og tysk side har man hele tiden været klar over, at man var bundet sammen i et skæbnefællesskab. Ikke fordi, de elsker hinanden, men forholdet skal bare køre, og under overfladen er der hele tiden magtkamp. Som et ægteskab, hvor skilsmisse er udelukket."
Når det er vigtigt at forstå disse forhold som drivkraft bag EF's og EU's udvikling, er det fordi, det hele ændrede sig med Murens fald.
"Den europæiske problemstilling blev fundamentalt ændret i 1989-90. De forudsætninger, som var til stede, da man startede i 1950'erne, forsvandt fra den ene dag til den anden. Og det var dér, det viste sig, at projektet er uhyre skrøbeligt."
Uden det motiv, der handlede om at holde kommunismen i skak, var der efter 1989 kun den økonomiske dimension tilbage i EF.
"Det politiske projekt har aldrig taget form inden for EU, udover på retorisk plan hvor man taler om peace and prosperity i Europa. Institutionerne var helt klart bygget op til at virke i et pragmatisk økonomisk samarbejde - det fælles indre marked osv. - og da Muren faldt, var man ude af stand til at reagere på den ny situation. Der opstod et vakuum, som man ikke har formået at fylde. Derfor betragter jeg hele det forløbne tiår siden da som et tabt årti for Europa."
- Hvad er det for en politisk dimension, du havde håbet på og måske fortsat håber på for EU?
"Som politolog sondrer jeg mellem high politics og low politics," siger Erik Holm.
Politik med stort P og politik med lille p har han også kaldt det.
"Low politics er typisk økonomisk politik, dét som den daglige nationale politik overvejende beskæftiger sig med, mens high politics er storpolitik - de rent essentielle elementer til sammenhold og forsvar af selve den politiske enhed, f.eks. nationalstaten. Denne storpolitik omfatter forsvarspolitik, men også valutapolitik fordi den er redskabet til at sikre balance mellem en nation og udlandet."
"EU tog med Maastricht-traktaten og ØMU'en et tigerspring ind i den økonomiske dimension af high politics, men det havde sine ganske specielle forudsætninger og var i hvert fald ikke resultat af en dybtgående økonomisk overvejelse om, hvorledes valutasystemet burde indrettes i en europæisk union. Det var påny et spil mellem Frankrig og Tyskland: Genforeningen rystede franskmændene, der frygtede at tabe magten og komme i konflikt med det Tyskland, der pludselig blev stort. Præsident Mitterrand stillede som betingelse for fransk accept af genforeningen, at Frankrig fik indflydelse på den tyske forbundsbank via en monetær union, og det gik Helmut Kohl med til."
Erik Holm læner sig pludselig frem:
"Jeg skal lige indskyde, at jeg stemmer ja den 28. september, men jeg er stærkt kritisk over for ØMU'en som projekt. Jeg tror, den knækker inden for de næste 10-15 år, fordi der ikke er taget de rigtige politiske hensyn."

Tilbage til den manglende politiske dimension i EU: "Hvis jeg skal markere en overskrift, så skal det være, at Nyrup og Helveg - hvor nødig de end vil - nu må begynde at tage del i den diskussion, som er startet om en europæisk forfatning. Den har ligget og skvulpet under overfladen et par år, men den tyske udenrigsminister Joschka Fischers tale på Humboldt universitetet i maj satte den for alvor på dagsordenen. Det er dét, der bliver det store europæiske diskussionsemne, så snart vi er færdige med Nice-traktaten på regeringskonferencen til december - hvis der da kommer en traktat ud af det."
"Forfatningsdiskussionen er affødt af behovet for at give Europa en politisk dimension, som det stadig ikke har - mere konkret af det absolut presserende behov for at udvide med Øst- og Centraleuropa."
"I den forbindelse synes jeg, det er hyklerisk, når Nyrup og - ikke mindst - Helveg siger, at udvidelsen er det væsentligste element i den danske Europa-politik, uden samtidig at gøre det klart, hvad konsekvenserne af det vil være."
"Det er pløk umuligt at gennemføre udvidelsen inden for den eksisterende institutionelle opbygning. I dag halter samarbejdet afsted med 15 medlemslande, men nu er der 13 accepterede ansøgerlande, og bagved dem står der 13 yderligere, hvis man medtager lande som Marokko og Israel, som sandsynligvis vil blive bragt op på et tidspunkt."
"Op til 26 lande foruden de 15 - det kan altså ikke fungere," slår Erik Holm fast.
"Derfor er det simpelthen et andet projekt, man skal i gang med, hvis man vil tage udvidelsen alvorligt. Tænk på de dårligt stillede folkemasser i Polen. Eller på Tyrkiet, som ligger på et indkomstniveau, der er under halvdelen af det laveste i det nuværende EU, nemlig Grækenlands. Det er absurd at påstå, at bare man laver lidt om på afstemningsregler og antallet af kommissærer, så er vi parat til udvidelsen. Gu' er vi ej. De kan ikke inkluderes i det projekt, selv om vi har lovet dem det. Vi har lovet dem, at det bliver om fem år, og det har man sagt lige siden 1992, og man siger det stadigvæk. Nu siger man 2005, og jeg er hundrede procent sikker på, at i 2005 siger man: 'Det bliver om fem år, kære venner.'"
Det eneste, der efter Erik Holms mening kan få det nye EU til at hænge sammen, det er, at man har et egentligt politisk projekt, et stykke high politics som hvert land tilslutter sig.
"Hvad skulle så dette projekt bestå i, ud over en valutarisk union, som man efter min opfattelse har sat i søen for tidligt? Ja, hvad er den grundlæggende forudsætning for, at et politisk projekt kan fungere? Det er, at ordenen bliver opretholdt, og at den politiske enhed - EU - definerer sig gennem en forfatning."

En forfatning kan optræde i mange former og spille en større eller mindre rolle, påpeger Erik Holm. Lande, der har en meget klar national identitet, behøver knapt en forfatning til at definere det fælles - England har ingen, og vi i Danmark bruger knapt vores.
"Dem, der bruger en forfatning, det er dem, der er usikre på deres nationale identitet. USA definerer sig som nation via en konstitution, og derfor er de meget bevidste om forfatningen. Tilsvarende med tyskerne, som ikke havde nogen national identitet efter krigen og har haft meget svært ved at finde den."
"Europa ved heller ikke, hvad europæisk identitet er. Vi må prøve at afklare det ved at skrive noget ned på papir, som man kan kalde et charter eller en forfatning eller noget andet."
"Jeg er ikke så begejstret for at bruge ordet forfatning, for så tænker man straks tilbage på nationalstaten eller på en føderal stat," indskyder Erik Holm.
"Vi har kun de begreber, der hører fortiden og nutiden til, men det er noget helt nyt, der skal dannes. Hvis nogen i 1600-tallet havde sagt 'kære venner, det der er brug for, det er, at fyrsterne får hugget hovederne af, fyrstestaten bliver fjernet, og vi får lavet en nationalstat', så ville folk have taget sig til hovedet og sagt 'nationalstat - hvad er det?'"
"Nationalstaten som begreb blev skabt gradvist i løbet af 1800-tallet. Vi står i en tilsvarende situation nu. Vi skal skabe et nyt politisk begreb, men vi kan ikke sætte navn på det, før vi ser det, så derfor er det vildledende at diskutere i begreber som føderalstat eller nationalstat omkring det fremtidige europæiske projekt. Vi må prøve at få afklaret, hvad der egentlig er kernen, hvad der er de fælles værdier. Det har der været meget, meget få bestræbelser på."
"Når du hører regeringscheferne komme ud fra Det Europæiske Råds møder, så taler de allesammen om, at 'vi skal forsvare vore nationale interesser'. Man hører aldrig nogen tale om den fælles interesse. Det er dét, en forfatningsdiskussion skal prøve at afklare."
"Her er det så igen, at Niels Helveg for alvor svigter," siger Erik Holm med skarphed i stemmen.
"Han tør ikke. De bliver skræmte i regeringen, når det bliver nævnt - når f.eks. Joschka Fischer siger 'forfatning', så tror de, at det er et angreb på nationalstaten, hvad det absolut ikke var. Det er et forsøg på at afklare, hvad der er de fælles værdier i det europæiske projekt."

Den europæiske nationalstats udvikling er gået via en anerkendelse af borgerlige og civile rettigheder - alle skal være lige for loven - omkring den franske revolution sidst i 1700-tallet. Fra 1800-tallet udvikledes de politiske rettigheder til at tage del i styret, og i 1900-tallet - specielt efter Anden Verdenskrig - har man udviklet sociale rettigheder, hele velfærdsstatsbegrebet.
"Velfærdsstaten opfattes i alle europæiske lande som en væsentlig del af den europæiske politiske kultur, omend den kan have forskelligt udtryk på grund af forskelle i kultur, indkomstforhold osv. Herved adskiller Europa sig fra USA, hvor welfare, det at få nådsensbrød fra staten, har en klart negativ klang," siger Erik Holm, der identificerer tre udformninger af velfærdsstaten i Europa: Den skandinaviske model, hvor finansieringen sker via skatteindbetalingerne. Den kontinentale model, som er forsikringsmodellen finansieret via bl.a. arbejdsgiverbidrag, samt en tredje model, som man næsten aldrig tager med:
"Den kommunistiske velfærdsstat, som man levede med i mere end to generationer. Efter vore forhold var den fattig, men menneskene var sikret social tryghed fra vugge til grav, og de var - på absurd vis - sikret beskæftigelse. Man bortdefinerede jo arbejdsløsheden ved at placere folk på en stol og sætte dem til at kontrollere et aller andet tåbeligt."
"Folk i disse lande var bange for mange ting, men de var egentlig ikke bange for fattigdom, og det er kernen i velfærdsstaten: Statens ansvar er at fjerne frygten for fattigdom. Det havde kommunisterne sans for, og derfor var der en tredje velfærdsmodel i Østeuropa."
"Men den faldt som alt mulig andet sammen i 1989, og de har virkelig lidt under fattigdom i dens yderste konsekvens i de seneste ti år. Ingen af deres sociale systemer fungerer tilnærmelsesvis, som de gjorde i den kommunistiske tid."
"Så kommer Helveg stolt med Københavner-erklæringen fra 1993, der opstiller betingelserne for de nye landes optagelse: De skal have demokrati og markedsøkonomi. Det kunne en amerikaner lige så godt have sagt," siger Erik Holm.
"Helveg siger aldrig noget om, at for at definere sig som europæer så skal man også sikre sociale rettigheder. Tager man udvidelsen alvorligt, og skal man have Europa til at hænge sammen og opretholde freden, så må man i udvidelsesproblematikken indføre noget om sociale rettigheder - og være klar over, at det koster os dyrt."
"Men hvad sker der i virkeligheden: Man kommer fra Kommissionen i Bruxelles med 80.000 sider EU-lovgivning og siger til ansøgerlandene: Skriv under, tilpas jer det her hurtigst muligt. Embedsmændene fra Kommissionen kan ikke forhandle, for de får ingen politiske direktiver, og derfor kører det ad helvede til, så snart de kommer til de tunge problemer omkring f.eks. landbruget. Det flytter sig ikke ud af stedet."

Erik Holm rejser sig og henter den danske grundlov. I paragraf 75 står der: "Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse."
"Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser som loven herom påbyder."
"Det er definitionen af den europæiske velfærdsstat. Hvorfor skulle vi ikke på det grundlag kunne gå ind i en afklaring af den europæiske politiske kultur?"
- Ja, hvad er grunden? Nyrup og Helveg kan vel forstå dette, men der ligger jo i det, at det koster. Handler det derfor om frygten for, hvad der sker med deres politiske liv, hvis de siger dette om forpligtelsen til at betrygge alles tilværelse, herunder alle de fattige østeuropæeres?
"Ja, og det er jo også det, der nu er problemet i Tyskland. De har fået nok af at hælde penge i østtyskerne. Skal de nu også til at hælde penge i Østeuropa? Dette er et langt, langt projekt, men det er det, vi skal igang med, for at vi kan få Europa til at hænge sammen. I øjeblikket er vi jo ved at få et glastæppe i stedet for Jerntæppet: Østeuropæerne kan få lov at se igennem, men der er et skarpt skel mellem fattige og rige. Det er uholdbart på længere sigt. Så får vi noget, der lignede situationen i 1500-tallet, hvor fyrstestaten kom under pres, og hvor der var bondeoprør i Tyskland, og Luther sagde 'Slå dem ned som gale hunde!'"
"Der kan blive megen uro i Europa, og freden bliver ikke opretholdt, hvis vi ikke går ind i hele denne problematik. Kommer der oprør fra de fattige, så siger vi som gode lutheranere: 'Slå dem ned som gale hunde', og vi har da heldigvis NATO, så vi kan smide bomber i hovedet på dem, hvad vi jo er godt i gang med. Det er 'borgerkrigen', som Hans Magnus Enzensberger taler om, og som vi må imødese, hvis vi ikke seriøst ser de problemer og udfordringer i øjnene, som er knyttet til udvidelsen."
"Det er også det, der er Joschka Fischers anliggende. Det, der er meget uheldigt i Fischers model, det er, at han - ud fra hans erkendelse af at en føderation ikke kan fungere på europæisk basis - taler om et kerne-Europa, et snævert Europa, der kan gå videre og måske lave en egen føderal forfatning. Jeg tror, det er en meget, meget farlig tanke at gå ind på, for så falder Europa fra hinanden. Så skal vi kunne gå ind på kernelandenes betingelser, ligesom vi nu siger til Østeuropa: I kan komme ind på vores betingelser. Den ydmygelse, der ligger deri, kan Europa ikke holde til."
- Men går man i takt, sætter man tempoet ned?
"De øst- og centraleuropæiske lande kan simpelthen ikke blive økonomisk integreret foreløbig, og derfor er udvidelsen et politisk projekt. Østlandene skal ikke blive ved med at være uden for Europa, og derfor må vi prøve i meget brede vendinger at få defineret, hvad der karakteriserer den europæiske politiske kultur. De lande, der allerede er accepteret som ansøgerlande, skulle være med i forhandlingerne herom, fordi de er en del af Europa. Når man så har fået dette formuleret i brede og forståelige vendinger, som siger den almindelige borger noget - som grundlovens paragraf 75 - så skulle de lande, som definerer sig selv som tilhørende denne europæiske politiske kultur, være medlemmer - under forudsætning af at de også opretholder forpligtelserne."
"Man skal ikke sidde på Rådsmøderne i Bruxelles og beslutte, om tyrkerne nu er europæere, eller om rumænerne er rige nok til at måtte kaldes europæere. Hvis man tilslutter sig principperne og forpligtelserne i et europæisk charter eller en forfatning, ja, så definerer man sig selv som europæere."
- Hvad betyder en folkeafstemningssituation for mulighederne for at fremme det projekt, du beskriver? På den ene side tvinger enhver folkeafstemning os til diskussioner om Europa - som den vi fører her - på den anden side præges debatten af politisk frygt for at tabe, og dét ender som regel i trusler om stigende flæskepriser eller dyrere huslån.
"Det er en absurd ting at køre folkeafstemning om komplicerede ting som en Maastricht-traktat eller en ØMU-aftale. At spørge fru Nielsen på Valby Langgade, hvad hun mener om ØMU'en, er at gøre grin med demokratiet. Når jeg stemmer for ØMU'en, selv om jeg mener, projektet er forkert og alt for risikabelt, så er det fordi, det er vedtaget. Der vedtages jo mange ting på Christiansborg, som jeg synes er åndssvage, men jeg melder mig ikke ud af Danmark af den grund. Jeg mener, vi melder os ud, men samtidig nasser på systemet, hvis vi stemmer nej. Og jeg vil ikke melde mig ud af Europa."
"Bliver det nej den 28. september, så burde regeringen lave en ny folkeafstemning og spørge danskerne: Vil I være med, eller vil I ikke være med. Og så tror jeg, at to trediedele ville stemme ja, for basalt set accepterer danskerne, at de er europæere."
- Nu kender du det hele så indgående indefra. Hvad er forklaringen på, at det hele går så langsomt eller slet ikke går?
"Der ligger i strukturen nogle voldsomme blokeringer. Hele nationalstatstankegangen. Alle regeringer vil forsvare deres nationale interesser. Kun den virkelig store statsmand er i stand til at hæve sig op og se på de fælles interesser. Men det er, som om vores politiske system ikke længere er i stand til at producere statsmænd. Politikerne bliver mere og mere fastlåste i bestemte mønstre, bl.a. af mediverdenen, hvor man ikke kan hæve sig over nationale interesser. De skal jo også genvælges. Og så gælder det helt elementært: Der er ingen af dem, der har tid til at tænke sig om," siger Erik Holm.q

*Dette er den anden af en serie samtaler med markante europæere om Europa i skismaet mellem grandiose visioner og hverdagens pragmatiske magt- og forhandlingsspil. Den første artikel blev bragt den 29.-30. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu