Med rindende kilder af dokumentation
Biografi
Siger man Marcel Pagnol, tænker man måske først på Claude Berris filmatisering af hans dobbeltroman om Kilden i Provence og Manon og kilden med Yves Montands og Gérard Depardieus formidable spil, også vist i tv. Men ellers er det den enorme succes med hans fire erindringsbind om det lykkelige Provence, Min fars store dag, Min mors slot især, der har skygget for, at Pagnol selv var en stor filmmager, "den ukendte Pagnol", hævder Jean-Jacques Jelot Blanc i en nyudkommet, jættestor biografi, Pagnol inconnu.
Han nævner end ikke de to filmatiseringer, der først fandt sted efter Pagnols død i 1974, men følger ham i sporet fra fødslen gennem privatlivets omfattende personkonstellationer, familie, elskerinder, venner, medarbejdere, cineastens 'familie' af teknikere og skuespillere, beundrere, kolleger, verdensberømtheder. Gennem 30 år var Pagnol ledsaget af den trofaste Jacqueline, den langt yngre skuespiillerinde, der har givet bogen sin velsignelse.
Dominant person
Jeg fandt den i sommer i Thiers, byen, der er kendt for sin knivfabrikation. Mellem de talrige butikker med alle slags fristende skæreredskaber var der også en boghandel, hvor værket lå fremme med sit omslagsfoto af Pagnol, der med rynket pande og et tvetydigt smil synes i færd med at aflevere en krydderurtduftende bemærkning. En bog illustreret med fotografier, klar til læsning uden opsprætning.
Pagnol var en dominerende person, charmerende som bare pokker, når han fik sin vilje, venlig med brutale drejninger og ganske snu. Det gjaldt om at acceptere hans nydende livsstil og impressionistiske professionalisme.
Som instruktør arbejdede han i sine sydfranske landskaber, født var han i Aubagne uden for Marseille. Gerne foregik optagelserne i de mest besværlige og pittoreske lokaliteter. Middagspausen var afgørende, med drinks, udsøgt mad og petanquespil. Skuespillerne måtte acceptere at få udleveret deres replikker dag for dag, friske fra aftenens værksted. En perfektionist som Fernandel måtte eksplodere. Med selvhævdende krukker som Raimu og Bourvil gik det op og ned. Men hans arbejdsevne var formidabel.
Alle i hans slægt var lærere, og selv nåede han at blive gymnasielærer, først i Marseille, derefter i Paris med engelsk som fag, god latiner, der siden i en produktionspause gav sig til at oversætte Vergil. Men skriveriet tog fart, dramatik med succes: den uopslidelige komedie Topaze, fulgt af Marius, af Fanny og filmen César. Men det at han filmatiserede skuespillene og versionerede sine film til teaterscenen, kunne være en hæmsko: Kritikere bedømte gerne hans film som filmet teater.
Replikmester
Som skribent var han en af de allerførste, der begejstredes for talefilmens nye muligheder, han entrerede med Alexander Korda og Paramount og etablerede det første uafhængige produktionsselskab i Frankrig, oftest med sig selv som manuskriptforfatter og instruktør. Han viste sig som en god omend ikke altid pålidelig forretningsmand, fugtige middage fristede til overmodige aftaler, f.eks. brændte han Maurice Chevalier af.
Under krigen og den tyske besættelse lukkede han firmaet, rykkede fra Paris til den sydlige zone, kom lidt i klemme ved retsopgøret, men valgtes ind i kollegiale råd og blev snart udødeliggjort som medlem af Akademiet.
Der kom en periode uden afgørende ny inspration, indtil romanerne fik kilderne til at springe, og pengene gav sig til at yngle, han fik tilbudt chefposten for Comédie française, men afslog, levede det søde liv mellem stjernene og fyrstehoffet i Monaco, blev medlem af filmjuryen i Cannes, men gad ikke se filmene.
Pagnol var en mærkelig blanding af selskabelighed og bægersving, rastløshed i evige flytninger, hård flid, også med seriøse studier i humaniora og naturvidenskab, skødesløshed, opfinderevner, håndværkerkunnen.
Som skribent og samtalepartner en veludrustet replikmester. Han blev hyldet som få, beundret af René Clair og Jean Renoir, af Rosselini, der opfattede ham som opfinder af neorealismen, af nouvelle vagues Truffaut og Chabrol for de lange sekvenser, han excellerede i.
Jean-Jacques Jelot Blancs Pagnol inconnu er en detaljeret, anekdotisk, sympatiserende regegørelse med fransk smag for heltedyrkelse. Blandt de adskillige bøger om forfatteren hævder den sig ved det filmhistoriske indblik, ikke teoretisk, men fortællende, undertiden til druknegrænsen, ligesom den slutter af med en stribe småkapitler med scenerier fra den sidste tid, der enten dokumentarisk eller ved mund-til-mund metoden supplerer legenden om den verdenskendte skikkelse.
Pagnols beundrede far var så indædt ateist, at moderen måtte lade Marcel hemmeligt døbe. Han var altid besat af vand, af kilder, af brøndgravning. Dåbens vand havde først virkning en del senere i livet, hvor han knyttede venskab med en højtstående abbed, der da også sørgede for en dimensioneret kristelig ceremoni i Paris ved den 79-årige berømtheds død. Begravelsen foregik i den lille kirke i La Treille, bivånet af blandt andet Marseilles gymnasiaster, for hvem han i årevis havde været pensum.
*Jean-Jacques Jelot Blanc: Pagnol inconnu. 484 s. 125 FF. Editions Michel Lafon
