Læsetid: 4 min.

Den ultimative kærlighed

17. august 2000

De store mysterier: Livet, kærligheden og døden står til skue i Kaija Saariahos nye opera. Der er ingen happy end, men man græder med glæde efter en rystende udstilling af de sjælekvaler, som er gældende til alle tider hos alle mennesker

Opera
SALZBURGFESTSPIL - Der er ingen gåseøjne, ironi eller andre fremmedgørende elementer i Kaija Saariahos nye opera L'Amour de loin til tekst af den libanesiske digter Amin Maalouf. Den klassiske historie om ridderkærlighed, som ikke bliver opfyldt, behøver ikke udvendigt fyld. Musikken intoneres i lavmeldte toner og sindet stemmes i mol med temaer som fravær, afsavn, smerte og lidelse.
Værket handler om en prins og trubadur ved navn Jaufre Rudel fra det 12. århundrede. I gamle franske håndskrifter berettes om hans liv. Han blev forelsket i en grevinde fra Tripoli - uden at have mødt hende. Rudel skrev sange til kvinden og begav sig ud på en rejse over havet for at møde hende. I løbet af rejsen blev trubaduren syg og da han døende ankom til Tripoli, blev han straks bragt op til grevinden Clemence. Rudel døde i ladyens arme.
Kaija Saariaho fortæller historien med respekt for den grundtone, som trubaduren slår an og genbruger faktisk hans materiale. Sat i mentale svingninger af tre sangsolister, et kor, 80 musikere og elektronik. Når forestillingen er så vellykket, skyldes det at den vidunderligt smukke og dog så fremmede musik fylder Felsenreitschule i Salzburg med sansemættede nattestemninger, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed er udvisket.

Tema med slidstyrke
Kaija Saariaho besøgte Salzburgfestspillene i 1992 og oplevede opførelsen af Olivier Messiaens Saint Francois d'Assise, skabt af bl.a. scenografen George Tsypin, instruktøren Peter Sellars og sopranen Dawn Upshaw. Messiaens seks timer lange værk gjorde et så stort indtryk på Saariaho, at hun gik i gang med at planlægge et drama, som skulle realiseres af samme hold på samme sted. Salzburgfestspillenes leder, Gérard Mortier, gav en bestilling og nu, otte år efter, er ideen blevet til virkelighed.
Et forarbejde til operaen var værket Lonh for sopran og elektronik (tilegnet Dawn Upshaw). For denne musik fik komponisten Nordisk Råds musikpris 2000.
Den fjerne og ofte uopnåelige kærlighed er et tema med stor slidstyrke (man spiller i øvrigt også Tristan og Isolde her i Salzburg). Motivet om to der elsker hinanden, men ikke har set hinanden, har stor aktualitet for mange mennesker, som lærer hinanden at kende gennem telefon eller internet, for tiden ført ud i bizarre optrin, hvor mennesker, der aldrig har set hinanden, ægtevies under stor mediebevågenhed.
Prinsen og trubaduren Jaufre Rudel udpensler kærligheden i de heldigste vendinger i den smukkeste musik, men da tidspunktet for det virkelige møde rykker nærmere, indfinder tvivlen sig. Angsten og visheden om dødens realitet bliver manifest, og det bliver stadigt sværere at skelne mellem fantasi og virkelighed.

Historien som spejl
Historien er universel - det er ikke svært at finde spejlingspunkter i historien om den fjerne kærlighed, som har optaget komponisten så mange år. Fortalt til skribenten med ordene:
"Vi lever i år 2000 og kan så meget, og dog forstår vi så lidt af den magi og mystik, der er gemt i kærlighedshistorien. Jeg forstod først sent, hvorfor historien fascinerede mig så meget: Den angår mig personligt. De to hovedkarakterer - trubaduren som ønsker at udtrykke kærligheden gennem musik, og kvinden som er sendt til et fremmed land - er to sider af min personlighed."
Tegnet og tilrettelagt
Selve kærlighedshistorien og gengivelsen af den, er ukompliceret og uden de i operalitteraturens så udbredte forviklinger og intriger. Modsvaret af en enkel men meget stemningsbefordrende scenisk opstilling med vand på hele gulvplanet og med to rigt ornamenterede glastårne i hver side af scenerummet. I disse glaskonstruktioner bliver de to hovedfigurer kørt op og ned af en slags elevatorer. Til sidst i operaen inddrages også båden, som bringer Rudel til sin elskede i Tripoli.
Enkelt men virkningsfuldt. Det komplekse og subtile ligger i selve musikken. Mere tydeligt end nogen sinde ønsker Saariho nu at skabe klangbilleder. Sonoritet i bredeste forstand er det egentlige anliggende. Følsomhed over for musikalske spektre byder hende at mikroskopere lydene for derefter at sætte dem sammen med elektronisk bearbejdet lyd. Højtopbyggede akkorder med masser af sprøde overtoner sættes an i orkester og understøttes af korindsatser og elektronisk bearbejdet lyd. Klangsøjle på klangsøjle toner frem, og glidetoner i orkester og hos sangere og i koret forstærker det teatralske element.
Dertil skriver Saariaho opera-idiomatisk for sangerne, dvs. rigtige melodier, fornemmelse af tonalitet, hvor udvidet den end måtte forekomme. Det fungerer, alt er efterprøvet og kontrolleret, det sanglige i Lonh og i Chateau de l'ame for sopran solo, otte kvindestemmer og orkester, som blev uropført ved Salzburgfestspillene i 1996.
Dawn Upshaw synger Clemence, baritonen Dwane Croft Jaufre Rudel, og pilgrimmen, der bringer kærlighedsbudskabet, synges af sopranen Dagmar Peckova. Forestillingen ledes af Kent Nagano. Alle fortjener at blive husket for deres indsats.

*'L'amour de loin' af Kaija Saariaho med tekst af Amin Maalouf. Instruktion: Peter Sellars; scenograf: Goerge Tsypin; de nævnte solister under ledelse af Nagano. SWR Sinfonieorchester Baden-Baden und Freiburg og Arnold Schönberg-koret. Urpremiere i Felsenreitschule 15. aug.

*Oplev Saariahos verden på en ny cd-rom: 'Prisma: The Musical World of Kaija
Saariaho'. Udgivelsen består af en cd med værket Lonh, og en cd-rom med billeder, lyd, tekster, analyser. Produceret af det finske musikinformationscenter i samarbejde med IRCAM i Paris og Chester Music, London

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her