Gudrun og Lilly kom i ulykke med 27 års mellemrum. Senere blev den ene ulykke far til den anden. Og sådan er historien fuld af enlige mødre, stedfædre og sammenbragte børn
Min storesøster var ikke min rigtige storesøster! Det gik op for mig mellem første og anden klasse, da jeg var på ferie hos mormor og morfar i Hejnsvig. Mormor drak kaffe sammen med nogle andre kvinder i køkkenet, og snakken gik på kvindevis, mens jeg smuglyttede ude i gangen.
Jeg er ret sikker på, at det ikke var blevet holdt hemmeligt for mig. Min storesøster havde boet hos mormor og morfar til jeg var fem år og hun var 14. Men hun kaldte jo far for far og mor for mor, så det havde jeg ikke tænkt nærmere over.
Den dag uden for køkkenet spionerede jeg mig frem til, at min mor var kommet i ulykke, at min storesøster havde været en skandale, at min mor den gang ikke ville giftes med hendes far, fordi hun var forelsket i en anden, der rejste til Amerika. At hun bare havde trøstet sig, og faren heller ikke ville giftes med min mor, men dog betalte børnepenge. At August, morfar, var blevet rasende over at Lilly skulle have en uægte, men dog sagt, at Lilly skulle komme hjem og barsle.
En frygtelig masse fremmedord for syvårige ører.
Mange år senere fandt jeg et gammelt avisudklip i en af min mors skuffer. Det var en annonce for en herreforretning, og modellen var en lyskrøllet ung mand i sweater. Min storesøsters far. Dér havde hun sine englekrøller fra.
På det tidspunkt var det gået op for mig, at familien var fuld af den slags skandaler. Min farmor blandt andre. Hun blev født i år 1900 i Asminderødgade på Nørrebro i København, og som min fars fætter Gerhard, der nu er 79 år, siger: "Gudrun var en livlig pige. Nok lidt for livlig. En gang til en fest sprang hun op på bordet og dansede svanens død."
Et billede af hende og hendes veninde på vej til karneval i 1918 eller '19 fortæller, at hun som 18-årig befandt sig midt i en revolution:
Den første kvinde forelæste på universitetet i 1911, kvinder fik valgretten i 1915, der kom kvindelig betjening på københavnske restauranter i 1917, princippet om lige løn for samme arbejde for statsembedsmænd blev indført i 1919, og loven om kvinders lige adgang til alle offentlige tjenestestillinger og erhverv, bortset fra gejstlige og miliære poster, kom i 1921. Første kvindelige minister blev udnævnt i 1924.
Det krævede alt sammen ny bevægelsesfrihed. Og unge piger, som Gudrun og hendes veninde, førte an med kort hår, kjolelængde over knæet, silkestrømper, nul korset, bare arme og læbestift. Under Første Verdenskrig løsrev pudder, kindrødt, farvede vipper og bryn sig nemlig sig fra bordellernes og de uartige gaders kvinder og begyndte at snige sig ind som del af den normale kvindelighed, vi kender i dag.
Hvor provokerende for almindelig sømmelighed, de to karnevalstøser har været i samtiden, viser en protest som 26 kendte damer i november 1919 indrykkede i samlige københavnske dagblade, da blandt andre modebutikken Fonnesbech udstillede sæsonens korte, stærkt dekolleterede selskabskjoler:
"Vi undertegnede Kvinder, der med Sorg og Harme har set den Ansvarsløshed, hvormed flere af vore store ansete Firmaer ordner deres Udstilling af Kvindedragter, henvender os herved til disse med den alvorligste Protest derimod og undlader ikke at udtale, at dette sker paa mange Tusind Kvinders Vegne, der har følt det som en Skam og Nedværdigelse for vort Køn. Vi kan ikke finde os i, at saadanne Skøgedragter bliver indført i vort Folk og saaledes bidrager til at nedbryde Anstændighedsfølelsen hos Mænd og Kvinder i alle Samfundslag."
På samme tidspunkt forbød københavnske hospitaler kategorisk deres kvindelige personale at være kortklippede - det samme gjorde masser af private arbejdsgivere deres ansatte indenfor det ny kvindefag: kontoret.
Man kan sige, at Gudrun bekræftede de 26 kendte københavnske kvinders frygt for, at moden nedbrød anstændigheden. Hun fik to uægte børn, som det vitterligt hed, med to fædre. Kurt, min far, blev født i 1921 efter nærkontakt med "en rod fra Asminderødgade," som onkel Gerhard udtrykker det, og Lizzy året efter. Hun blev sat i pleje hos en familie i Helsingør, meget mod Gudruns vilje.
"Men Kurt fik de ikke lov til at tage fra mig," fortalte hun senere min kusine. Han boede hos sin morfar kaldet Snapsehans, formand for rendegraverne i København og sin mormor Johanne på 3. sal i Asminderødgade på Vesterbro.
Allerede 170 år tidligere havde enlige mødres og uægte børns elendige situation fået Frederik V til at udstede en kongelig forordning. I den bestemte kongen, at faderen skulle erlægge mindst halvdelen af de omkostninger, som "barnets nødtørftige underhold" fordrer indtil barnets tiende år, samt lade moderen nyde del af hans løn eller anden indkomst, hvis øvrigheden mente, han kunne klare det økonomisk.
Denne jordnære fornuft fra 1763 er såmænd ikke blevet realiseret i år 2000, og i starten af århundredet var den ugifte mors og hendes barns muligheder så ringe, og den moralske holdning til dem så fordømmende, at det mange valgte den værste udvej: Næsten dagligt kunne man læse i aviserne om barnemord, fødsler i dølgsmål og udsættelser af børn.
1905 og 1906 blev der oprettet to private hjælpeforeninger, som blandet andet åbnede hjem for ugifte gravide og mødre, der var blevet bortvist fra eget hjem og arbejde og formidlede adoptioner. Hurtigt blev foreningerne opmærksomme på, at børn blev bortadopteret og plejeanbragt af "tvivlsomme personer, der betragter børn som et passende forretningsobjekt," og derfor tog foreningerne 1914 initiativ til en lov om at anbringelse af børn i pleje og adoption kun måtte ordnes af dertil autoriserede myndigheder.
Herken Lizzy eller Kurts fædre bidrog økonomisk til deres børns opvækst. Kurt hilste på sin biologiske far en enkelt gang, uden det vakte følelser, påstod han - han havde fået en anden far i mellemtiden. Gudrun klarede sig som syerske, men de moralske anliggender kom der først nogenlunde orden på, da hun blev gift med Aksel Jensen, grovsmed på B&W, i slutningen af 1920'erne. Da var min far var otte år og Lizzy nok seks.
Aksel var en usædvanlig mand. Gudrun havde egen systue i Adelgade på anden sal, da de mødte hinanden og han hjalp med at presse bukser efter arbejdstid. Da de fik deres fælles barn Annie i 1933 promenerede han stolt med barnevognen uden at tage skade på sin mandighed. Ligesom han tog sin part af lørdagsrengøringen. Min far tog ved lære og håndterede gryder og støvsuger på en så naturlig måde, at jeg først i gymnasiets litterære kønsrolleundervisning i 70'erne opdagede, det var kategoriseret som kvindearbejde. Det kom mine og mine søstres samlevere senere til at lide under.
Der var imidlertid en blonde: Da Gudrun søgte og fik arbejde på en systue, nedlagde Aksel arbejdet i hjemmet. En udearbejdende kone kunne grovsmedens ære ikke tåle! Sådan var han, sådan var onkel Gerhards far, som aldrig fik at vide, at Gerhards mor ind i mellem tjente lidt ekstra til husholdningen på Gudruns systue, og sådan var Socialdemokratiets og fagbevægelsens politik . Målet var at opnå forsørgerløn, så manden kunne sørge for sin families økonomiske behov, mens kvinden tog sig af hjem og børn.
Derfor syede Gudrun hjemme - på et tidspunkt med flere damer til at hjælpe sig. Hun var en dygtig dameskrædderinde og tjente flere penge sort end grovsmeden tjente hvidt. Det havde Axel ikke noget imod - og pengene brugte de til at tilfredsstille den forlystelsessyge, der siden har suset rundt i deres børns og børnebørns årer. Hver søndag eftermiddag gik de til dansant i Lorry og spiste smørrebrød med øl og snaps til, mens børnene fik sodavand. Alle i stiveste puds og Gudrun med hat, som ikke forlod hendes hovede, før hun kom hjem igen.
Hatten forblev en fast del af hendes gå-ud-dragt på frokostrestauranter lige til hun døde i 1984, lige som hendes insisteren på fornøjelser. Som 60-årig enke inviterede hun mig med på mit livs første charterferie til Italien. Og nikkede venligt bifaldende til, at en mørkrøllet dreng hentede mig for at gå tur på stranden. Han var vel 14, jeg var 12 eller 13 og året cirka 1968.
I 1933 flyttede Gudrun og Axel fra Oehlenschlægersgade på Vesterbro til AAB's nyopførte karé på Johan Kellersvej i Sydhavnen. To værelser og et kammer, toilet og badekar - oh, salighed! Byggeriets funktionalistiske snit blev dulmet af blondegardiner i røvballefacon flankeret af portierer med silkesnorer og kvaster, umage stole, en sofa i uopskåret rød mekka og en marokkopude af rødt og brunt skind. Dér boede Gudrun og Axel med deres tre børn, hvor de to største efterhånden kom i løbealderen.
En aften overraskede Axel Lizzy i seksuel nærkontakt med sin kæreste i kældergangen, der førte fra gaden til gården.
Axel blev rasende, og Lizzy blev enten smidt ud eller stak af hjemmefra med sin kæreste, som hun senere blev gift med. Siden da har der været nul kontakt. Vi - mine søstre og københavnske kusiner - kender kun hendes eksistens, fordi vi undrede os over den unge, ukendte kvinde på tidlige familiefotos.
Min mormor - altid kaldet Misse - levede et mere stilfærdigt liv i Hejnsvig, kom ud og tjene som pige i huset efter skolen, mødte August Friis Andreasen og blev gift i Hejnsvig kirke i november 1927, da hun var 18 år, og han var 24. Kitty ankom anstændigt halvandet år efter brylluppet, men graviditeten og fødslen tog så hårdt på Misse, at lægen sagde, at August skulle holde sig i sin egen side af ægtesengen for fremtiden. Da Lilly - min mor - kom 15 måneder efter, var det på nippet til at gå galt, og lægen gav August en regulær skideballe. Så kom der ikke flere, men Misse skrantede siden da. Læger var hun imidlertid ikke meget for at gå til, heller ikke da Lilly fik engelsk syge. Byens kloge mand stillede diagnosen og ordinerede, at barnet hver aften skulle bades i vand, der var opvarmet af en gloende hestesko, og sættes med bar ende på jorden, så den kunne trække sygdommen ud af hende.
August var landsbysmed og en hidsig natur. Da Lilly fyldte ti år den 9. april 1940 sad August oppe på køkkenbordet med hovedet ud af tagvinduet og sigtede på de tyske flyvemaskiner - der fløj så lavt, at man kunne se piloterne, siger moster Kitty - med sit jagtgevær. Og når Lilly havde fire forlorne fortænder, da hun blev konfirmeret, skyldtes det ikke, at en væsentlig del af kosten bestod af fedtemadder med sukker, og at tandbørsten ikke var kommet på mode i Hejnsvig, men at hendes far langede til hende en dag, hun forsøgte at være morsom.
Augusts hidsighed er sikkert ikke blevet mindre af, at han fra en ung alder blev tvunget til seksuel afholdenhed.
Kondomerne var godt nok opfundet, og onkel Gerhard og hans jævnaldrende ven Børge kan huske, de kendte til deres eksistens som børn og i deres sene teenageår - slutningen af 40'erne - fik en klipning og en pakke om fredagen hos barberen i henholdsvis Blågårdsgade og i Nakskov.
Men selv om det blev lovligt at reklamere for og sælge kondomer på ikke anstødende vis i 1937, var de længe om at nå til den indremissionske landsby Hejnsvig. Kitty kan i hvert fald ikke mindes, de var inden for rækkevidde, da hun mødte Robert som 18 årig, og det gik galt: "Ingen vidste, jeg var i femte måned, da vi blev gift i september 48. Det gjaldt bare om at komme hjemmefra," siger hun.
Lilly, min mor, var flyttet hjemmefra, boede hos en moster og syede for en fabrik, da hun blev gravid efter et bal som 17-årig. Da jeg som voksen spurgte hende, om det i det mindste ikke havde været dejligt at lave barnet, svarede hun med en kontanthed, der ellers lå hende fjernt: "Nej, for han kunne hverken danse eller bolle."
Abort lå ikke inden for hendes handlemuligheder. Svangerskabsloven fra 1937 havde for første gang åbnet mulighed for legal abort, når der var alvorlig fare for kvindes liv eller helbred, når kvinden var besvangret ved en kønsfrihedsforbrydelse, og når der var nærliggende fare for arvelig belastning af det ventede barn. Lilly var ung, frisk og selvforskyldt.
Karen Syberg interviewede hende i begyndelsen af 1980'erne til et temanummer af politisk revy om enlige mødre, hvor hun sagde:
"Jeg prøvede selvfølgelig alt muligt med at hoppe ned fra borde og løfte tunge ting, uden at der skete noget, men en illegal abort turde jeg ikke. Jeg prøvede også at forhøre mig hos min læge, men dér var intet at gøre. Men nej, jeg synes egentlig ikke, det var så slemt. Sådan husker jeg det i hvert fald ikke."
Interviewet var en stolt udgave af erindringen om en svær tid. I 1980 forærede mine to søstre og jeg vores mor en tur med os til Femø i 50-års fødselsdagsgave. Ugens tema 'mor-datter forholdet' var lige ved at være for skrap kost. I præsentationsrunden græd hun øjnene ud af hovedet, overvældet af dårlig samvittighed over, at hun nogensinde havde ønsket at abortere Iris.
Andetsteds i politisk revy-artiklen skinner selvbebrejdelsen over, at hun "desværre" var taget hjem til sine forældre i Hejnsvig igennem:
"Jeg mener godt, at jeg kunne have klaret mig selv og barnet, hvis jeg var blevet i København og havde henvendt mig til Mødrehjælpen ... og jeg kunne ikke holde ud at bo derovre."
De to private organisationer, som siden 1905 hjalp ulykkeligt stillede mødre, slog sig sammen til Mødrehjælpen i 1923 og i 1939 blev den første mødrehjælpslov vedtaget. Mens den private Mødrehjælp kun var for enlige mødre, skulle mødrehjælpsinstitutionerne fremover give råd og vejledning til enhver gift eller ugift gravid kvinde eller mor med et spædbarn. Velfærdsstaten var så småt på vej.
At mødre skulle henvende sig på samme institution uanset ægteskabelig status var imidlertid ikke udtryk for, at den moralske dom over de ugifte var blevet ret meget mildere end, da Gudrun fødte Kurt i 1921.
I 1945 - tre år før Lilly og Kitty kom galt afsted - blev Danmark sat på den anden ende , da det kommunistiske folketingsmedlem og skoleinspektør ved Katrinedalsskolen i Vanløse, ugifte Inger Merete Nordentoft blev gravid i en alder af 43 og fik en lille pige. Poul Hammerich fortæller i sin Danmarkskrønike, at debatten kørte på så høje omdrejninger, at Politikens At Tænke Sig oprettede en fast rubrik: Dagligt liv i Nordentoft-sagen. Forældrene til eleverne på Katrinedalsskolen stemte om frøken Nordentofts forbliven - 1200 stemte for, 700 imod. Sagen endte med, at skolen diplomatisk blev delt i en vestre og en østre afdeling, og frk Nordentoft forblev inspektør for den østre.
Nordentofts datter var en af de 9.438 børn, der blev født uden for ægteskab - rundt regnet ti procent af den årgang. I 1948 viste en undersøgelse, at 41 af børnene blev født før ni måneder efter ægteskabets indgåelse. Og i 1952 konstaterede ungdomskommisionen "at der ikke er tvivl om, at den oficielle kønsmoral kun efterleves af en meget begrænset del af ungdommen". Lysterne har altid været svære at styre. I 1880 - omkring det tidspunkt, hvor mine oldemødre blev født - blev ti procent af børnene også født uden for ægteskab og en undersøgelse i 50 landsbysogne viste, at 48 procent af brudene ventede barn.
Lilly blev boende med Iris hos sine forældre i Hejnsvig til Iris var halvandet år. Tre voksne og et spædbarn i to små værelser opvarmet af komfuret i køkkenet og med lokum nede af trappen og omme i gården. I 1949 rejste Lilly til København for at tjene penge. Iris blev hos sine bedsteforældre, Misse, der på det tidspunkt var 39 og August som var 45. En helt almindelig løsning for enlige mødre på det tidspunkt. Iris husker, at Misse gav hende et godt svar på andre børns drillerier over, at hun ikke havde en far: "Du skal bare sige, du har to - morfar og gudfar oppe i himlen!"
Disse moralske anliggender kom der orden på i 1955. Den sommer fik Lilly arbejde som cigardame på restaurant Divan 2 i Tivoli, hvor Kurt var overtjener. Tjenerne havde et godt øje til frk. Andreasens figur, og Kurt indgik et væddemål med sine kolleger, om han turde stikke en knappenål i hendes yndige mås. Det turde han. Hun vendte sig om for at stikke synderen en lussing - "men da jeg så, hvem det var, kom jeg til at smile," har hun fortalt utallige gange. Det var ubetinget en af vores yndlingshistorier.
De blev gift på Københavns Rådhus i september 1955, derefter var min mor en anstændig kvinde, og min storesøster fik en far.
