Læsetid: 3 min.

'Man skal jo ikke være for euro-skråsikker'

15. august 2000

De socialdemokratiske borgmestre har mange forklaringer på, hvorfor de ikke engagerer sig i euro-valgkampen

I skal være synlige, sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen til de socialdemokratiske borgmestre, da han mødtes med dem tidligere på året for blandt andet at diskutere strategien i euro-valgkampen. Men det ser ikke ud til, at borgmestrene lyder statsministerens bud.
I hvert fald afslører Informations rundringning til en række socialdemokratiske borgmestre, at de fleste af dem kun planlægger få aktiviteter op til folkeafstemningen i september. Og nogen har slet ikke tænkt sig at foretage sig noget som helst.
Begrundelserne for det lave aktivitetsniveau er mange. Således henviser en del af borgmestrene til, at der er mange nej-sigere både internt i Socialdemokratiet og i de pågældende kommuner. Eller som Gert Schou, borgmester i Grenaa, udtrykker det:
"Man skal passe på med at være for skråsikker i sådan et spørgsmål. Der er jo mange nej-sigere blandt mine vælgere, og dem skal jeg også respektere."
Og Willi Eliasen, borgmester i Køge, supplerer:
"Jeg er borgmester både for ja-sigerne og for nej-sigerne i kommunen. Og selv om jeg som medlem af Socialdemokratiet anbefaler et ja, så skal jeg ikke som borgmester gå ud og føre en meget aktiv kampagne. Jeg skal vise hensyn til nej-sigerne i Køge."
De to borgmestre bliver støttet af Nyborgs borgmester Niels V. Andersen. Han illustrerer den pragmatiske holdning, som mange socialdemokratiske borgmestre indtager til euroen.
"I vores lokale fag-bevægelse er der et flertal af nej-stemmer, og i den socialdemokratiske byrådsgruppe er fordelingen vel fifty-fifty," siger han: "Jeg anbefaler et ja. Men uanset resultatet, så skal det politiske liv i Nyborg jo gå videre bagefter."

Landspolitisk spørgsmål
Andre socialdemokratiske borgmestre tøver med at føre en for aggressiv ØMU-kampagne ud fra den holdning, at Danmarks eventuelle indmeldelse i den økonomisk-monetære union er et landspolitisk spørgsmål.
"Folk forventer ikke at høre om ØMU'en fra mig," siger Jørn Juhl Nielsen fra Hedensted: "De forventer at høre om veje og børnehaver og skoler. Den slags ting skal jeg tage mig af. Men jeg skal ikke ud og fortælle folk, hvad de skal synes om euroen."
Han bliver støttet af andre borgmestre, der oplyser, at de kun deltager i ØMU-kampagnen, hvis der kommer en kendt politiker til byen.
Men enkelte borgmestre har tænkt sig at være meget aktive i forløbet op til folkeafstemningen den 28. september. En af dem er Århus' borgmester, Flemming Knudsen.
"Jeg har tænkt mig at deltage i en del euro-møder i den kommende tid, fordi jeg tror, at det er meget vigtigt, at de socialdemokratiske borgmestre over hele landet hjælper til med at få hevet et ja i land. De kendte politikere kan ikke klare det alene. Det er min erfaring, at det især i de små kommuner har stor betydning for borgerne, at deres borgmester kommer ud på gaden og taler med dem om de her ting," siger han
Også Kjeld Hansen fra Herlev følger en offensiv kampagne-strategi.
"Det er vigtigt for Danmark, at vi kommer med i ØMU'en. Og derfor er det også vigtigt for Danmark, at borgmestrene blander sig i debatten," siger han.
"Borgmestrene nyder for det meste stor tillid hos borgerne. Og de kan tage udgangspunkt i folks egen hverdag, når de skal overbevise dem om at stemme ja. Folks tillid til landspolitikerne er for begrænset til, at de kan hive et positivt valgresultat hjem alene."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her