Læsetid: 4 min.

Til værn mod hvem

4. august 2000

Fra Thule til Beijing får USA's planer om et verdens-omspændende raketskjold den kolde skulder. Kun i Danmark er der tavshed

Fjendebilleder
Den planlagte opgradering af Thule-radaren i forbindelse med USA's planer om et missil-skjold til værn mod angreb fra "slyngel-stater" a la Irak, Irak og Nordkorea er genstand for en intensiv international debat, der strækker sig fra et sommersvalt Qaanaaq nord for Thule til et sommerhedt Beijing, tilsyneladende - men også kun tilsyneladende - fjernt fra debattens genstand.
I det Qaanaaq, hvortil Thule-eskimoerne blev tvangsforflyttet i 1953, frygter lokalbefolkningen et bombeangreb med det formål at slå Thule-radaren ud i tilfælde af en væbnet konflikt.
I Grønlands hovedstad Nuuk ønsker politikerne på tværs af alt, hvad der ellers skiller i grønlandsk politik, ikke længere at få centrale udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemer af vital betydning for Grønland afgjort hen over hovedet i form af dansk-amerikanske aftaler.
I Nunavut, det canadiske inuit-selvstyreområde, vil man som i Grønland helst se hele Arktis fri for militære installationer af enhver art - og i hvert fald undgå opgradering af allerede tilstedeværende installationer.
I den internationale inuit-sammenslutning ICC fastholder præsidenten, den grønlandske forfatter og veteranpolitiker Aqqaluk Lynge, kompromisløst kravet om demilitarisering af alle arktiske regioner.
Han er dermed på principiel kollisionskurs med landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, der mener, at opgraderingen kan blive forsvarlig, vel at mærke hvis den godtages af Rusland, og Grønland deltager i forhandlingerne.

Kina i kikkerten
I Kina opfattes opgraderingen ikke som i første række en forholdsregel mod slyngelstater - eftersom USA med andre, billigere og mere realistiske midler vil kunne beskytte sig mod angreb fra sådanne stater - men derimod som en forholdsregel mod Kina, der i modsætning til slyngelstaterne besidder både våben og fremføringsmidler, som kan gøre de amerikanske forsvarsintentioner begribelige.
Et russisk-kinesisk topmøde mellem præsidenterne Vladimir Putin og JIing Zemin har gjort meget ud af at understrege, at "verdens to største naboer" som et led i det tilstræbt gode naboskab er enige om i fællesskab at modsætte sig det amerikanske missil-skjold.
Den intensive og til tider iltre russiske modstand mod projektet har længe været kendt.
Derimod er voldsomheden i den kinesiske modstand ny. Kina er nemlig på egne præmisser nået frem til selv at være den egentlige anledning til missil-skjoldet. Argumentationen er markedsført i stor opsætning i den kinesiske militæravis New Military Digest.
Forfatteren er den anerkendte formidler af militærstof i populær form, Zhang Zhao Zhong, professor ved det kinesiske militærakademi.
I en skarpt formuleret indledning fastslår han, at missil-skjoldet i virkeligheden er rettet mod Rusland og Kina, og at Kina er det bedste argument, USA's regering kan opfinde for at styrke det militære beredskab.
Derefter har professoren en markant udlægning: Om blot fem år vil Rusland tilslutte sig det vestlige forsvarssystem og måske endog sammen med USA bygge et fælles missil-skjold. I så fald er der kun Kina at vende skjoldet mod!
Zhangs analyse følges op både af det kinesiske nyhedsbureau Xinhua og partiorganet Folkets Dagblad, der under avisens logo, tegnet af formand Mao, fastslår, at ABM-traktaten fra 1972 er hjørnestenen i opretholdelsen af den globale strategiske balance, og at det planlagte amerikanske missilforsvarssystem vil underminere denne balance.

Nyt våbenkapløb
Medens den australske udenrigsminister, Alexander Downer, officielt har meddelt USA, at Australien støtter de amerikanske planer, advarer flere og flere kritikere om, at akkurat disse planer kan fremme et nyt våbenkapløb i Asien.
De påpeger, at både Kina, Indien og Pakistan vil svare igen med at forøge deres arsenaler af atomvåben og forbedre deres raketsystemer.
Desuden frygter de, at Canberras støtte til Washington kan ødelægge Australiens gode relationer til Kina og tvinge Beijing til at overveje at anvende lang-
distancemissiler til at ødelægge den missil-sporingsstation, som USA og Australien i forening driver i Pine Gap nær Alice Springs.
Vejen fra Pine Gap til Thule kan synes lang, men problematikken er den samme. "Den globale landsby" er blevet en realitet i den forstand, at kritikken mod USA's planer er enslydende i Rusland, Kina, Australien og Grønland. Trods den global opmærksomhed og gentagne amerikanske tilkendegivelser af, at dansk medvirken er uomgængelig nødvendig på grund af Thule-radaren tøver den danske regering med at ytre sig - med henvisning til, at regeringen endnu ikke har modtaget en officiel henvendelse fra USA.
Imidlertid synes regeringens værgen for sig nu at krakelere, fremkaldt af opinionsudviklingen i tre store europæiske NATO-lande - og Grønland.
Storbritannien, Frankrig og Tyskland har udtrykt skepsis og afstandtagen. Bemærkelsesværdigt nok kraftigst i det ellers USA-venlige Storbritannien, der frygter, at USA isoleret bag raket-skjoldet kan svigte sine allierede i Europa. Tyskland frygter, at USA udløser et nyt våbenkapløb, og Frankrig ser med stor skepsis på realismen i de amerikanske planer.

Lakmusprøve
Størst skepsis udvises dog af grønlandske folketingsmedlem Hans-Pavia Rosing. Han er valgt af det midtersøgende regeringsparti Siumut og indgår i den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvis ordfører han tilmed har været i Grønlands-relaterede spørgsmål.
Han undsiger i dagbladene Aktuelt og Politiken åbenlyst projektet og frygter, at det afstedkommer et nyt rustningskapløb. Også han medgiver, at der ikke er kommet konkrete henvendelser fra USA. Men han finder, at det er vigtigt alligevel at drøfte Grønlands inddragelse.
Årsagen er naturligvis Grønlands erfaringer med netop Thule-basen.
Beslutningen om basens oprettelse blev truffet, uden at Grønland blev hørt.
En opgradering af Thule-radaren må derfor forudsætte en aktiv grønlandsk deltagelse i beslutningsprocessen.
Sagen er ekstrem følsom i den grønlandske offentlighed. Derfor er tilkendegivelsen fra Hans-Pavia Rosing et markant udtryk for, at smertegrænsen er passeret for, hvor længe den grønlandske offentlighed er villig til at affinde sig med den danske regerings strudse-politik.
Venstrefløjspartiet IA har for længst profileret sig i sagen. Rosing er derfor også undergivet et helt naturligt hjemligt pres for at markedsføre Siumut angående Thule-radaren.
Men tag ikke fejl! Den nye Thule-sag er som alle Thule-sagerne igennem årene mere end partipolitik. Den er intet mindre end prøven på, om Grønland de facto har tilkæmpet sig et øget udenrigspolitisk råderum godt en snes år efter hjemmestyrets indførelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her