Læsetid: 3 min.

Visioner i Meldahls Smedje

24. august 2000

Levende udstilling om de nye planer for Københavns Havn i udstillingsbygningen
på Holmen

Udstilling
Nu præsenteres de nye planer for havnen på en stor og folkelig udstilling i Meldahls Smedje. Københavns Kommune, Københavns Havn, det statslige ejendomsselskab Freja samt Miljø- og Energiministeriet har sammen udarbejdet en ny plan for havnen, hvor en stor del af de tidligere erhvervsområder skal omdannes til boligformål. Man har så bedt nogle konsulenter arbejde videre på grundlaget, dels Henning Larsens Tegnestue, dels to hollandske arkitektfirmaer.
På udstillingen bliver man både oplyst om den overordnede planlægning og om de tre delområder, som konsulenterne har behandlet. Der er både plancher, store modeller og videopræsentationer i det store rum, men det er lykkedes udstillingsarkitekterne at skabe en overskuelig helhed af mangfoldigheden.
Her kan enhver umiddelbart orientere sig om byens fremtid på letlæste tekstplancher og spændende modelopbygninger. Og eventuelt fordybe sig i det store baggrundstof som vises, både analysen af havnens muligheder, og billeder af inspirationsbyen Amsterdam. Og man kan forestille sig, at man selv bor i et af de havnehuse, der er bygget som model til udstillingen - de er meget børnevenlige, med farver og genkendelige detaljer.

Solidt programgrundlag
Planen har vakt begejstring i vide kredse, og med rette, selvom den er udtryk for et opgør med de sidste 30-40 års planlægning. I mange år har byplanlægning været diagrammatisk og todimensionel, og man har lagt stor vægt på processer. Når man har forsøgt sig med tredimensionel planlægning, som i Høje Taastrup, er det mislykkedes, dels fordi man savnede redskaber til at gennemføre intentionerne, og dels fordi intentionerne var formelle og ikke programmatiske. Den nye plan for Københavns havn har et solidt programgrundlag, som de fleste kan gå ind for: Boligerne skal ud til vandet.
Især Sjoerd Soeters, der har lavet planen for Sydhavnen, virker inspirerende. Hans projekt har en kæmpe spændvidde, fra de nærmest universelle principper i idegrundlaget, til de meget nære detaljer i forestillingen om husenes indretning. Og selvom han er meget specifik i sit forslag, kan man udmærket finde plads til sine egne drømme og ideer i planen. Sydhavnen kan blive et overordentlig attraktivt boligområde for helt almindelige københavnere - måske også nogle af dem, der er ansat i de mange frygtelige kontorhuse, der er på vej lige nu.
Det ville være det bedste, for selvom det sikkert er nødvendigt og fornuftigt at forholde sig pragmatisk til bilismen, så er det nye boligområde ikke særlig tilgængeligt fra land, der vil komme en voldsom øgning af trafikken til umiddelbar irritation og langsigtet skade.

Ad vandvejen
Til gengæld er der god forbindelse til indre by ad vandvejen. Når denne plan realiseres bliver der for alvor mening med vandbussen, det vil givetvis være den hurtigste og nemmeste vej til byen. Det vil også blive interessant at se, hvordan denne bydel vil påvirke udviklingen i Kongens Enghave.
Projektet til Nordhavn/Sønder Frihavn er mere entydigt. Her vil man skabe en velfungerende og yderst attraktiv bydel for mennesker, der kan betale, det vil sige en forstærkning og udvidelse af det, der er i gang allerede på Langelinie. En ghetto for de rige er naturligvis langt mindre problematisk end de ghettoer, man byggede i stor stil for de fattige i tresserne. Det er bare ikke så smukt som den integrerede bydel, der foreslås for Sydhavnen. Det kunne ende med at blive en art syntetisk Nyhavn for turisterne fra de store både. Der er ingen tvivl om planens æstetiske kvaliteter, men den har ikke den anden plans mere vidtrækkende konsekvenser.

Landets hovedstad
Henning Larsens volumenstudier i inderhavnen peger på det indlysende, at København er landets hovedstad, og at byens centrum er havnen. At placere en trio af store kulturbygninger i dette centrum vil være umiddelbart skønt, det kunne være en opera, en kunsthal og et hus for borgerne i byen med koncertsal til den forstærkede musik. Eller noget andet: Et ordentligt museum for moderne kunst og et rigtigt teater for det talte ord. Nu er ballet åbnet, og der er ikke længere nogen undskyldning for ikke at skabe en dejlig by ved vandet. Så nu må vore folkevalgte se at komme i gang.

*'Arv og Vision'. Meldahls Smedie på Holmen til 24. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her