Læsetid: 3 min.

Walesa kom ren fra mudderbadet

12. august 2000

Dokumenter, der skulle vise, at Lech Walesa samarbejdede med det kommunistiske regimes efterretningstjeneste, var 'fabrikerede', afgjorde domstol

WARSZAWA - Ti år efter det kommunistiske regimes fald hjemsøger dets genfærd stadig det politiske liv i Polen.
To fremtrædende skikkelser fra hver sin ende af det politiske spektrum, oppositionshelten Lech Walesa og den eks-kommunistiske præsident Aleksander Kwasniewski, er kommet under anklage for at have samarbejdet med den tidligere sikkerhedstjeneste, SB.
Torsdag blev statschefen frifundet ved en domstol i Warszawa, efter at alle vidner havde renset ham.
"Den erklæring, Aleksander Kwasniewski har fremsat, er i overensstemmelse med sandheden," sagde formanden for juryen, Grzegorz Karziewics.
Fredag blev også Lech Walesas erklæring om, at han ikke har arbejdet for sikkerhedstjenesten
godkendt af domstolen.
For præsident Kwasniewski var det den politiske fremtid, der stod på spil. I henhold til Loven om Lustration (renselse) kan en person, der har løjet om sin politiske fortid, ikke vælges til et offentlig embede i ti år.
Nu er han så godt som sikker på at blive genvalgt med tilslutning fra omkring 60 procent af vælgerne til efteråret.
I bevismaterialet fra den særlige anklager, Boguslaw Nizienski, omtaltes en meddeler med dæknavnet 'Alek', der skulle have arbejdet som journalist ved dagbladet Zycie Warszawy i 1980'erne. I den periode var Kwasniewski redaktør for to andre kommunistiske blade.

Latterligt
Ifølge ugemagasinet Polityka grænsede beskyldningerne til det latterlige: Det var normalt for ledende kommunister at have kontakt med de hemmelige tjenester, og Kwasniewski, som var en kommende stjerne i partiet, havde intet behov for at fungere som agent.
Desuden var det ikke skik, at man brugte partikammerater som meddelere - især ikke folk højt oppe i hierarkiet.
Sagen mod tidligere præsident Lech Walesa - en af grundlæggerne af fagforbundet Solidaritet og modtager af Nobels fredspris i 1983 - virkede lidt mere kompliceret.
Ifølge dokumenter fra det tidligere indenrigsministerium underskrev han en aftale med SB den 29. december 1970, kort efter massakren mod arbejdere på skibsværftet i Gdansk. Derefter skulle han mod betaling have samarbejdet med efterretningstjenesten indtil 1976 under dæknavnet "Bolek".
Men fredag blev også han frikendt. Dommer Pawel Rysinski erklærede, at dokumenterne sandsynligvis var blevet fabrikeret af SB for at kompromittere Walesa i Nobelkomiteens øjne.

Slår på hæderlighed
Walesa stiller op til præsidentvalget under sloganet "Sort er sort, og hvidt er hvidt" - et budskab til vælgerne om, at han i modsætning til Kwasniewski er garant for hæderlighed.
Hans gamle kampfæller har ikke været sene til at give udtryk for deres indignation over anklagen. "Det er, som om vi spytter på vor egen helt," siger den gamle Solidaritet-aktivist Wladyslaw Frasyniuk.
Adam Michnik, redaktør af Polens største dagblad, Gazeta Wyborcza, har hele tiden været imod loven. Han frygter, at den vil blive brugt som et instrument i den politiske kamp og forsvarer både Walesa og Kwasniewski.
"Anklagen mod Lech Walesa rammer hele fagforbundet Solidaritet og den demokratiske opposition. På grund af et politisk spil er Polen blevet ydmyget og degraderet i verdens øjne," skrev han for nylig i en ledende artikel.
Han har kaldt beskyldningerne mod Walesa "et angreb på polakkernes værdighed og nationale identitet" og dem mod Kwasniewski "et angreb på det polske demokrati".

Ingen nuancer
Ugemagasinet Polityka peger på, at loven ikke giver plads til nuancer:
"Det kan godt være, at Walesa blev tvunget til at skrive under på noget - det har han selv indrømmet tidligere. Men betyder det, at det kommunistiske regimes fjende nummer et i 1980'erne hele sit liv var agent for de hemmelige tjenester, mens han kæmpede for at grundlægge Østeuropas første frie fagforbund, organiserede strejker, mistede sit arbejde og blev sat i fængsel?"
Polityka beklager, at valgkampen endnu en gang "tager næring af et ådsel" i stedet for at beskæftige sig med fremtidens problemer, for eksempel Polens optagelse i EU og økonomiske reformer.
"Det værste er, at de tidligere SB-medarbejdere, der indkaldes som vidner, har magt til at afgøre de anklagedes skæbne," siger en anden tidligere aktivist, Grazyna Staniscewska, som havde held til at bevise sin uskyld, da hun selv blev anklaget.
Walesas ære og eftermæle er nu reddet, men hans politiske karriere synes at være forbi - meningsmålingerne giver ham knap fem procent af stemmerne.

© 2000 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her