Læsetid: 2 min.

For 200 eller 20

15. september 2000

Jesper Thilo, en jazzmusiker af den gamle skole, fortæller

Memoirer
I sin erindrings- og anekdotebog Man ska’ ku’ se komikken skriver Jesper Thilo:
»Har (man) en sal med 250 mennesker, gør det ikke noget, hvis de 50 går, bare de resterende 200 bliver. Det er selvfølgelig værre, hvis det er omvendt, for så kan det være, at man skal til at selvransage.«
Måske. Men man kan jo også se anderledes på det. Som f.eks. den amerikanske altsaxofonist Tim Berne, som sidste år sagde til Politiken:
»...jeg har det fint med at spille for en lille flok nørder, hvis de er kommet af interesse for musikken. En koncertoplevelse bliver ikke nødvendigvis ringere, fordi der kun er 20 tilhørere...«
Forskellen på Thilos og Bernes opfattelse publikums interesse er bl.a. forskellen på en ældre og en yngre musikertype i jazzen: Den ældre, der opfatter sig selv som entertainer og derfor i væsentlig grad har sin opmærksomhed rettet mod publikum; og den yngre, der ser sig selv som en slags kunstner, og hvis ambition derfor retter sig mod musikken, uanset dens eventuelle popularitet.

Et konservativt gemyt
Det er også forskellen på et konservativt og et mere radikalt gemyt, hvor det første er mere opmærksomt på forgængerne og deres opfattelse, mens det andet især er rettet mod de samtidige eller yngre og deres fornyelser. Thilo er født i 1941, men det er ikke sine jævnaldrende, han erindrer. Af de 19 berømte amerikanske musikere, der har selvstændige afsnit i bogen, er ni født før 1910, og de to yngste – født 1924 – kunne altså akkurat være far til ham.
Thilo har i mange år været kendt som en fremragende fortæller, så det var ikke uden grund, at Erik Moseholm i 1991-92 lod ham berette i en række radioudsendelser. Det var også en god idé at gøre yderligere optagelser i 1997-98 med henblik på denne bog og at lade samtlige optagelser nedskrive og redigere.
Det er der kommet en stor og meget underholdende bog ud af, rigt illustreret og forsynet med en omhyggelig og nyttig diskografi. Synd blot, at der i bogens tekst er så meget sjusk med navne: Saxofonmærket Buescher bliver til Busher, John Steffensen kaldte sig ikke El, men Al Stefano, Norman Granz staves her Grantz, og indehaveren af Village Vanguard i New York hed Max Gordon, ikke Jones.
Ellers går det rask derudaf, muntert og med mange gode iagttagelser. Bedst er Thilo, når han fortæller om egne oplevelser og tanker – anekdoterne kan være noget korte i perspektivet. Min favorit er den om den sorte bassist Ray Brown, som i en master-class svarer på spørgsmålet, om det kun er sorte, der kan swinge: »I knew black people, that couldn’t swing at the end of a rope!«
En interessant detalje i bogen er Thilos transkription af Coleman Hawkins’ uakkompagnerede tenorsax-solo Picasso. Den blev lavet til et Per Arnoldi-program i tv i 1986, men trykkes nu for første gang.
Men ellers er det altså fortælleren Thilo, der er på spil her. Han er absolut værd at tilbringe et par timer med.

*Jesper Thilo: Man ska’ ku’ se komikken. Fortalt til Erik Moseholm. 325 s. ill. Kr. 298. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu