Læsetid: 4 min.

Absolute mennesket

16. september 2000

Der er hit på hit af menneskekunst i Arkens store efterårsudstilling – men er det nok?

Udstilling
Det er en veritabel stjerneparade af kunstnere, der er opmarcheret på Arkens stort anlagte udstilling Mennesket. Mere end 70 kunstnere er repræsenteret med et endnu større antal værker. Men det er på den anden side også vanskeligt at komme i tanke om en kunstner, som ikke har arbejdet med udstillingens tema, som ikke har beskæftiget sig med ’mennesket’. Det er ret beset et temmelig rummeligt tema.
I dette panoramiske vue over de seneste 50 års kunst er der adskillige ansatser til interessante afstikkere fra hovedtemaet. Der er flere små udstillinger i udstillingen, men deres koncentration brydes hele tiden, lige når det går allerbedst. I alt syv undertemaer er det blevet til, og de er samtidig styret af en mere eller mindre
stringent kronologi. 1950’erne handler om ’Det søgende menneske’, mens man i 1970’erne støder på temaet ’Køn og kultur’ og i 1990’erne finder ’Det manipulerede menneske’.

Påfaldende vilkårlighed
Problemet med disse finmaskede inddelinger, der utvivlsomt udfylder en vis didaktisk funktion, er, at de indsnævrer værkernes udsigelsespotentialer, at de så at sige ikke lader betydningen sive uhindret fra et område til et andet, men derimod sætter grænser for vores opfattelser af værkerne. Vilkårligheden i kategoriseringerne er desuden påfaldende.
Hvorfor befinder Yves
Klein sig under temaet ’Med kroppen som indsats’, hvor adgangskriteriet tilsyneladende er, at kunstnerne bruger deres egen krop i værkerne, hvad Klein ikke gjorde. I sine antropometriske malerier brugte han derimod kvindekroppe, hvorfor man kan spørge, om ikke hans værk lige så godt kunne have befundet sig under temaet ’Køn og kultur’?

Kropskunst
Hvorfor placere Orlan under netop ’Det manipulerede menneske’, når hendes værker ville passe ind i såvel ’Kød og blod’ som ’Køn og kultur’? Og hvorfor placere et 1980’er-værk af Francis Bacon under ’Det søgende menneske’, som handler om 1950’erne, når det ville hænge fint sammen med Michael Kviums malerier i sektionen ’Kød og blod’, der primært handler om 1980’erne og 1990’erne?
Problemerne afstedkommes naturligvis af, at kunsten ikke så enkelt lader sig rubricere – hverken inden for årtiernes vilkårlige grænser eller inden for mere eller mindre sindrigt konstruerede temaer. Heldigvis. Værkerne insisterer så at sige på den kompleksitet, der gør dem værdifulde.
En interessant implikation ved ideen om ’det manipulerede menneske’ er jo f.eks., at manipulationen griber ind i vores kroppes status: Både konkret i kroppens ’kød og blod’ og mere abstrakt i kroppens ’køn og kultur’. Det demonstrerer brødrene Chapmans monstrøse skulpturer, og det gør også Orlans ekstreme plastikkirurgiske modificeringer. Værkerne udviser gang på gang en sådan velgørende ’trodsighed’ over for begrebernes fængsel.
Men når disse indvendinger er overstået, må man anstændigvis applaudere udstillingens perlerække af værker, som ikke mindst får sat fokus på kropskunstens betydning i de seneste 30-35 år. Man får eksempelvis et grundigt indblik i Wiener-aktionisternes kropslige excesser, lige som man har en helt enestående adgang til en række kvindelige kropskunstneres værker. Carolee Schneemann er rigt repræsenteret, og man præsenteres for et interessant ungdomsværk af Ana Mendieta.
Vanskeligheden ved kropskunsten er dens flygtighed. Den overlever som regel kun i form af dokumentationer. Men for kunstnerne her gælder det, at dokumentationen af aktionerne i sig selv er ophøjet til en kunstart, der udnytter fotografiets æstetiske potentialer i mere vidtrækkende forstand. Egentlige videodokumentationer bydes der dog også på, bl.a. af amerikanske kropskunstnere som Vito Acconci, Bruce Nauman og Chris Burden.

Potpourri
En anden vægtig linje i udstillingen er popkunstens nyrealisme, der er viet en større afdeling under overskriften ’Kroppen i massekulturen’. Her kan man se værker af bl.a. Tom Wesselman, Duane Hanson og Edward Kienholz. Hyperrealismen giver ekkoer langt op i de kronologisk set senere afdelinger, eksempelvis i Abigail Lane og Paul McCarthys 1990’er-værker.
Ikke overraskende er værkerne på udstillingen gennemgående figurative. Men på en udstilling, der lader kroppen være omdrejningspunktet og tilmed kaster et undersøgende blik på dens fortrængte sider, må man alligevel undre sig over fraværet af værker, der (inter-) aktivt inkorporerer publikums kroppe, sådan som der har eksisteret en lang tradition for siden minimalismen i 1960’erne.
Hvor er f.eks.
Bruce Naumans Video Corridor eller de centrale værker af yngre danske kunstnere som Henrik Plenge Jakobsen eller Jens Haaning?
Mennesket er en imponerende samling værker, indfældet i en problematisk ’ramme’. Hvor det overordnede tema er tæt på at være intetsigende, er undertemaerne omvendt næsten for specifikke. Hvert af de syv undertemaer kunne i sig selv have skabt grundlag for en særudstilling af samme omfang som Mennesket, og spørgsmålet er, om ikke der var kommet en mere interessant udstilling ud af det. Færre kunstnere repræsenteret med flere værker kunne have løftet udstillingen ud over potpourri-stadiet, men det havde på den anden side været på bekostning af den hit-på-hit-stemning, som præger den aktuelle udstilling.

*Mennesket. Arken – Museum for Moderne Kunst. Ishøj. Tirs.-søn. 10-17, ons. 10-21. Til den 14. januar 2001

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu