Læsetid: 2 min.

Aldrig mainstream

1. september 2000

Det er dét, Information er til for: Den evige samtale, den konstante udfordring, den garanterede uberegnelighed

STUDIESTART

Det fortælles, at en af bladets tidligere medarbejdere for nogle år siden opsøgte en bladkiosk i en mindre jysk provinsby.
»Jeg vil gerne have Information,« sagde han.
»Jow,« sagde kioskindehaveren, »hva’ vil du vide?«
Information har aldrig været en mainstream-avis. Bliver det forhåbentlig aldrig. Information er en avis, der skåner sine læsere for biltillæg, boligtillæg, rejsetillæg, livsstilstillæg og computertillæg. Og for ørkesløse nyheder om, hvordan de kendte har det med hinanden lige nu.
Siden Informations første chefredaktør, journalisten og modstandsmanden Børge Outze og hans lille revolverbevæbnede flok smed det nazistiske dagblad Fædrelandet ud af Sct. Annæ Passage den 5. maj 1945, har vi beboet denne diskrete adresse i det indre København. Dagen efter befrielsen solgte Outzes hold den første legale Information for 25 øre i løssalg – i dag koster den 13 kr., og næsten alt er forandret.
Information er i dag et moderne mediehus med 75 ansatte foruden et væld af free lance-skribenter og udstationerede, der skriver fra London, Paris, Berlin, Bruxelles og fra USA, Kina, Chile, Rusland, Spanien m.m.
Vi ser det som én af vore fornemste opgaver at smide information væk. Dvs. at sortere i den øredøvende nyhedsstrøm fra den globaliserede omverden, så vore læsere slipper for al det, der bare distraherer og forvirrer. Døgnets fælles nyheder presser vi sammen på en halv side 2 hver dag, og resten af pladsen i avisen bruger vi på at lave kritisk og tankevækkende journalistik om ting, der er vigtige.
Vi skriver om den ny økonomi og IT-revolutionen, der gør tilværelsen mere spændende for de opkoblede og taber de svage i svinget. Om uddanelsessystemet, der pisker de unge igennem til arbejdsmarkedet, men glemmer fordybelsen og almendannelsen. Om miljøets grønne foregangsland, hvor trafikvæksten er på vej til at lamme hovedstaden. Om det ny Europa, som hverken ja- eller nej-side vover at fremlægge visioner for. Om kulturlivet, der svømmer over af aktivitet, men måske har glemt, hvad det vil. Og om forholdet mellem mænd og kvinder og mellem unge og ældre.
Når det hele bliver for klogt, laver vi gerne respektløs satire eller bare smukke læseoplevelser.
Èn ting har ikke ændret sig, siden Outze med revolver i hånd sendte sin avis på gaden. Information var og er en modstandsavis. Det er dét, der driver os. Når den politiske korrekthed bliver for kvælende, kræver vi vinduerne åbnet. Når alt bliver postmoderne og ét fedt, råber vi på holdning og stillingtagen. Vi diskuterer med os selv og med læserne, så de gamle bygninger skælver. Det er dét, vi er her for. Den evige samtale, den konstante udfordring, den garanterede uberegnelighed.
Vi er selv afhængige af det. Informa tions læsere plejer at blive det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her