Læsetid: 2 min.

Et alternativt dilemma

19. september 2000

Det er sundt for dansk teater at få alternativer til det etablerede uddannelsessystem. Dilemmaet ligger på jobmarkedet, mener teaterforsker

Forskeren
»Det er altid sundt at have alternativer til det etablerede,« siger Stig Jarl, der er formand for Teaterrrådets kontaktudvalg og lektor i Teatervidenskab på Københavns Universitet.
Selv om han mener, at de tre etablerede teaterskoler med tiden har åbnet sig mere og mere for nye kunstneriske metoder, er det frugtbart for dansk teater med uddannelsessteder, der har et fundamentalt anderledes udgangspunkt.
»Det giver imidlertid ingen mening at planlægge alternativer,« siger Stig Jarl.
»Når de opstår – som det f.eks. var tilfældet med Eugenio Barbas Odin Teatret, der i mange år havde status af alternativ teateruddannelse, og hvor laboratorievirksomhed og uddannelse er gået hånd i hånd – så må man finde ud af at støtte dem.«
»Jeg tror ikke på, at teaterloven skal have en speciel bestemmelse om, at der med djævelens vold og magt skal gives støtte til ét årligt uddannelsesmæssigt alternativ på teaterområdet. Derimod bør Teaterrådet have sin bevilling væsentligt forøget, så man også kan støtte uddannelsesinitiativer, når der er de rette teaterkunstnere og pædagoger med visioner og evner.«

Mangel på job
Stig Jarl forstår godt, hvorfor unge ønsker at kunne uddanne sig alternativt.
»Vi lever i den performative tidsalder,« siger han, »og vi oplever en sprudlende udvikling inden for teater og anden scenekunst. Så det er forståeligt, at de unge ønsker at uddanne sig inden for disse områder. Men selv om man måske ud fra et kunstnerisk synspunkt kan prise alternativerne, skal man være bevidst om, hvilke jobs folk kan få, når de er færdige.«
Og her ligger et klart dilemma, mener han. For selv om der er mange fordele ved at have alternative uddannelser, ser billedet anderledes problematisk ud, når det handler om, hvorvidt de unge har en fremtid på teatrets jobmarked.
»Hvis en teateruddannelse er så alternativ, at de færdiguddannede skuespillere ikke kan bruges i det etablerede teatersystem, må man naturligvis gøre sig nogle overvejelser om, hvordan det alternative marked ser ud, og hvor stort det er. Ellers kommer man til at uddanne direkte til arbejdsløshed,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her