Reklamefolk véd, hvad der skal til: frygt
På falderebet
SØREN Kierkegaard skrev i 1840erne de indsigtsfulde værker Frygt og Bæven og Begrebet Angest. I vore dage var han blevet kampagnekonsulent.
I gårsdagens Information fremstår et sandhedsvidne: Direktøren i PR-bureauet Gunbak & Co., Henrik Sass Larsen, der tilmed har et ben i den anden lejr, kundernes: Han skal snart indtræde i Folketinget på en ledig S-plads. Sass Larsen udsiger:
»Skræmmekampagner vir-ker ganske godt.«
I den foreliggende opinionspine for ja-partierne tolker Sass Larsen sin tekst således:
»Ja-siden bør skabe en karrikeret konfrontation mellem dem og os mellem de ansvarlige ja-sigere og sammenrendet af nej-sigere.«
Han bliver bakket op af sin professionsfælle Jess Myrthu fra PR-bureuaet Jøp, Ove & Myrthu, der giver opskriften: »Hvis ja-siden mener, at et nej rummer skræmmende perspektiver, så bør man da lave en skræmmekampagne, som er seriøs og spiller målrettet på forskellige gruppers frygt.«
Som betingelse for selv at røre det angstfremkaldende bryg sammen kræver Myrthu folkestyret sat i undtagelsestilstand. Hør hans ord:
»Hvis vi skulle gå ind i en ja-kampagne, ville vi kræve, at politikerne fulgte vores råd til punkt og prikke. Der er alt for mange kokke, som er med til at udforme valgkampagner i dansk politik.«
Ja, hvorfor lader partierne ikke bare Myrthu køre det hele: Lave frygtprogram, skaffe ængstelige medlemmer, køre bævekampagne? Dumme er de.
JA, OG DOG. Færten af frygten har de fanget.
I Ekstra Bladet skriver den nydelige radikale Naser Khader i går, at han stemmer ja »af flere grunde«.
Og så nævner han som den første: »Jeg ville hade at se Pia Kjærsgaard gå på skærmen efter et nej og triumfere.«
Hvorfor tager PR-bureauet Gunbak & Co. ikke Khader ind på direktørposten, når Sass Larsen går til Folketinget?
Stien mellem de to professioner er jo allerede trådt flad af den konservative Heimburger og i hans spor Kirsten Jensen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet, nu projektkonsulent i PR-bureauet Waterfront. Hun dømmer i går den 28. for tabt af ja-siden:
»Løbet er kørt for de politiske kampagner,« lyder hendes profeti til denne avis.
Ahhr, Kirsten Jensen, mon dog det sidste ord er sagt?
VÆLGERNE giver da stadig lyd fra sig.
I Lolland-Falsters Folketidende appellerer Gunnar Rasmussen fra Eskilstrup til de ældre årgange: »Os, som har oplevet krigen og Besættelsen, hvor alt, hvad der var dansk, skulle udryddes ved hjælp af danske håndlangere.«
Rasmussen tilføjer grumt: »Nu er det samme ved at ske igen!«
Det er vel ikke noget med angst, Rasmussen er ude på? Jo, pokker jo! Han fortsætter:
»Nu er det ØMUen og hvad deraf følger, der kommer nede sydfra. Små lusede, medløbende partier har fået storhedsvanvid.«
Han kører videre i »Vågn op« og »Kæmp for alt, hvad du har kært«, og vi iler beskæmmet til næste indslag.
Det er i samme avis, der gengiver et vælgermøde, hvor arbejdsminister Ove Hygum (S) og Venstres Svend Erik Hovmand i fællig truer med, at et nej vil gøre en fast Femer-forbindelse dyrere. »Og så er beslutningsgrundlaget et helt andet,« ængster de folket i Rødby med.
Hjælp! Vi kan ikke mere. Vi søger trøst hos Søren
Kierkegaard. Men heller ikke her er håb at hente. Encyklopædien udlægger hans angstopfattelse således:
»Den enkelte gør sig selv ufri, ikke blot i angst for det onde, men også i angst for det gode. I denne angst vender den enkelte sig bort fra det godes mulighed i dæmonisk indesluttethed.«
Måtte den 28. komme og gå snarest muligt.
*I denne spalte perspektiverer Information frem til afstemningsdatoen debattens mangfoldige ytringer.