Læsetid: 5 min.

Asta! Basta!

12. september 2000

– sagde Georg Brandes i en ukarakteristisk kort hyldesttale til dansk films største diva, Asta Nielsen, der nu har fået sin hidtil grundigste biografi

Biografi
Verdens første filmstjerne er dansk. Hun hedder Asta Nielsen og brød igennem i dansk films første korte storhedstid (den anden opleves i al beskedenhed i disse år). Dengang i årene lige inden Første Verdenskrig, da vi på de fleste filmfronter var forud for amerikanerne.
Det var i 1910, at Asta Nielsen betog et verdenspublikum som den sensuelle, tragiske heltinde i Afgrunden – et erotisk melodrama. Da havde rengøringskone-datteren, senere tilbedt som Die Asta, allerede i et helt tiår stridt i småroller på teatret (ofte som gamle kvinder!). Nu definerede hun som den første, hvad det var at være rigtig filmskuespillerinde og lade følelserne komme indefra i et spil, der forener ydre realisme med sjælelig intensitet.
Derefter gik turen til Tyskland, hvor Asta Nielsen blev boende i 25 år og befæstede sit ry som en førende stumfilmstjerne. Hun nåede at lave 74 film, deriblandt en enkelt talefilm i 1932, og hun var et verdensnavn i to årtier, med det forbehold, at hun aldrig kom på talefod med det store amerikanske publikum. I USA forbød censuren flere af hendes film (det skete også herhjemme!), og hendes blanding af erotisk ligefremhed og mørkt eksotisk raffinement virkede nok lidt skræmmende på amerikanerne.

Helt sin egen
I mange toneangivende engelsksprogede opslagsbøger er Asta Nielsen derfor reduceret til en fjern parentes i filmhistorien. Selv Ephraim Katz, der ellers yder hende en del retfærdighed i sit respekterede Film Encyclopedia, bruger dobbelt så megen plads på hendes søde samtidige konkurrent Mary Pickford, kendt som America’s sweetheart.
Asta Nielsen blev aldrig nogens skattepige, dertil var hun for aristokratisk selvrådende, og det er ikke mindst den fascination, der udgår fra hendes stejle, stolte personlighed, som ligger bag disse års Asta Nielsen-renaissance. I 1998 kom både et udvalg af hendes breve (ved Ib Monty) og en nyudgave af hendes højt ansete erindringer Den tiende Muse, og sidste år udsendte Marguerite Engberg sin sobre, oplysende bog Filmstjernen Asta Nielsen. Og nu kommer så Poul Malmkjærs Asta, der prøver at nå hele vejen rundt om den store dame som menneske, myte og filmstjerne. Ingen herhjemme nøjes nu med at sige Asta! Basta!

Ugift mor, fire mænd
Malmkjærs bog har mange kvaliteter. Som en erfaren filmekspert af både vid og viden befinder han sig i åndelig øjenhøjde med den formidable verdensdame, som han i 1950’erne mødte som ung benovet Filmmuseums-ansat og har bevaret en usvækket beundring for. Malmkjær er Asta Nielsens væbner gennem tykt og tyndt, men ikke uden nuancer og aldrig patetisk eller panegyrisk.
Som billede af mennesket Asta Nielsen og hendes nærmeste er bogen dog ikke uden problemer, delvis uforskyldte. For Asta Nielsen gik i pindsvinestilling, når man nærmede sig hendes intimere privatliv, og hun destruerede sine breve. Store dele af bogen befinder sig derfor i skyggen af Asta Nielsens egne meget velskrevne erindringer, og Malmkjær må gisne sig frem trods research.
For eksempel: Var Asta Nielsens elskede og eneste barn Jesta (født ’uægte’, da moderen var 19), datter af en anonym overretssagfører, som det hævdes i Marguerite Engbergs bog, eller af den aldrende skuespiller Peter Jerndorff, der trofast stod Asta Nielsen bi i starten af teaterkarrieren og aldrig tvivlede på hendes talent?
Malmkjær tror på hædersmanden Jerndorff som faderen, men det fældende bevis mangler. Vigtigere er det vel også, at bogen får Asta Nielsens stærkt proklamerede altoverskyggende kærlighed til datteren sat i lidt modererende perspektiv. Blandt andet ved at fortælle om hvad hun selv konsekvent fortiede: Forholdet til fire ægtemænd, hvoraf den foretrukne (Christian Theede) først blev fundet, da hun var 88 år gammel. – »Jeg har selv været alene nu i 11 år – det er ikke så godt, men det er heller ikke det værste, for jeg var jo ikke abolut begejstret for mine mænd,« skriver hun i et brev i 1949, 21 år før ægteskabet med Theede, nr. fire, der endelig gjorde hende »absolut begejstret.«

Dejligt udansk
Malmkjær må altså ofte ’skrive udenom’ og rette blikket mod de kulturhistoriske kulisser og mere håndgribelige, researchbare fakta i Asta Nielsens karriere, der også fandt sted på turné-teater (hun spillede Kameliadamen 400 gange!).
Her kommer meget værdifuldt materiale frem, men Malmkjær når først for alvor ind i nærbillede, da han kan frigøre sig fra Den tiende Muse, som stopper ved hjemkomsten til Danmark i 1936. Nu tager Malmkjær selv over og kan for eksempel redegøre skarpt og overbevisende for, præcis hvorfor Asta Nielsen aldrig fik den biografbevilling, hun så indlysende var kvalificeret til. Man troede hun var lidt for glad for nazisterne, hun var ikke tilstrækkeligt ’dansksindet’ (heldigvis, må man nu sige).
Mistanken var fuldstændig grundløs. Godt at få den skandale sat i skræmme-montre, til evig skræk og advarsel for geskæftige rygtesmede og deres selvgode håndlangere.
Jo tættere Malmkjær kommer på Astas alderdom, des varmere og stærkere bliver hans portræt af divaen, der også som privatperson på overvældende vis forenede det barsk jordnære med det aristokratisk kunstdyrkende, det livskraftigt robuste med det artistisk sensitive. Blandt hendes danske beundrere var Georg Brandes, Herman Bang, Sophus Clausen og Johannes V. Jensen. Den udenlandske fanskare tæller bl. a. Apollinaire, Hauptmann, G.W. Pabst og Max Reinhardt.

Smuk og upædagogisk
Bogen er smukt produceret, usædvanlig vellillustreret, og selv om kildehenvisninger mangler (også for tit i selve teksten) rummer den – nyttigt – biografisk oversigt, filmografi og en omfattende litteraturliste. Det pædagogiske er ellers ikke Malmkjærs sag. Kun ved nærlæsning opdages det, at Asta Nielsens nok vigtigste instruktør og første ægtemand, Urban Gad, er søn af den bekendte Emma Gad.
Uden at blive usaglig foretrækker Malmkjær til enhver tid en drilagtig finte eller underfundig anekdote for en mere tungt anskuelig fremstilling. Man kan endda opleve ham fysisk vige bort fra en væsentlig kilde til bogen (Henrik Stangerup) – ret enestående for en biografi-skriver og ikke så læservenligt.
Han behandler samme Stangerup unådigt i omtalen af dennes omstridte portrætfilm (som Die Asta forbød). Men Stangerup har selv beskrevet det for ham så frustrerende forløb (i Kosmorama 81, 1967) med stor kærlighed til Asta Nielsen (»Det stærkeste menneske, jeg nogensinde har mødt. Et menneske med rødder i en svunden pionértid, bogstaveligt talt et fabelagtigt menneske. En fremmed, smuk og majestætisk fugl.«) – Filmen er færdigklippet, men altså aldrig udsendt. Var det ikke på tide?
Med disse indvendinger er bogen et underholdende og indsigtsfuldt skrevet bevis på Asta Nielsens langtidsholdbare fascinationskraft. Mennesket Asta bevarer stadig sin kerne af gådefuldhed, men myten og filmstjernen står nu i et klarere lys end før.

*Poul Malmkjær: Asta – mennesket, myten og filmstjernen. 344 s. ill. 375 kr. P. Haase & Søns Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her