Læsetid: 2 min.

Ballondans

28. september 2000

Granhøj Dans tager muntert rutinerne i den nyere dans under behandling i filmen ’Puzzle Pix’ og forestillingen ’Headbreak’

Dans
Dansescenen har ikke mange komiske talenter, så det er befriende ind i mellem at få en forestilling, der med kærlig ironi giver de alt for forudsigelige genrer en ny drejning. Palle Granhøj kalder sin forestilling Headbreak, men netop hovedbrud er man velsignet fri for.
Kvindernes kamp om manden udspilles på ballontyggegummi, og kønnenes kamp på rigtige balloner. Pina Bauschs deklamerende dansere kommer i vridemaskinen i en kikset karaoke og en recitation med kampsport om en børnetegning, og John Malkovitchs kronragede kranium sparkes i massevis rundt i manegen. Den ene multimusiker (Ali Reza Rahimian) bærer træsko af sortbroget ko, og danserinden Katri Soini er et livstykke af en komiker i Björk-grimt rosa antræk.
Headbreak er skabt af hele ensemblet i samarbejde med Palle Granhøj. Foruden de nævnte fornøjer man sig over Sofia Yaregal, der også har sjove, flirtende momenter og opdrift i hårpiskende soloer og mændene Miguel Cortés, Jyrki Kartunen, der har sit forhingsløb imellem hovedskallerne samt Chris Valles. Når de ikke skal være generte schlagersangere med lukkede øjne, får de vist betydelig danseenergi og underspillet charme i dreng-møder-pige-scenerne.

Sprællemænd
Forud for Headbreak viste Granhøj Dans en low-budget, nærmest no-budget film, Puzzle Pix. Med ganske enkle midler får filmmager Per Victor danseren splittet i stykker som en sprællemand, eller sat i svingninger som en boksebold. Leonardo da Vincis idealfigur kommer også frem, med en fjottet lydside, der handler om at være meget lykkelig. Nogle af de optiske virkninger er meget grinagtige, især nærbillederne af den kaleidoskopisk splintrede mund med overskægget, der som et kamelgebis lader tænderne komme frem i fri dressur.
Hele filmen har en eksperimenterende lethed, der minder om de tidlige dadaistiske film af folk som René Clair eller russiske Dziga Vertov. Munter og vellykket og godt egnet som introduktion til dansens verden bør Puzzle Pix komme ud i skolerne.

*Granhøj Dans: Headbreak. Koreografi: Palle Granhøj. Musiker: Ali Reza Rahimian.

*Palle Granhøj og Per Victor: Puzzle Pix. Kortfilm. Otte minutter

*Dansefestivalen Primo fortsætter i aften på Dansescenen med Tim Rushton: Schadenfreude og Kreutzmann Dance: i. Fredag og lørdag i Kanonhallen: Jo Strømgren Kompagni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu