Læsetid: 4 min.

Bank i Prag

27. september 2000

Demonstranters forsøg på at belejre Verdensbanken og IMF’s årsmøder i Prag havde kun lille effekt indenfor murene, men volden kan give bagslag

PRAG – Han var kun iklædt sit mavebælte og lidt rød tusch på kroppen, hvor der stod»stop ny feudalisme« og »fuck imperialisme.« Ellers var han helt nøgen, bortset fra at han havde klippet et hul på størrelse med en femkrone i en dollarseddel. Pengesedlen havde han sat på sin penis, sådan cirka midt på.
Han kravlede op i en lygtepæl og kiggede ud over de fire kamppladser i det indre Prag, hvor demonstranter og politi i går kom ud i en voldsom konfrontation med dusinvis af sårede på begge sider.
De cirka 9.000 demonstranter forsøgte ad fire ruter at trænge frem til det kongrescenter, hvor 10.000 delegerede fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) officielt åbnede deres årsmøde. Tjekkisk uropoliti med hjelme, skjolde, tåregasmasker og 75 centimeter lange knipler var imidlertid mødt lige så talstærkt op og havde lagt frontlinjerne flere hundrede meter fra kongrescentret. Klar over det logistiske mareridt var aktivisternes strategi derfor at belejre bygningen, så de delegerede ikke kunne komme til opera og banket eller til deres hoteller om aftenen.
Den nøgne spanier kunne i sikkerhed oppe på lygtepælen se, hvordan italienske hard core aktivister havde klædt sig i skumgummi for at beskytte arme, ben og rygstykker, da politiet gik løs på dem, efter at de havde sprøjtet med vandpistol og forsøgt at trænge over Nuselsky-broen til kongrescentret. Flere mindre grupper af radikale aktivister tog barskere midler i brug. De smed molotovcocktails og brosten efter politiet, som svarede igen med vandkanoner og tåregas.

Anti-globalisering
Demonstranterne er kommet til Prag fra hele verden, dog mest fra Europa, og de tilhører den anti-globaliseringsbevægelse, som er ved at opstå verden over. De mener, at IMF og Verdensbanken ignorerer verdens fattigdom og gør livet værre for millioner af mennesker verden over. De kræver, at både banken og fonden sletter gælden for verdens fattigste lande.
»Jeg er sikker på, at den her demonstration får en positiv indflydelse. De kan ikke længere ignorere os. Der bliver talt om det her problem som aldrig før,« sagde 23-årige Craig Michaels fra Liberia. »Den her bevægelse, som startede i Seattle, vil fortsætte. Se bare på deres forholdsregler for at holde dette møde. Næste gang bliver de nødt til at holde det på en øde ø, hvis ikke de hører efter.«
Inden for murene blev der da også refereret til demonstranterne allerede fra morgenstunden, hvor Tjekkiets præsident Vaclav Havel – selv gammel aktivist – åbnede årsmødet.

Techno-forberedelser
På det tidspunkt var demonstranterne samlet til et tidligt opvarmningsparty på Namesti Miru – Fredspladsen – hvor inciterende technomusik og talere fra blandt andet Bangladesh, Tjekkiet og Canada opildnede de farverigt klædte aktivister, som bar bannere med påskrifter som »Peoples Global Action, vi er overalt«, »slet gælden« og »nedlæg Verdensbanken og IMF«.
Allerede fra morgenstunden stod det klart, hvad der var i vente, da sortklædte aktivister fra Storbritannien udstyret med køller og skjolde stod og lavede strækøvelser og trænede hurtige reaktioner under et træ på pladsen. Langt de fleste af de protesterende går dog ind for ikke-vold.
»Det er et problem for flertallet af os her i marchen, at nogle vil skabe vold og anarki. Det ødelægger det for os andre og fjerne fokus fra vores budskab,« sagde Lisa Fulham fra USA.
I det øjeblik marchen mod kongrescentret begyndte, brød de protesterende det demonstrationsforbud i bydelene Prag 2 og 4, som myndighederne havde indført. Politiet kunne i princippet opløse demonstrationen i det øjeblik, men valgte at lade marchen bevæge sig et godt stykke ned mod kongrescentret. De fleste demonstranter var velforsynede med vandflasker og chokolade. Mange havde tørklæder klar til at sætte for munden for at undgå indånding af tåregas. Citroner, der også er godt i den forbindelse, var også gået som varmt brød i de få butikker i kvarteret, som havde valgt at holde åbent, trods myndighedernes advarsler. Profitten ved et ekstra salg havde været for fristende.

På dagsordenen
Da marchen nåede de fire frontlinjer, blev det sværere og sværere for deltagerne på årsmøderne i kongrescentret at ignorere den stigende spændte atmosfære udenfor. Hundreder af delegerede kom ud på den gigantiske terrasse og fulgte slagets gang. Men eftermiddagens dagsorden, hvor ministre på stribe afleverer taler om deres landes økonomiske tilstand, blev kørt igennem.
Storbritanniens finansminister reagerede på demonstranternes bekymringer over globaliseringens konsekvenser.
»Svaret er ikke at standse det globale økonomiske samarbejde, men at styrke det,« sagde Gordon Brown. »Vi vil ikke tilbage til 1930’ernes protektionisme.«
IMF-chef Horst Köhler og Verdensbankens præsident, James Wolfensohn, havde begge tidligere lovet at lytte til kritikken og sagde i går, at »ikke alle har indset fordelene ved globalisering.«
»Globalisering handler om både risici og muligheder,« sagde Wolfensohn, »vi kan ikke standse globaliseringen. Udfordringen for os er at gøre globaliseringen til et instrument for muligheder, ikke for frygt og usikkerhed.«
Udenfor begyndte larmen efterhånden at blive øredøvende. Først af trillefløjter og klapsalver og sang. Siden af lyden af tåregaspatroner, der eksploderede og kasteskyts, der ramte deres mål.
Aktivister søgte i aftes ind mod centrum til området omkring statsoperaen, hvor en del delegerede skulle til forestilling. Demonstranternes plan var derefter at slå lejr ud for en række finere hoteller for »at holde de delegerede vågne hele natten.«
Selv om den globale aktionsdag kun var tirsdag, kan der forventes – mere sporadiske – aktioner i dag og i morgen, hvor årsmødet slutter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu