Læsetid: 3 min.

Befriende vovemod

16. september 2000

Björk investerer sig selv ubetinget i Dancer-sangene – selvom de er befolket af von Triers ego, en tragisk historie og en lang musical-tradition

Ny cd
Björk, med det i Island så borgerlige efternavn Gudmundsdottir, er blandt de absolut mest egensindige kunstnere på dagens popscene. Sammenlignet med Björk ligner for eksempel Madonnas flirterier med elektronisk musik bare smarte markedskalkuler, og ingen har som Björk lokket sit publikum længere og længere ud i eksperimenterne – og beholdt det. Hun synes grænseløs i sin musikalske udfoldelse.
Derfor er det også ekstra interessant at lytte til Björks nye minialbum, Selmasongs, som har karakter af en lettere bunden opgave for den islandske ener. Albummets syv sange er omarbejdede udgaver af de numre, man kan høre i Dancer in the Dark, og musikken er således meget af vejen præget af musical-ideen.
Teksterne er skrevet i et samarbejde mellem Lars von Trier og den islandske forfatter Sjón, som hun har arbejdet sammen med på enkelte numre før, og er – i sagens natur – funderet i filmens historie og ikke mindst hovedpersonen Selma.

Fuldgyldig metamorfose
Men ikke desto mindre får Björk udkrystalliseret sin personlighed i de syv numre.
Det er ikke første gang den islandske musiker går ind og fortolker en ældre genre – tænk blot på netop musical-pastichen ’It's Oh So Quiet’ fra Post eller jazz-albummet Gling-Gló – men det er første gang, hun gør det med så megen alvor og kunstnerisk tyngde. Selmasongs er på ingen måde et jovialt midtvejsprojekt for Björk, men derimod en fuldgyldig musikalsk metamorfose.
Selmasongs’ melodier er fremragende, vitale, nogle gange lyshjertede og dansende, andre gange intimt eller højstemt melankolske, og her er masser af arrangement-mæssige udfordringer for mainstream-lytteren, som forhåbentlig vil blive lokket til.

Skoenes hvinen
Tag blot Musique concrete-strategierne, hvor lyde fra omgivelserne struktureres til rytmespor, der virker ligeså fremragende på pladen som i filmen. Lyden af stålværkets maskinerier, der fnyser med en kantet og stadig mere kompliceret rytmik på ’Cvalda’ og former sig til et industrielt kor bag Björk.
Eller fragttogets synkoperede klakken over skinnnerne i ’I've Seen It All’. Eller skoenes hvinen og kridtets hvisken i ’In The Musicals’. Eller tag de store orkestreringer, som bevæger sig fra letbenet musical-swing over storladen Wagner-symfoni til skæbnessvangert mørke og ulykkeligt skælvende harmonier – og perfekt smelter sammen med Björks særegne sangskrivning.

Triers ego
Björk og hendes faste programmør Mark Bell kan selvfølgelig heller ikke nære sig for at perforere stryger-scenerierne, musical-trampene og klagesangene med smukt organiserede og myldrende elektroniske smæld. Der er få, der kan få breakbeatet til at svirpe så vitalt og perfekt kontrasterende eller meddigtende som Bell & Björk.
Som så mange gange tidligere investerer Björk også denne gang – med hud og harddisk – sig selv ubetinget i et værk, som ellers både er befolket af von Triers ego, en uhørt tragisk historie og en lang musikalsk tradition. Ja, hun formår endda at gå i ét med den romantik og patos, som findes i musicalen og i Dancer – uden at blive svulstig eller postuleret. Med ’I've Seen It All’ – på pladen en duet med Radioheads Thom Yorke, ikke en rusten Peter Stormare – og ’Scatterheart’ har Björk således skabt nogle af sine mest rørende og smertefulde sange overhovedet.
Der er over Selmasongs en nøgenhed ikke ulig den, der præger von Triers film. Ikke mindst når Björk presser sin stemme ud i stadig mere tyndhudede områder.
Der er langt til Chess og Les Miserables i Björks musical-versioneringer, rigtig langt, og det er vitterlig en befrielse at opleve vovemod i en ellers dybt publikumsleflende genre. Og endnu engang er det en betagende oplevelse at se Björk i et nyt albums iklædning. Modspillet fra von Triers og Sjóns naivistiske, men meget smukke tekster forlener den islandske sangerindes værk med ny intensitet – ’If living is seeing, I’m holding my breath’ – og en ny kantet bastard-perle med både nostalgisk sturm und drang og teknologisk frisind har set dagens lys. Og den bundne opgave er blevet til en udviklingsproces.

*Björk: Selmasongs (One Little Indian/Universal). Udkommer på mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her