Læsetid: 5 min.

Bekend dig som en mand

1. september 2000

I to nye antologier svarer en stribe mænd (igen) på nyfeministernes kønskritik

STUDIESTART

Mandebøger
I rækken af feministiske antologier med personlige essays følger nu et par nye, men denne gang skrevet af mænd.
Sådan kan man i hvert fald vælge at betragte efterårets to nye bogindlæg i kønsdebatten: Pikstormerne og Hvordan Mand?, som begge udkommer her i september.
Som reaktion på bøger som Fisseflokken og Fem@iles, har en stribe mænd skrevet deres personlige beretninger om at være mand i Danmark anno 2000. Tonen spænder fra krigsretorik til indbydende dialog.
Nogle af de skrivende mænd er oprørte og stødte over nyfeministernes kritik (»som at blive spyttet i øjet af en søster,« skriver Adam Holm i Hvordan mand?), andre tager den op som en kærkommen udfordring til at gøre sig overvejelser over egen mandeidentitet.

Mandlig feminisme
Pikstormerne er redigeret af Niels Ulrik Sørensen, der direkte formulerer bogens projekt som feministisk, eller som et mandligt forsøg på at bryde feministernes monopol på at snakke om køn:
»Målet med en mandebog er ikke at opponere imod ligestillingen eller at skabe et manifest imod feminismen. Idéen er tværtimod at gøre feminisme til et fælles projekt, hvor begge køn kæmper imod kønsroller og kønsfordomme, der uden rimelig grund hindrer os i at leve vore liv, som vi vil. En sådan feminisme, der også er en mandesag, må naturligvis afspejle mænds erfaringer og perspektiver, lige så vel som den afspejler kvinders. En sådan feminisme må altså bryde de kvindelige feministers monopol på at fortolke kønnet og kønsrollerne.«
Niels Ulrik Sørensen har så forsøgt at bryde kvindernes monopol på feminismen ved at bede en række mænd skrive om deres egne erfaringer med kønsidentiteten.
En del af bidragsyderne indtager roller, som ellers er traditionelt kvindelige: Vi møder manden som fotomodel, som anorektiker, som sørgende, som babysitter, som beklædningsæstet, som omsorgsfuld forælder – og hører om besværet med at indtage disse konventionelt kvindelige positioner.
Andre forsvarer nogle af de ’dyder’, der hører med til den traditionelle manderolle: at glo på og tale om røv og patter, at konkurrere om antal blow-jobs med kammeraterne.

Pikdyr
Mest bramfri er Carsten Lund Rasmussens artikel »En pikspiller med hang til porno,« hvor han åbenhjertigt skriver om sin store passion for onani og pornoblade:
»Det har været alle skænderierne værd. I dag efter 7 års kamp har min kæreste endelig accepteret, at jeg står, ligger, sidder og piller, river, spiller, mens øjnene er fikseret af bryster, ben og baller. Og at det ikke er en kritik af hendes former eller formåen.«
Men alt i alt tegner pikstormerne billedet af en moderne mand, der måske nok vil spille med og på en konventionel mandlighed, men ikke vil lade sig begrænse af den. Således skriver Ulrich Sebastian Kohl:
»Jeg gider sgu ikke være mand på deres måde. Og det er ikke bare for nogle undertrykte kvinders skyld, selv om det i sig selv kunne være grund nok. Det er for min egen skyld og for mine medmænds skyld. Det er vores ret at være meget mere mand end den rolle som et sølle piksvin, som reklamerne, den store business og den herskende politiske magt byder os.«
Hvordan mand? har en mere polemisk hensigtserklæring end Pikstormerne, selv om redaktørerne (Adam Holm, Timme Bisgaard Munk og Mikkel Thelle) frabeder sig kønskrig:
»Vi ønsker ikke at placere manden på en piedestal. Men hvis vi ikke i det mindste forsøger at slå fast over for nyfeministerne, at der findes mange mandetyper med deraf følgende karaktertræk og mentaliteter, kommer vi ikke længere end til de nyttesløse beskydninger fra hver vores skyttegrav. Vi forsøger ganske enkelt at pege på, at der naturligvis findes mange slags mænd. Deraf denne antologis titel: Hvordan mand.«

Vive la différence
Redaktørerne, og mange af bidragsyderne, i Hvordan mand? føler sig stødt af nyfeministernes mandebillede; de kan ikke genkende sig selv i det og ønsker at fremvise en mere sammensat og mangfoldig mandeidentitet. De vil slå et slag for pluralismen, som det f.eks. udtrykkes af Robin Engelhardt:
»Hvorfor ikke slå et slag for pluralismen i samfundet, mangfoldigheden blandt mennesker og forskelligheden hos kønnene. Forskellen er ikke stor, men stor nok til at blive dyrket og holdt fast i. Supplér ligestillingsminister Jytte Andersen med en forskellighedsminister, som giver os lov til at være os selv. Vive la différence!«

Bøllehat og Guccibriller
Nyfeministerne kæmper ifølge flere bidragsydere med vindmøller: Sune Aagaard giver dem tilnavnet ’Donna Quixotte’, og Adam Holm forsøger, i en konsekvent fodboldmetaforisk artikel, at fortælle dem, at vejen til målet (ligestilling) ligger åben:
»At påstå at mandeverdenen ikke fungerer som en defensiv enhed efter catenaccio-systemet er en anden måde at sige, at vejen til målet ligger åben.«
Ifølge Andreas Fugl Thøgersen er hele feminismen »gået op i bøllehat og Guccibriller«. Og Stig Ørskov anser kønsdebatten for »en dybt ligegyldig kampplads for almenmenneskelige frustrationer.« Torben Møller-Hansen, der beretter om et liv som karrieremand med halvtidsarbejdende og børnepassende hustru, mener at de danske nyfeminister undertrykker andre »minoriteter« (!), fordi deres feminisme kun er »for kvinder uden tørklæde«. Fra sin studieplads i Firenze anskuer Mikael Jalving den nyfeministiske bølge som »Oprør i Legoland«:
[»I dette lille land rejser sig pludselig en såkaldt debat om kønsroller, sexisme, ligeløn, børnepasning, bare bryster og hvad véd jeg. Og man åbner én af de små, dumme aviser, og alle er vrede og gale og som ramt af kogalskab. Det er nedværdigende at barbere sine ben for mændenes skyld, siger Signe på fem. Vi lever i et patriarkat, udtaler Line på tolv, der lige er blevet sine mælketænder kvit. Og Lone på femten vil ikke have bryster, for dem kan drengene li’.«]
Ud over polemikken mod nyfeministerne rummer også Hvordan mand? bekendelser:
Rasmus Øhlenschlæger Madsen bekender, at han lider af for tidlig sædafgang. Henrik Stampe Lund bekender, i et essay spækket med sociopsykologiske pointer, at han ligger i strid med sin ekskæreste om datteren. Timme B. Munk bekender i ironisk stil, hvor hårdt det var at blive forladt af kæresten: Et lille ’vidunder’ med de rigtige kontakter til mode- og medieverden.
Med Pikstormerne og Hvordan mand? har en stribe mænd erobret en traditionelt kvindelig genre: bekendelsen. På nær de mænd der har nægtet, så som Jesper Juul, som bruger sin spalteplads i Pikstormerne til at forklare, hvorfor han ikke vil skrive bekendelser:
»Det er nødvendigt, at der bliver tegnet nogle personlige, maskuline synspunkter på verden, men det er også selvmodsigende af en enkel grund: Fordi den selvbiografiske, personlige bekendelse er en meget feminin genre. [...] Som jeg ser det, er verden altså stadig ikke til personlige beretninger fra mænd. For de vil under alle omstændigheder blive tolket fra et udgangspunkt, der ikke helt kan tage dem alvorligt.«
Om Jesper Juul har ret – ja det vil vise sig, når de to bøger om kort tid bliver kastet i kløerne på læsere og anmeldere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her