Læsetid: 2 min.

Bertelsmann går giga

20. september 2000

Bertelsmann On Line vil være verdens førende netboghandel, koste hvad det vil

»Det kan godt være vi virker feje og bange for innovation, men vi er faktisk stolte af at være lidt konservative,« sagde BOL Nordics administrerende direktør, Jerker Nilsson, da han tirsdag introducerede den danske division af Bertelsmann-koncernens netboghandel bol.com.
»Tænk på alle de udviklingsomkostninger vi sparer,« sagde Nilsson, imens BOL Nordics danske markedschef Uffe Erup Larsen demonstrerede Bol.coms danske hjemmeside. Netboghandlen bol.com er sat op i et gennemført brugervenligt design(F. eks. kan man skrive Brøgger i stedet for Brögger), til gengæld byder sitet ikke på tekniske nyskabelser som f. eks. e-bøger eller åbne netværksfunktioner.
BOL står for Bertelsmanns On Line, og Jerker Nilsson forklarede, at den tyske medie- og underholdningsgigant går massivt ind på det skandinaviske bogmarked på internettet netop nu, fordi ’man føler, markedet er modent’ og derved gangbart som led i BOL’s plan om at blive verdens største netportal for medier og underholdning.
»Bøger er det, der logistisk og præsentationsmæssigt er nemmest at sælge via nettet, men efterhånden vil vi udvide med cd’er og digital musik, multimedia samt andre produkter, der egner sig til salg via nettet,« sagde Nilsson.

Får snart konkurrence
Når den danske fastprisaftale ophæves til nytår, vil bol.com konkurrere på sænkede priser, men bol.com garanterer, at man vil fastholde et bredt udvalg af titler.
»Det er tankevækkende, at en smal digtsamling er lige så nemt at finde på bol.com, som den hotteste bestseller,« sagde Jerker Nilsson.
På den danske del af Bol.com havde brugere i går adgang til 2,1 mio. danske, svenske, norske, finske samt engelske og amerikanske titler. BOL vil ifølge Jerker Nilsson bestræbe sig på at udvikle sig i et ’interaktivt miljø’, hvor brugernes ønsker og feedback bestemmer, hvordan netbutikken skal se ud i fremtiden. Nilsson understregede, at BOL er parate til at investere stort og langsigtet for at nå koncernens mål.
BOL International købte i marts 50 procent af Bokus.com, der i forvejen var den største internetboghandel. Samtidig blev BOL lanceret i Hongkong, Singapore og Malaysia. BOL Japan blev lanceret i juni og i løbet af i år åbner der BOL-butikker i Italien og Kina. BOL fandtes i forvejen i Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Spanien og Schweiz.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her