Læsetid: 4 min.

Bibliotekets forførelse

30. september 2000

Af
BØGER LUGTER. Hvad sprog og indhold angår, taler de til læserens sanser, mest jo til synet, idet man gerne ser personerne og scenerierne for sig i det indre teater, man hører stemmerne i replikkerne, smager måske også på retterne hos de gastronomisk kyndige digtere. Føle gør man vel mest i overført betydning, når da ikke nakkehårene rejser sig.
Og lugten, javel. Jeg tænker mest på den fysiske bog, den, man holder i hånden, tangibel og duftende. Lidt tryksværte og papirånde i nye bøger, den tørre lugt fra paperbacks billige papir, limen i ryggen gør sig gældende, mens det glittede papir ånder af lak.
De ældre bøger i reolen støver i næsen, andre har stadig den sure stank fra antikvariaterne, formentlig en stille, gammel fugt. Og så er der bindene i læder, plastic, pap og hvad ellers, med deres materialers særpræg. Alt det, som er med til at skabe de store bibliotekers fascination, når det slår en i møde.
For mig er lugten af bøger stadig erindringsbærende med hilsener fra den første entré i Frederiksberg kommunes børnebibliotek. Fornyet i mødet med store bogsamlinger i barokkens bibliotekssale og på verdens universiteter, fornemmet i suset gennem jernristene på Det Kongelige Biblioteks boggallerier.

BIBLIOTEKER er yndede miljøer i film på grund af den ladede atmosfære mellem reolrækkerne og muligheden for gode klip af pigeansigter halvt skjult af bogrygge. Og litteraturen er naturligt nok fuld af biblioteksscener. Dér sidder f.eks. student Anselmus i arkivar Lindhorsts forunderlige bibliotek og kopierer manuskripter. Det foregår i E.T.A. Hoffmanns fortælling Guldskålen. Han taber da en blækklat på et pergament med den virkning, at alt forvandler sig i et fantastisk sceneri af dufte og dampe og syner. Da han kommer til sig selv igen, sidder han indespærret i en krystalflaske, stillet på hylde sammen med fem andre flasker, indeholdende tre gymnasiaster og to volontører.

I STENDHALs roman Rødt og sort arbejder student Julien Sorel i marquis de La Moles omfangsrige bibliotek, der modtager alle nyudkomne bøger, også de farlige fritænkeriske, og han snuser sig frem, plukker begærligt sine fund af de tætpakkede hylder og skubber de tilbageblevne bøger lidt sammen, så hans læsehunger ikke skal afsløres. Og dér modtager han de både sky og forvovne besøg af husets skønne datter Mathilde. En duftende have af biblioteksforførelse. Også han havner på sin vis i en glasklokke.
Hun kommer f.eks. ind i biblioteket en dag, hvor han sidder og skriver sine breve og drømmer om kommende bedrifter, optændt af beundring for de store egenskaber hos Danton, Mirabeau og Carnot, så intenst, at han negligerer hende. Hun beder ham om et bind af Frankrigs Historie af Vély, som står på øverste hylde. Han henter den længste stige og tager bogen ned, stadig i drømme. Da han går tilbage med stigen, langer han en albue ind i en af bogskabets glasruder, så skårene havner på parketgulvet. Først da vågner han og ser køligt på hende. Magtspillet er i gang.
Samtidig med Stendhal skrev Charles Nodier fortællingen Le bibliomane, Den boggale, som også har sit fantasteri. Han var bibliotekar ved Arsenal-biblioteket i Paris, som han gjorde til samlingssted for unge romantiske digtere. Romanens Julien Sorel er ikke digter, men nok romantiker og drømmer af en særlig bog- og verdensgal art.

MENS JEG LÆSTE Lars Bonnevies nyoversættelse af Stendhal, snusede jeg til mit gamle eksemplar af Le rouge et le noir og tog nogle stikprøver for at mærke, hvordan oversætteren gengav Stendhals tørre, effektive prosa, hans vid, hans hele litterære boglighed. Jeg syntes, jeg kunne lugte ikke mindst det besnærende bibliotek med dets gamle og nye læderrygge og guldtryk, ligesom mit eksemplar af romanen appellerede til næsen. Det er et meget slidt eksemplar i lortebrunt papbind, løsnet i ryggen. Jeg fik det, da Einar Tassing, lektor i fransk litteratur ved Københavns Universitet, ved en flytning lettede sit bibliotek for overtrykket og betænkte sine studerende. Det er nu mange Herrens år siden.
Udgaven er fra 1857,
quatrième édition fra forlaget Michel Lévy Frères. Papiret er lidt bedre end de franske standardudgaver, og den tidligere ejer har været glad for bogen. Jeg tror, han selv har indbundet den, rygsedlen er håndskrevet. Johan Brun, står der som sirlig ejersignatur på forsatsbladet. Han har også givet den en særlig plads i sin bogsamling: No. 408 står der med samme skrift. Med en anden 216. Og en tredje ejer har indrangeret den som 387. Sådan har bogen vandret mellem omhyggelige mennesker. Bevaret eller øget har den sin lugt af gammelt papir, en anelse tobaksrøg. En ånd af et andet århundrede. En fantasi sanseligt tilstedeværende, tanken som genstand i modsætning til den flade diskette, det duftløse cyberspace, den nye bogstavelige tyndhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her