Læsetid: 3 min.

En cool countrydronning

12. september 2000

Efter fem års pause er Emmylou Harris tilbage med et excellent album, der passende markerer hendes
25 års jubilæum

Ny cd
I 80’erne opstod der en reaktion mod countrymusikkens anæstetisering i form af en ny generation af musikere, der forfærdedes over den deroute, genren havde været ude i siden sidst i 60’erne. Dens karakteristika druknedes i mainstream-tiltag og tilnærmelsen til popskabeloner – strygere og englekor druknede lyden af skyldbetonede hillbillies med tømmermænd og steelguitars, mens genrens arbejderklasserødder og -mentalitet svigtedes til fordel for drømme om
opadrettet social mobilitet og tilhørende middelklassenormer med småborgerlige overtoner.
Som eksempler på kunstnere, der havde fastholdt genrens originale værdier og grundudtryk, kom kun en håndfuld på tale – folk, der havde fastholdt deres identitet, efterhånden som hillbilly forvandledes til citybilly:
Hank Williams Jr., Merle Haggard, Waylon Jennings, Johnny Cash, Willie Nelson, Loretta Lynn og … Emmylou Harris. Sidstnævnte fik en helt central position i bevægelsen ’new country’, et opgør med den såkaldte ’Nashville Sound’, som var med til at give genren et dårligt navn uden for de omvendtes rækker.

Saltvandsindsprøjtning
Thi medlemmer af Emmylou Harris’ band fra 1975 og frem samt hendes valg af samarbejdspartnere i perioden udgjorde en veritabel ’who’s-who’ af new countryfolk – mest bemærkelsesværdigt multiinstrumentalisten Ricky Skaggs, manden bag arrangementerne på det bluegrass-inspirerede Roses On The Snow fra 1980, som markerede startskuddet for den kreative saltvandsindsprøjtning, der udmøntede sig i ’new country’-genren.
Renæssancen klingede ud i starten af halvfemserne, og siden er countryens kreative deroute fortsat – om end den kommercielt står stærkere end nogensinde – men Emmylou Harris har aldrig givet efter for crossover-mentaliteten, men er stædigt fortsat med at udforske området mellem country, ambient rock, singer-songwriter og diverse former for amerikansk roots-musik.
I processen udsendte hun i ’95 et af 90’ernes fineste albums, genre underordnet: Wrecking Ball. Produceret af Daniel Lanois er det kun countrymusik by association – i den forstand, at den ånd, der hviler over projektet fremmaner den side af country, man gerne refererer til, når dens meritter skal udstikkes; dragningen mod det fatale og det tragiske, forankringen i det virkelige og det sociale samt dens spiritualitet og hele em af fatalisme. Derudover var Wrecking Ball særegen ved en dybt taktil produktion – en lyd, som nåede videre ud, da Lanois satte sit soniske særpræg på Bob Dylans mesterværk, Time Out Of Mind i ‘97.

Stemningsladet
På Red Dirt Girl er Malcolm Burn producer i stedet for Lanois, men bestræbelserne peger i samme retning. Stoflighed og atmosfære spiller hovedrollerne her, og sang, instrumentering og arrangementer underlægges altid helheden. Solotiltag holdes på et minimum og selvom Emmylou Harris’ krystallinske stemme står i absolut centrum, skyldes dette klanglige hensyn mere end ønsket om at skubbe solisten helt op i front.
For første gang i mange år består et Emmylou Harris-album af hendes egne kompositioner, og som hun ned gennem årene altid har udvist eksemplarisk god smag i sit valg af andres sange, kan det konstateres at hun sagtens kan selv, eftersom der ikke er en svag skæring at finde på Red Dirt Girl. Tonen er mere folk end country på skæringer som ’Tragedy’ og ’My Baby Needs A Shepherd’, og med sin personlige tone er vi tættere på singer-songwriter-territorier end ortodoks country, men det gør bestemt ikke denne stemningsladede og melodisk underspillede perle ringere.
Red Dirt Girl er en excellent opfølger til Wrecking Ball, et fornemt udspil i en lang række stilfulde udgivelser og en passende markering af Emmylou Harris 25 års jubilæum som en solokunstner, der uden slinger i valsen har forfulgt en personlig vision. Musik uden for tid og sted – så gammel som verden selv, så ung som øjeblikket.
Den sky, men cool countrydronning har aldrig lydt bedre eller mere nærværende – her kan alle være med, alder, køn, race eller religion underordnet. Træd roligt nærmere.

*Emmylou Harris: Red Dirt Girl (Gravevine/Music NetWork)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her