I sin nye bog Sidste søndag i oktober flytter Jan Sonnergaard optikken væk fra Nordvestkvarteret. De nye noveller handler også om folk i Romanée-Conti-klassen
Interview
Tre år er gået siden, Jan Sonnergaard debuterede med novellesamlingen, Radiator. Han var i begyndelsen af sine 30ere, havde læst litteraturvidenskab og oplevet fire år som arbejdsløs akademiker med udsigt til absolut intet. Om en uge udkommer hans nye bog Sidste søndag i oktober på Gyldendal.
På spørgsmålet, hvad der var sket, hvis han ikke havde fået den første bog ud, svarer han nøgternt:
»Det ved jeg sgu ikke. Jeg tror, jeg var død!«
Bogen blev en bestseller, skønt den var noget så umoderne som socialt indigneret, og Sonnergaard oplevede fra den ene dag til den anden at blive efterspurgt til alt muligt i medierne.
Hvordan har du oplevet de tre år?
»Det har været sjovt at skrive i medierne, og jeg synes også, forfattere har en slags forpligtelse til det. Ikke fordi de er klogere, det er de bestemt ikke jeg har mødt et par stykker men fordi vi har lettere medieadgang, og så synes jeg nok, at vi kan bruge det til noget. Men jeg blev også træt af hele tiden at skulle mene noget og helst noget provokerende«.
Sætter man ikke selv grænsen?
»Jo, og det gjorde jeg så og skrev den næste bog. Men egentlig er det godt at skifte scene, og jeg tror også, at journalistikken har inspireret prosaen«.
Hvordan?
»Jeg bruger nogle journalistiske teknikker engang imellem. Jeg prøver på den ene side at være helt ufatteligt nøjagtig, på den anden fuldstændig ekstrem. Du kan tage den historie fra Århus, der hedder Dig vil jeg sgu da skide på. Jeg har været der flere gange og tog også derover i pinsen og gik gader igennem, hvad der ligger hvor. Når man går forbi Drudenfuss, går man så til højre eller venstre, når man skal op til gågaden fra Café Englen? Jeg havde skrevet en kladde, og der foregår et samleje på et toilet. Jeg kom i tvivl, om det egentlig kunne lade sig gøre... så jeg var faktisk ude på dametoilettet... Jeg fandt ud af, at det ville være vanskeligt, men at det kunne«.
Helte og skurke
Hvorfor er det så vigtigt at være så nøjagtig i skønlitteratur?
»Jo, for der opstår en virkning, håber jeg, der gør løgnehistorien plausibel. Når den er nøjagtig i alle detaljer, kan jeg lettere slippe af sted med at lyve stærkere, end ti vilde heste kan rende«.
I bogens længste novelle refererer du til en mand fra erhvervsliv eller politik der kørte ind i en betonblok, og en anden, der forhindrede familiesammenføringer...
»Ja, den historie er f.eks. vildt overdrevet. I virkeligheden ville folk måske ikke sidde i et tog og prale af deres forbrydelser på den måde, de gør i novellen,«.
Danish psycho?
»Joh, det kan man måske godt sige, men jeg prøver at lave allegorier, og den er en kommentar til det, der er sker i øjeblikket, med hvem, der er helte og hvem, der er forbrydere«.
Hvordan?
»En virkelig skurk i medierne, det er som regel noget med, at Karen Jespersen har fundet ud af, at nogen fusker med sort arbejde eller underholdsbidrag. Det bliver blæst uhyrligt op, især hvis det er en andengenerationsindvandrer, som modtager dagpenge og samtidig tjener lidt i sin fætters pizzeria. Så er der et ramaskrig: Ud på en øde ø med dem eller send dem hjem!«
Synes du, det er et rigtigt billede af erhvervsledere og politikere, du tegner i den novelle?
»Det er et subjektivt billede og selvfølgelig stærkt fortegnet og karikeret, men det skal det også være. Der er jo det med litteratur og sandhed, at hvis jeg beskrev tingene, som de virkelig er, med pro et contra og var fuldstændig fair, så ville det være så dræbende kedsommeligt. Men sandheden skulle gerne være der bag det hele«.
I kærlighedsløse
Hvordan har bevægelsen været fra din første til din anden bog?
»Jeg har flyttet mig fra de socialrealistiske skildringer til nogle psykologiske emner: Isolationen, kærlighedsforhold, afstumpethed, forsteningen. Jeg går mere ind til benet, synes jeg. Radiator var skrevet ud fra, at jeg var træt af, at prosaen i Danmark efterhånden var blevet så berøringsangst, så forfinet, minimalistisk og artig, og så valgte jeg temaer med ting, jeg var sur over eller syntes var uretfærdigt. Her har det mere været det overordnede projekt, der fremgår af bogens titel. Den sidste søndag i oktober er et specielt tidspunkt, hvor vi overgår fra sommer- til vintertid. Den tilstand ville jeg gerne beskrive, hvad mennesker angår. F.eks. i novellen om gambleren, der er ved at blive så afstumpet, at det er ved at være slut med, at han overhovedet er et menneske«.
Eller kvinden i Onsdag formiddag hos Annette?
»Også for hende er det ved at være slut, hvis hun kan overstå et forhold mellem en kop kaffe og... det er fuldstændig som at zappe... man zapper rundt mellem forskellige personer«.
Bor vi allesammen i Kærlighedsløse?
»Det har været et af temaerne at beskrive den moderne kærlighedsanalfabetisme«.
Hører den tiden til?
»Det ser sådan ud. Den er bagsiden af frigjortheden, det, der i gamle dage hed tingsliggørelse«.
Hvordan hænger den sammen med det moderne samfund?
»Det er blevet legitimt, at der er bestemte måder, vi behandler hinanden dårligt på. Legitimt at knipse sin partner væk nærmest på grund af ingenting. At behandle hinanden, som man i dag gør, når man kører en karriere. Man har glemt den klassiske etik med, at man aldrig må behandle mennesket som et middel, men altid som et mål i sig selv.».
Hvorfor? Der er jo ingen, der ønsker selv at blive behandlet sådan?
»Nej, men det er vel kilden til vore genvordigheder.«
Cigarer og whisky
Hvor har du din interesse for cigarer og whisky og nøgne kendsgerninger fra?
»Når jeg nu har villet skifte miljø og skrive om andet end dåsemad og discountbajere, så det handlede om dem, der tilsyneladende er vindere, men på et følelsesmæssigt plan tabere, så var jeg nødt til at sætte mig grundigt ind i den verden. Så jeg har været ned på Le Sommelier og tale med dem om de absolut dyreste vine fra Romanée-Conti og Petrus, og jeg har krydstjekket med en vinskribent, jeg kender, om de absolut bedste årgange. Vine til 50-60.000 kr. flasken«.
Det fortæller noget om, hvor hårdt det er at være forfatter?
»Jamen, lige præcis, og det er sådan en opgave, jeg er gået til med en uselvisk grundighed, som man ikke ville tro mulig. Jeg har researchet whisky og cigarer nogle af de bedste var faktisk Cohiba og Monte Christo til f.eks. 400 kr. stykket, så det passer meget godt, at de sidder og ryger sådan noget i novellen.«
Euro-afstemningen?
»På den ene side ved jeg, at EU er stor, farlig og forstenet, men på den anden side, at det er et forsøg på gå sammen for at forsvare nationalstaten over for de multinationale koncerner, som er større end det enkelte land og derfor et større problem. ØMU-projektet er et bolværk mod den form for globalisering. Af den grund stemmer jeg ja.«
»I Danmark har vi haft en tyrkertro på at man skal decentralisere, bare enhederne er små nok, så er det godt, men de steder jeg har haft det mest rædselsfuldt har været i de små enheder i en rædselsfuld folkeskoleklasse, i små institutter, osv. Jeg har oplevet meget mere frihed på de store steder f.eks. Freie Univesität i Berlin, hvor der er mindst 50.000 mennesker. Jeg har aldrig moret mig så meget, lært så meget eller bestilt så meget.«
Hvordan kan det altsammen blive bedre og mindre miserabelt?
»Jeg vil da virkelig være stolt, hvis jeg får folk til at tænke over det. Det er lige præcis det, der er meningen«.
*Læs en længere version af interviewet herunder mere om de enkelte noveller samt om forfatterens syn på det danske litterære miljø på www.information.dk
