Læsetid: 2 min.

Danske chauffører lover franske tilstande

13. september 2000

Lastbils-blokader kan blive resultatet herhjemme, hvis Stavad ikke giver indrømmelser, truer vognmænd

Lastbils-blokader kan blive resultatet, hvis ikke skatteministeren sætter afgiften på diesel ned. De danske vognmænd har givet skatteminister Ole Stavad et ultimatum om at gøre noget ved de høje danske dieselafgifter inden lørdag.
Ole Stavad afviser vognmændenes krav, og konsekvensen kan blive franske og belgiske tilstande med lastvognsblokader.
De danske vognmænd beslutter på et stormøde i Fredericia på lørdag, hvilke pressionsmidler de skal tage i brug over for regeringen.
Michael Svane er ordførende direktør for vognmændenes brancheforening, Dansk Transport og Logistik (DTL). Han forklarer, hvordan hans medlemmer tilskynder til at tage grovere metoder i brug.
»Vores medlemmer signalerer klart, at de vil benytte sig af den franske model,« siger Michael Svane. På lørdag vil han forklare de 4.500 medlemmer hvordan situationen ser ud, og så er det op til medlemmerne at beslutte hvad der skal ske.
»Den måde vognmændene i Frankrig har taklet situationen på sætter os under et pres. Det er klart, at vores medlemmer henviser til hvordan franskmændene med succes har lavet blokader,« siger han.
Ole Stavad er dog ikke bange for vognmændenes trusler, og han mener, at det er en vildfarelse at tro, at det danske politiske system fungerer som det politiske system i Frankrig.

Stavad afviser
Han afviser fuldkomment de danske vognmænds krav om en afgiftsnedsættelse, men er åben overfor en diskussion om, hvorvidt de danske afgifter er konkurrenceforvridende i forhold til andre andre europæiske lande.
»Sidste år gik vi ind i et udvalgsarbejde om dieselprisen, og der er ikke fremkommet nogen dokumentation af, at dieselprisen er konkurrenceforvridende, tværtimod,« siger Ole Stavad.
Noget tyder på, at han har ret. De danske afgifter er bestemt ikke Europas højeste. Eksempelvis har Storbritannien og Tyskland højere afgifter.
Michael Svane, DTL, kan da heller ikke i øjeblikket dokumentere, at de danske afgifter skaber ugunstige konkurrencevilkår for de danske vognmænd. Han indrømmer samtidig, at det er svært for den danske regering at gøre noget ved situationen.
»Vi har ikke ret mange muligheder. Vi er oppe mod internationale priser og aftaler. Og det kan hverken regeringen eller vi gøre noget ved,« siger han.

Miljøfordel
Mens regeringen og venstrefløjen i Folketinget vil opretholde de nuværende dieselafgifter, møder de danske vognmænd politisk opbakning hos Venstres Eric Jacobsen.
»Jeg har lavet beregninger, der viser, at staten vil tjene på en afgiftsnedsættelse. Hvis man sætter afgifterne ned, vil vi animere udenlandske vognmænd til at tanke diesel i Danmark,« siger han.
Michael Svane påpeger, at der også vil være en miljømæssig fordel i at sætte afgifterne ned.
»Den danske diesel har det laveste svovlindhold i Europa, og med lavere afgifter kan vi sikre, at også udenlandske lastbiler tanker dansk diesel. Dermed forurener de ikke så meget, som hvis de tanker fransk eller tysk diesel,« siger han.
Eric Jacobsen fremsatte i foråret et beslutningsforslag om afgiftsnedsættelse, men det blev stemt ned. Nu øjner han politisk opbakning fra CD, og vil fremsætte forslaget igen.
»Vi var så uheldige, at vi kom for sent til afstemningen dengang. Men de har vores fulde sympati, og vi vil stemme for, når forslaget kommer op igen,« siger Sonja Albrinch fra CD.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her