Læsetid: 6 min.

Danskere siger: Jeg er her ikke!

14. september 2000

Den irsk-fødte mediekunstner Les Levine er i København i forbindelse med kulturbro 2000. Information har mødt ham til en samtale om kunst og identitet

Interview
NEW YORK – »Jeg har aldrig brudt mig om ideen om kunstneren som en butler,« siger den amerikanske kunstner Les Levine. »Vi må ikke reducere os selv til tjenende ånder, der står klar i kulissen med et hvidt klæde over armen og venter på at få lov til servere en lille godbid, som samfundet måske kunne være interesseret i.«
»Kunstnere bør have en klar vision, som de bestræber sig på at formidle til publikum. Jeg hader opfattelsen af kunstneren som én, hvis opgave det er at rydde op efter andre. Tendensen er, at samfundet bygger denne enorme bygning, en kæmpe kolos, der er kold og kantet og lavet af glas og stål, en i bund og grund ikke-human konstruktion, og så tilkalder man kunstneren og siger: »Okay, nu er det din opgave at gøre den human!«
Netop forholdet mellem kunst og samfund er et afgørende tema for Les Levine, der har en del af sine rødder i 60’ernes eksperimenterende kunstscene i New York. Allerede i 1965 kastede han sig som en af de første kunstnere over videomediet. I 80’erne udvidede han sit felt til også at omfatte billboards, lystavler og andre informationskilder i bybilledet. Et gennemgående træk har været bestræbelsen på at overskride grænsen mellem kunstinstitutionen og det offentlige rum.

Om at bygge bro
Det gælder også den serie billeder – Let’s Have a Show of Hands – der egentlig var tiltænkt Øresundsbroen, men som af økonomiske grunde måtte reduceres til et mindre format, der nu kan ses i Galerie Asbæk.
»Udgangspunktet for serien var, at den skulle handle om at bygge bro mellem Malmø og København. Undervejs i processen kom jeg til at reflektere mere generelt over behovet for at kommunikere her i tiden omkring årtusindskiftet. Jeg nåede frem til, at et gennemgående tema i forbindelse med kommunikation er angst versus fravær af angst. Min arbejdstitel blev derfor Fearless – netop som et svar på forskellige former for angst i forbindelse med kommunikation. Tanken var, at sand kommunikation kun kan finde sted, hvis man sætter sig ud over sin angst.«
»Ofte er vi tilbøjelige til at tænke over kommunikation som noget, der primært har at gøre med teknologi, altså noget der er fremmed for mennesket, men min ambition var at lave noget, der først og fremmest havde et stærkt element af humanisme. For mig at se er teknologien en logisk forlængelse af den biologiske verden. Det behov, vi tilsyneladende har for at sende og modtage enorme mængder af information, siger noget om nogle grundlæggende træk i vores natur som levende væsener. Det er ikke noget, der bliver trukket ned over hovedet på os. Det er noget, der udvikles, fordi vi på et eller andet plan finder det afgørende for vores overlevelse. Derfor ville jeg gerne lave noget, der fik folk til at tænke over dét at blive sat i forbindelse med andre som noget positivt, som en god udvikling.«

Så klar som Marlboro
– Hvilke typer research laver du til et projekt som dette?
»Jeg laver ikke research i ordets bogstavelige betydning. Det er ikke min måde at arbejde på. Generelt finder jeg kunst baseret på research for tør. Jeg går efter billeder, der udløser bestemte følelser eller reaktioner, og jeg er ikke optaget af statistik eller demografiske undersøgelser.«
»Siden starten af 70’erne, hvor jeg var involveret i videokunst, har jeg været af den opfattelse, at det ikke tilfredsstillende for en kunstner blot at kommentere, hvad der foregår i medierne. Samtidig forudsagde jeg, at kunstens mål i sidste ende måtte være at lave mainstream-produktioner. Hvormed jeg mener alt fra tv og aviser til reklamer og alt andet, der repræsenterer informationer på en måde, så det kan stå alene. Med andre ord: Hvis man ser et af mine billboards i det offentlige rum, bør det ikke være nødvendigt at læse et stykke kunstkritik for at forstå, hvad meningen er. Meningen skal være lige så klar som på den reklame for Marlboro-cigaretter, der hænger på tavlen ved siden af.«
»I København og Malmø fik jeg den fornemmelse, at danskere og svenskere er høflige og blide, men også meget distancerede. Denne distance synes at fungere som en slags selvforsvar, og deres interaktion er præget af en vis skyldfølelse eller lukkethed. Allerede efter nogle få dage kunne jeg sige, at uanset hvordan mit projekt ville komme til at udforme sig, skulle det rumme nogle helt enkle og positive elementer. Altså: Jeg kan ikke arbejde med billeder, som folk ikke er fortrolige med. Jeg kan ikke arbejde med ideer, der kræver forklaring. Det, jeg nåede frem til, var billedet af en åben hånd, der holdes op med håndfladen fremad.«
– Hånden har i sig selv flere betydninger: Stop eller hilsen?
»Stop er nok den mest almindelige association. Men jeg ville gerne have en hånd, der samtidig udstrålede medfølelse. Der skulle være nogle fredfyldte og positive signaler i hånden. Broen har jo som formål at bringe folk sammen, og derfor var det nødvendigt at finde en hånd, der ikke blot udtrykte nogle stærke menneskelige elementer, men også en vis grad af sårbarhed.«
»Det var af afgørende betydning. Man skulle fornemme den menneskelige skrøbelighed; man skulle fornemme, at kommunikation og kontakt er noget, som let kan forstyrres eller ødelægges.«
– Hvorfor mener du, at netop angst er kendetegnende for dansk og svensk mentalitet?
»Det voksede ganske enkelt ud af mit ophold i København. Men det handler ikke bare om en lokal mentalitet. Det knytter sig også til et bredere koncept: ’Have no fear – have no defence’.«
»Altså ideen om, at hvis ikke man er angst, har man ikke brug for forsvar. Og så drejer begrebet angst sig i virkeligheden mere om ’angst for sig selv’ end om ’angst for den anden’,« siger Les Levine, og fortsætter:
»Det mest interessante er at tale om den angst for sig selv, der kan opstå i mødet med den anden.«
»Det har aldrig været min hensigt, at meddelelsen skulle være, at det er ’de andre’, der har skylden, fordi de ikke kommunikerer med mig. Folk skulle helst se på billederne og tænke: ’Det er mig, det handler om! Det er min angst for at blotte mig!’«
– Opfatter du generelt nordeuropæere som mindre åbne end amerikanere?
»Jeg flyttede til New York som 26-årig, og det første, der slog mig, var, at Amerika var et langt mere interessant sted, end det havde været i selv mine vildeste fantasier. I Irland går halvdelen af befolkningen rundt og er bogstavelig talt galninge, men de holder det for sig selv af angst for at blive indlagt. I USA finder man hurtigt ud af, at alle er sindssyge – men der er ingen, der forsøger at skjule det.«

På fornavn
»Som europæer kan man føle denne åbenhed noget anmassende, fordi amerikanerne gerne plaprer ud med alt muligt, som vi andre går mere stille med. Men det viser sig faktisk, at åbenheden er en af hemmelighederne bag deres succes. De tør give slip på sig selv, og det kommer til udtryk i deres musik og film og alt muligt andet. Selvfølgelig kan man være uenig med masser af ting i USA, men jeg elsker virkelig amerikanerne for deres vilje til at overskride de grænser, vi andre sætter op for os selv.«
»Et eksempel: Hvis to amerikanere i det offentlige rum kalder hinanden ved fornavn, betyder det ikke, at de bilder sig ind, at de er bedste venner. Det indikerer snarere, at de er opmærksomme på en række problematikker omkring sociale forhold. Hvis man derimod insisterer på at blive tiltalt ved titel eller efternavn, vil det markere, at man ønsker at fastholde et system, der markerer, at mennesker befinder sig på forskellige niveauer. Hvad skulle pointen være i dét?«
»Det er meget sjældent, at ens territorium for alvor trues, men ikke desto mindre virker det, som om europæere generelt er på vagt for at forsvare deres territorium. Det var dét, jeg oplevede i Danmark. Hvor amerikanere er hurtige til at melde ud, hvem de er, holder danskerne igen.«
»Amerikanerne signalerer til omgivelserne, hvem de er og siger: I’m here! Danskere derimod signalerer: I’m not here!«

*Les Levine: Let’s Have a Show of Hands, Galerie Asbæk, København, til 30. sept.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu