Læsetid: 2 min.

DN får ny direktør uden programerklæring

23. september 2000

Danmarks største miljøorganisation har efter nogle tumultariske måneder ansat ny direktør, der tiltræder uden programerklæring

Det bliver tidligere kontorchef i Miljøstyrelsens pesticid-kontor Gunver Bennekou, der fra 1. november tiltræder som direktør for Danmarks Naturfredningsforening.
På et pressemøde fredag forklarede foreningens præsident, Poul Henrik Harritz, at et enigt forretningsudvalg havde peget på Gunver Bennekou blandt de 30 ansøgere til direktørstillingen. Den blev ledig, da foreningen i maj skilte sig af med Lone Johnsen.
Med til at give Lone Johnsen det røde kort var et uventet underskud på tre milioner kroner i 1999-regnskabet.
Og navnlig var der forud et veritabelt oprør i den gamle hæderkronede organisation, hvor interesserne spænder lige fra traditionelt naturbeskyttelses- og fredningsarbejde med hovedvægt på Danmark til en mere globaliseret forståelse af sammenhængen mellem natur og miljøpåvirkninger.
Men fløjkrigen er tilsyneladende ikke blevet bilagt af Lone Johnsens afgang.

Tungen lige i munden
Gunver Bennekou havde ikke til præsentationen forberedt nogen særlig tale eller programerklæring. I stedet ville hun »gerne svare på spørgsmål.«
Adspurgt, om foreningen i fremtiden skal satse mere på gravhøje og vibeæg frem for kampagner mod vaskepulver og drivhuseffekt, lykkedes det for såvel den nye direktør som foreningens meget talende præsident at holde tungen lige i munden.
»Vi skal tage udgangspunkt i naturen og inddrage de forskellige miljøforhold,« som den kommende direktør formulerede det.
»Der er ikke tale om et enten-eller, men om et både-og,« skyndte Poul Henrik Harritz sig at supplere.

Livskraftig forening
»Når f.eks. antallet af viber er gået fire gange tilbage, så er årsagen, at eng-arealerne nedlægges – så derfor kan vi ikke undgå at skulle tage stilling til landbrugets produktionsmåde,« fortsatte han.
»En forening uden den slags dialog er heller ikke en livskraftig forening,« mente Gunver Bennekou.
Naturfredningsforeningens forretningsudvalg har for nylig ifølge Ritzau krævet, at man frem over koncentrerer sig om de traditionelle natur- og fredningsopgaver. Blandt andet skal en stilling som »EU-politisk tovholder« nedlægges.
I stillingsopslaget for den ny direktør har Naturfredningsforeningen efterlyst en »ildsjæl med køligt overblik«, hvis hovedopgave bliver at »forvalte foreningens administrative, økonomiske og organisatoriske ressourcer«.
En vigtig opgave for den nye direktør bliver således at få regnskabet for 2001 til at vise overskud på to millioner kroner, så foreningen ikke fortsat skal tære på egenkapitalen.
Gunver Bennekous egen løn bliver »pæn, men ikke prangende«, som der står i stillingsopslaget. Hverken hun eller præsidenten ønskede at oplyse det konkrete beløb.
Den ny direktør har været passivt medlem af Danmarks Naturfredningsforening i 15 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu