Læsetid: 4 min.

Døden i forstaden

29. september 2000

I den uklassificérbare ’The Virgin Suicides’ rimer hjerte frydefuldt og fatalt på smerte.

FilmanmeldelseFilmen udfolder sig som en af de blomster, der springer ud i slowmotion: Man ser på i en slags vantro fortryllelse og i stadig undren over, at det kan lykkes at lave en på samme tid sart, skarp og overraskende beretning om et af de mest fortærskede film-emner på kloden: Den tidlige pubertets drømme og længsler.
Som alle film, der har en original tone, er The Virgin Suicides svær at sætte på formel. Er den en kriminalfilm? Nej, men den har krimi-elementer. En komedie? Nej, men den er ofte morsom på en – for amerikansk film – usædvanlig subtil måde. Et drama? Nej, for den sætter egentlig ikke udvalgte hovedpersoner op over for hinanden i konflikt. Snarere en mærkelig blanding af pastelfarvet erindringsvision og besk fabel om det smertefuldt flygtige og skrøbeligt ubegribelige i de tidligste teenage-års himmel og helvede af vage forhåbninger og skærende frustrationer.

Dødsens farligt miljø
Vi er i 1970’ernes velhavende Michigan-forstæder – i kredse, som de svingende 1960’erne er styret langt udenom, og hvor livet snarere udfolder sig som i de mest restriktive 1950’ere.
Her er alt gået i stå i selvtilfreds velstand, undtagen teenagerne med deres voksende kroppe og ekspanderende sind. Fra dem kommer den forandring, der truer ligevægten og som derfor må kvæles. Filmens metafor for livsfornægtelsen er selvmordet: Den vil vise, at den autoritære, borgerligt stivnede (og her også katolske) livsform bærer døden i sig som en naturlig konsekvens.
Men samtidig er filmen en både præcist observeret og poetisk betaget skildring af teenage-årene som længslernes drømmeland, hvor alt opleves for første gang. Det land, som alle jo må forlade efter et ganske kort ophold (hvilket også er en slags død), men alligevel bærer i sig som en evig anfægtelse.

Lutter drømmestof
På det ydre plan er det et forstadseventyr om fem teenage-prinsesser, der holdes indespærret af deres katolske, livsforskrækkede dronningemor, som også styrer deres svage, rare far.
Eller rettere: Egentlig handler filmen om de drenge, der er vildt betaget af disse blonde, lysende piger, fantaserer om dem og udspionerer dem. Den højeste lykke er at kunne læse en af pigernes dagbøger. Og hvad står der så? Lutter trivialiteter, men hvad gør det, når man kan væve fantasiernes guldspind omkring dem?
Vi er med til pigernes første fest (hvis det er det rette ord for dette hæmmede ritual), og vi oplever det første skolebals forløsning og efterfølgende tragedie. I sig selv banale scener, som Sofia Coppola (Francis Ford Coppolas datter) hæver op på et mytisk plan med en blanding af skarpt sete detaljer og musikalsk inspireret stilisering. Som en Nils Malmros-film på syre – sådan kan The Virgin Suicides virke.

James Woods i plet
Der er noget svalt og distanceskabende ved filmens konsekvente fravalg af hovedpersoner: Ingen af teenagerne træder for alvor i karakter, selv om drømmefyren Trip, den lokale Don Juan, er lige ved at blive til et rigtigt, afrundet portræt.
Til gengæld tegnes pigernes forældre uhyggeligt præcist: Amerikansk films mest aggressive skuespiller James Woods placeres stik mod sin type som den lettere excentriske, konfliktsky og i virkeligheden ganske tolerante matematikerfar, og bare at se den sædvanligvis hypermaniske Woods i denne væsensfremmede rolle og rejse sig fra tv-slumrestolen er en kostelig joke i sig selv. At han også spiller med en forfinelse og humor, man ikke er vant til fra den kant, forøger kun nydelsen. Og Kathleen Turner, der tidligere foldede sig ud i forstæderne i Coppolas Peggy Sue blev gift og John Waters’ Masse mor, vender frygteligt tilbage, nu som benhård matrone med stenansigt og uigennemskydelig selvsikkerhed.
Inspireret af Jeffrey Eugenides’ roman lader Sofia Coppola filmen glide ind og ud af fantasier, drømme og erindringslag på en for en debutant forbløffende suveræn måde. Hun er en af de instruktører, der kan fortælle i billedformer, så filmsproget genvinder sin oprindlige dugfriskhed – ikke postmodernistisk udvendigt som i f. eks. Dancer in the Dark, men i dyb overensstemmelse med historiens styrende, indre temaer.
Og så er hendes brug af 1970’ernes smægtende pop-pragtnumre rent ud inspireret: Hun ved, at Bee Gees’ mest velklingende ballader som få dækker en vis teenageperiodes første hjertesorg, og at det lille 10cc-mesterværk I’m Not in Love udtrykker følelsesfortrængning med mageløs ironi og velklang. Scenen, hvor søstrene og drengene kommunikerer ved at spille pophits ind i telefonrøret, er til at smelte helt hen over.

- The Virgin Suicides. Instruktion og manuskript: Sofia Coppola efter roman af Jeffrey Eugenides. Amerikansk (Grand, Palads)

FAKTA
Sofia Coppola, der spillefilmsdebuterer med The Virgin Suicides, er født i 1971 og er datter af den legendariske instruktør Francis Ford Coppola. I 1989 skrev hun sammen med sin far manuskriptet til hans afsnit af novellefilmtrilogien New York Stories og var også filmens kostumier. Kritikerne kunne ikke lide afsnittet og kritiserede også stærkt hendes præstation som Mary Corleone i faderens Godfather lll (1990). Derefter arbejdede hun som fotograf og tøjdesigner, inden hun i 1998 instruerede Lick the Star, en kortfilm, der foregår i skolegården. Hun skrev manuskriptet til The Virgin Suicides, selv om hun vidste, at en anden instruktør havde option på bogen, men tilfældet ville, at hun alligevel fik rettighederne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her