Læsetid: 5 min.

Dødsdom over den trykte bog?

14. september 2000

Det tunge skyts kørt i stilling til e-bogens triumftog, men stadig grund til at klappe læsehesten

»Om 20 år er papiret dødt,« sagde udviklingschef Jack Brass, Microsoft, fra talerstolen på Seybold Seminars årlige forlæggerkonference i San Francisco i august sidste år.
»I år 2001 vil 1. mio. e-bog titler blive solgt eller foræret væk« fortsatte Brass, »i 2002 vil omsætningen være på en milliard, og senest i 2008 vil der bliver solgt flere e-titler end papirbøger.«
»I 2010 vil håndholdte e-book læsere veje 240 g., have batteri til 24 timer og fænomenal kapacitet.«
Brass sluttede sin dødsdom over den trykte bog med at trække en anelse i land:
»Måske går der 30, 40 eller 50 år. Men før eller siden holder vi op med at trykke på papir,« sagde han.
Ifølge wired.coms reportage fra konferencen, var der ikke mange af de tilstedeværende forlagsfolk, der troede på den om papirets død. Men spådommene om e-bogens kometkarriere blev bifaldet.

King’s succes
E-bogens gennembrud kom et halvt år senere. Gyserforfatteren Stephen King fik grønt lys af sit forlag til at udsende novellen ’Riding the Bullet’ som e-bog. 400.000 eksemplarer af bogen blev hentet ned fra Internettet i løbet af få dage, i starten gratis men derefter til 2,50 dollars pr. stk.
Kings e-succes lugede ud i skeptikernes tvivl, og var det perfekte indkast til de store spilleres offensiv på det gryende marked.
Sidst i maj varslede forlagskoncernen Time Warner Trade Publishing et samarbejde med bl. a. Amazon.com og Microsoft omkring firmaet iPublish.com, der med tiden skal give online-adgang til forlagets bagkatalog af bogtitler samt lancere nye bøger elektronisk.
Samtidig indgik Microsoft et samarbejde med forlagene Random House og Simon & Schuster (Stephen Kings forlag) samt den førende amerikanske boghandlerkædes netdivision Barnes&noble.com.
8. august i år lancerede Microsoft sin Reader, et læse-software til e-bøger, der lover væsentligt bedre skriftopløsning på en skærm end før set.
Gratis e-bøger kastes i disse dage i grams hos onlineboghandlere som Barnes&nobles.com og Amazon.com. Forlag og forfattere er begyndt at tænke i e-bøger. På det svenske Piratforlaget, startet sidste år af bl. a. bestsellerforfatteren Jan Guillou, kan man i dag hente 32 sider af Liza Marklunds nye roman ’Paradiset’ som e-bog »direkt hem i datorn för 10 kronor«.
Det amerikanske forlag Simon and Schuster har bestilt forfatterinden Beatrice Gormley til at skrive to parallelle manuskriper om hhv. George Bush jr. og Al Gore til e-bogen ’Fra vuggestue til Det Hvide Hus’.
12 kapitler af begge bøger er allerede skrevet, og på valgnatten sidder Gormley klar med notesblokken. Når vinderen er kåret, sender hun sidste kapitel afsted til forlagets online-afdeling, og klokken 00.01 kan e-bogen downloades. Tiden vil vise, om læserne kan følge med, når e-bøger sendes på markedet med tankens hast, men for de gumpetunge bogorme sendes en printudgave af Gormleys bog på markedet midt i november.

Bogens fremtid
De fleste i branchen gætter på, at bogens fremtid er tosporet: Den trykte bog og e-bogen vil supplere hinanden, formentlig mange år endnu.
Men forhærdede papirbogsromantikere i den europæiske bogbranche får kam til deres hår på efterårets bogmesse i Frankfurt, hvor Microsoft vil køre massiv kampagne for deres Reader og bl. a. sætter skyhøje beløb på højkant til de forfattere, der skriver de bedste e-bøger.
Ifølge formanden for Forlæggerforeningens digitale udvalg, Peter Taarnhøj, er Microsofts engagement i e-bogen spydspids for en mere langsigtet strategi.
»Microsoft vil gerne have Readeren ud som et værktøj, der bruges af så mange som muligt. Jeg tror, de har sagt til forlagene, for at Barnes & Noble kunne lancere deres E-boghandel: Vi betaler regningen for at konvertere trykte bøger til e-bøger, og det skulle ikke undre mig, om de har fremsat det samme tilbud til store europæiske forlag, for at kunne lancere deres Reader igen ved Frankfurt-messen,« siger Peter Taarnhøj.
»Det videre sigte er, at Microsoft Reader, den lille håndholdte læser og hele teknologien, skal bruges til information i bred forstand. Det kan være f. eks. til læseenheder på fremtidens køleskabe eller downloading af brugeres daglige, skræddersyede avis«.
Det er knap et år siden, at Jack Brass fra Microsoft forudså papirdøden indenfor 20 år. En nyere vurdering fra IT-konsulentfirmaet Andersen Consulting forudser, at 28 mio. læsere køber e-bøger i år 2005. Det skulle give en omsætning på 2,3 milliarder dollars og svare til ca. 10 pct. af hele bogmarkedet til den tid.
Fakta er, at der til dato ikke er meget andet end Stephen King og nogle få af hans kollegers e-succeser at kigge på.
»Der er en hel del hype omkring e-bogen, som kører på at ’my god, its really coming’, men det er det faktisk ikke endnu. Man skal klappe hesten«, siger Peter Taarnhøj.

FAKTA
Hvad er e-books
*En e-bog er en tekst, der ligger digitalt på en server, hvorfra den via Internettet kan distribueres til brugere, der kan vælge enten at printe den ud eller læse den på en computerskærm eller et særligt elektronisk apparat, en ’læser’.
I nogle tilfælde kan man også bestille en e-bog som print-on-demand, dvs. at forlaget eller den elektroniske boghandel, der opbevarer e-bogen, får bogen trykt i bogform i det bestilte eksemplarer hos et trykkeri.
Herhjemme har Industriens Forlag længe benyttet sig af print-on-demand i forbindelse med bøger til undervisninsgbrug.
Print-on-demand-bøger kan leveres inden for 24 timer og betyder store besparelser for især mindre forlag, der slipper for restoplag og udgifter til lagerplads.
Microsoft Reader er et stykke software, der gør læsning af e-bøger på PC´er og bærbare computere mere behagelig og dynamisk end tekst i f. eks. et Word-dokument.
Microsoft lancerede sin Reader i starten af august i år, og kort efter opkøbte konkurrenten Adobe softwareproduktet Glassbook.
Selv om både Microsoft og Adobe er fortalere for åbne standarder for e-bøger, trækker det op til en krig om standarder for e-bøger.
Den første bærbare, elektroniske læser til e-bøger var Rocket E-book, der kom på markedet i 1998. Den er relativt dyr og giver ikke en læseoplevelse, der kan konkurrere med den fysiske bog. Senere i år lanceres en række nye og forbedrede læsere.
En af modellerne kan ses på www.franklin.com.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her