Læsetid: 4 min.

Dødt løb i Venedig

6. september 2000

Lukas Moodyssons ’Tillsammans’ er et hit i Venedig, mens der er langt mellem de gode konkurrencefilm

Filmfestival
Man kunne have været bekymret for, om Lukas Moodyssons Tillsammans om livet i et svensk halvfjerdserkollektiv var for skandinavisk til at gå ind hos et udenlandsk publikum, men at dømme efter den overvældende modtagelse i Venedig er der ingen kulturbarriere i skildringen af de flippede tider.
Formodentlig fordi Moodyssons varme film vil meget mere end at pege fingre ad grimt tøj og fodformede sko. Tillsammans (med dansk premiere den 19. september) viser, hvordan børnene ofte blev taberne i forældrenes frigørelsesproces, og som i Fucking Åmål går den under huden og skaber genkendelige barndomsoplevelser for både piger og drenge. Det er svært at leve sammen, men vi behøver hinanden. Det er så simpelt, men også stærkt og sjovt.
Moodyssons intention har været at undersøge, hvad der sker, når idealer kolliderer med virkeligheden. Da han ankom på festivalen, var han yderst beskeden. Han synes, han har lavet en god film, men prøver ikke at blive afhængig af fremgang og ros, for det er efter hans mening dræbende for en filmskaber, hvis man begynder at bekymre sig om anmeldelser og lave film for at komme på festivaler.

Ingen indlysende favorit
Moodysson er imidlertid en af dem, der har fået så megen god respons, at han burde kunne svæve hjem, men ellers har der ikke været mange store ord fremme. Siden festivalens åbning onsdag er der blevet vist 13 konkurrencefilm, men det er svært at se en indlysende favorit.
Den mest provokerende film har været den sydkoreanske The Isle, hvor der bliver trukket fiskekroge ind og ud af diverse kropshuller, hvilket fik en journalist til at brække sig under pressevisningen. Efter at have opbygget et spændende univers med en ferieby på tømmerflåder og opfindsomme undervandsbilleder var det synd, at filmen kørte af sporet med kropsfiskeriet.
Tre af de fire italienske film har været vist. Gabriele Salvatores (som i 1991 fik en Oscar for Mediteranneo) skuffede med sin flotte, men uinteressante Denti om en mand, hvis liv præges af hans deforme tænder. De 100 skridt var en velment skildring af Peppino Impastato, der i 1960’erne opfordrede til oprør mod mafiaen og endte med at bøde med livet for det. Filmen er populær hos det italienske publikum og har godt skuespil og en vigtig historie, men kammer over i idoliseringen af sin unge martyr. Partisanen Johnny handler også om en ung martyr. Denne gang én, der tog kampen op mod fascisterne under Anden Verdenskrig, men filmen har ikke samme gennemslagskraft.

Altmans skæve casting
Faktisk er de engelsksprogede film indtil videre blandt de mest interessante sammen med den pudsige indiske The Wrestlers, den fine, men alt for lange kinesiske Platform og chilenske Raul Ruiz’ mystiske Fils de deux mères som spændende outsidere.
Robert Altmans Dr. T and the Women er næppe en vinder, men det overgearede portræt af relationen mellem en velspillende Richard Gere som gynækolog og Dallas’ kulørte kvinder er ganske underholdende. Man skal ikke tænke for længe over kvindekarrikaturerne, men tage dem som kærlig satire, for ellers har filmen ikke en chance. Altman har været bedre, men han kan noget med humor og skæv casting, som ikke mindst er herligt mellem en festivals mere tunge indslag.
Sally Potters visuelt smukke, men plotsvage The Man who Cried deler kritikerne. Her spiller Christina Ricci en russisk jøde, der kommer til England som flygtning i 1930’erne og senere søger lykken i Paris for at kunne tjene penge til at rejse efter sin far til USA. Igen er castingen fin med bl.a. John Turturro som selvsmagende operasanger, men dramaet er stillestående trods filmens forførende stemning og dejlige musik.

Glamourdelen overstået
Til gengæld er der masser af drama i Julian Schnabels Before Night Falls om den cubanske homoseksuelle forfatter Reinaldo Arenas. Schnabel har tidligere filmatiseret maleren Basquiats liv, og nu tegner han endnu en kunstnerskæbne, men denne gang med større politisk kontekst. Filmen har en god energi og en formidabel præstation fra hovedrolleindehaveren Javier Bardem.
Indtil videre er Stephen Frears Liam om en fattig familie i Liverpool i 30’erne med sin lune humor og sin gribende historie den mest vellykkede film, men den bringer til gengæld ikke noget nyt under solen.
Uden for konkurrencen har Takeshi Kitanos yakuza-drama Brother, hvor han med sig selv i hovedrollen rykker miljøet til USA, været en populær actionsag. Filmen var inviteret til konkurrencen, men Kitano ville ikke være med, da han vandt guldløven i 1997 for Hana-Bi. Ellers har Hollywood-visninger som What lies beneath og U-571 stjålet opmærksomheden, fordi stjerner som Harrison Ford og Michelle Pfeiffer har lagt vejen forbi.
Hermed er festivalens glamourdel nok overstået, og man kan nu fuldt ud koncentrere sig om de sidste konkurrencefilm og visninger af bl.a. Ed Harris’ film om Jackson Pollock, David Mamets State and Main eller Peter Greenaways multimedieprojekt The Tulse Luper Suitcase.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her