Dom: Mary må dø for Jodie

Et siamesisk tvillingepar, der ikke er i stand til at overleve sammen, har stillet det britiske retsvæsen i et moralsk og juridisk dilemma. Dommen faldt i går og kan få langtrækkende konsekvenser

Det unge forældrepar forlod deres hjem på Gozo, en ø i nærheden af Malta, i maj fulde af ængstelse. De vidste, at der var noget galt med deres ufødte tvillingebørn. De vidste også, at der ikke var tilstrækkelig lægelig ekspertise på Gozo. De rejste derfor til Manchester i Storbritannien og søgte hjælp på St. Mary’s hospital.
I dag befinder de sig i centrum af en af Storbritanniens mest omtalte og følelsesladede retssager i årevis.
For kvinden fødte et meget usædvanligt sæt siamesiske tvillinger den 8. august. De to piger blev født nærmest som én krop – sammenvokset i skridtet, med et hoved i hver sin ende og to sæt små ben strittende ud til begge sider. Den ene pige – i debatten kendt som Mary – har ingen lunger og hjerte, men bruger dem, som tvillingesøsteren Jodie har.
Det kan Jodie ikke holde til i længden. Så begge piger vil dø inden for få måneder, mener længerne i Manchester. De vil operere Mary væk, så Jodie får en chance for at overleve, omend hun formentlig vil blive handicappet.

Men de stærkt troende katolske forældre sagde nej til lægernes ønske om at operere. De hylder princippet om, at man ikke må gøre ondt – uanset at resultatet kan blive noget godt. De ønsker, at Guds vilje skal ske, uanset at den formentlig vil betyde, at begge piger kun får få måneder at leve i. De kan ikke få sig selv til at skulle vælge mellem deres to børn, og de frygter også, at de vil miste kontakten med Jodie i tilfælde af en operation, fordi pigen bliver nødt til at forblive i Storbritannien.
Forældrene og deres nærsamfund er ikke i stand til at tage sig af et stærkt handicappet barn med et stort behov for specialiseret lægehjælp.
Lægerne i Manchester bragte sagen for domstolene, og der har den befundet sig siden. Første retsinstans sagde, at lægerne havde ret, og at tvillingerne burde separeres. Forældrene appellerede. Næste retsinstans bekræftede i går afgørelsen fra første instans. Det er uvist, om forældrene vil appellere til House of Lords, der er Storbritanniens højeste retsinstans.
Sjældent har et forældrepar været i et større dilemma. Sjældent har tre dommere haft så svært ved at sove om natten. Og sjældent har en retssag i den grad vakt ophidset debat i den videre befolkning.
Debatten vil fortsætte. Og det ville den have gjort, uanset hvad dommerne måtte have bestemt. Og uanset, om sagen går videre til House of Lords eller ej.
For sagen rører ved uhyre komplicerede moralske og juridiske principper. Retssystemet har i realiteten slået fast, at små børns udiskuterbare og individuelle ret til liv går forud for, hvad deres forældre måtte mene, og uanset hvilke kulturelle og religiøse værdier, de måtte bekende sig til. Men dommerne har også slået fast, at der er forskel på liv. Et liv kan være mere værd end et andet.

Debattens deltagere har stort set delt sig i tre hjørner. Det ene, der synes, at det er forældrenes ret – og lod – at bestemme. Et andet, der mener, at man ikke kan tillade sig at dræbe ét mennesker for at gøre det muligt for et andet at overleve. Og så den holdning, der endte med at blive støttet af dommerne – en slags utilitarisme, der mener, at det er i orden at redde ét levedygtigt menneskeliv, selv om det betyder, at et andet og mindre levedygtigt individ må dø.
Med en så udpræget mangel på konsensus var det, som dommerne også forudså, uundgåeligt, at kritikken ville hagle ned fra det øjeblik, dommen faldt. For eksempel sagde Raanon Gillon, professor i medicinsk etik på Imperial College i London, til BBC, at han mente, forældrene burde have fået lov at bestemme.
»Jeg synes ikke, at mit synspunkt eller enhver andens synspunkt, burde påduttes forældre, der samvittighedsfuldt vælger det modsatte,« sagde han. Jonathan Glover, direktør for centret for medicinsk ret på King’s College, London, sagde, at »vi ikke normalt tillader mennesker at slå én person ihjel for at redde en anden.«

Befolkningen som helhed bakker dog generelt op om afgørelsen. En MORI-meningsmåling fra i søndags viste, at 40 procent var enige i, at Mary måtte lade livet, så Jodie kunne leve, mens 24 procent mente, at det var bedre at lade naturen – eller Gud – gå sin gang. Kun 9 procent mente, at det udelukkende var op til forældrene at bestemme. Dommen repræsenterer, hvad man kan kalde et vestligt, sekulært synspunkt med hovedfokus på individets rettigheder uafhængigt af kulturkreds. Den lægger sig således i forlængelse af andre initiativer for udbredelse af disse vestlige værdier såsom kampagner imod kvinders omskæring.
Men der er et problem. For Mary – babyen, der må dø – er jo også et individ. Hvad med hendes rettigheder? Dommens logiske konsekvens er, at de ikke er så meget værd som Jodies rettigheder. Og det er formentlig her, at dommens langvarige konsekvenser skal findes.
For hvis det princip bliver slået fast, at liv ikke er ligeværdige, hvor kort er der så ikke til at beslutte, at en patient, der alligevel snart vil dø, skal dræbes, så hans eller hendes hjerte kan bruges til en anden?
Perspektiverne er uhyggelige. Ender det med, at folk, der af en eller anden årsag anses for at være et dræn på deres omgivelser, må lade livet, så mere ’acceptable’ mennesker kan tage deres plads? Et dilemma, som debatten om medlidenhedsdrab også sætter fokus på.
Det er muligt, at dommerne i deres forklaring til dommen har fundet en måde at begrænse præcedens på. Ellers risikerer briterne, at en dom, der startede med at hylde individets ret, kan ende med at blive brugt til det modsatte – til fremme af samfundets opfattelse af sit eget ’vel’ i modstrid med individuelle borgeres ret.