Læsetid: 3 min.

Drømme og kærlighed i stram komposition

28. september 2000

Pæn samling kortprosa, skrevet af en billedkunstner

Kortprosa
Som enhver rigtig forfatter vil vide, er det en gylden regel, at billedkunstnere ikke kan skrive – det er derfor, de er så interessante at læse. Forfattere og billedkunstnere beskæftiger sig jo ofte med de samme spørgsmål blot fra forskellige synspunkter, og når kunstnere forsøger at hoppe fra det ene felt til det andet, kan det give resultater, som er skæve, klodsede og måske ikke videre vellykkede – men alligevel ofte mere interessante end de velproducerede produkter, de professionelle forfattere kan byde på. Nu debuterer Sophia Kalkau som skønlitterær forfatter – samme dag som hendes udstilling Not a pair of dice åbnes i Museumsbygningen på Østerbro – med Månespil, ifølge forlagets pressemeddelelse »en brudt tekst om en mand og en kvindes kærlighed og alle de ting der stiller sig i vejen.« Samme forvrøvlede pressemeddelelse fortsætter: »Bogen er usædvanligt stramt og symetrisk (sic!) komponeret som en genkendelig kærlighedshistorie og en fornem æstetisk fortolkning af både verden og bogen. Den er bygget op over store og små modsætninger, der tilsammen danner et komplekst billede af virkeligheden.«

Simpel lille bog
Bogen består af 56 kortprosatekster organiseret i en slags par. Nogle få af dem har titler, der spejler hinanden som f.eks ’tekst/ord’, de fleste har intet med hinanden at gøre som f.eks. ’kat/snaps’. Ingen af dem er modsætninger og den eneste modsætning, der spiller nogen væsentlig rolle i bogen, er den mellem de to køn. Al bragesnakken om stram komposition kan og skal ikke skjule, at det i bund og grund er en ganske simpel lille bog om kærlighed, Kalkau har skrevet. Og jo simplere de små tekster er, jo bedre er de:
’Fantasi’: »Luk øjnene«, sagde hun. »Ja,« sagde han. »Kan du mærke mig?«, sagde hun og gyngede i sengen. »Ja«, grinede han og trak hende ind til sig. »Hvorfor er der noget, der er mere virkeligt end noget andet?«, spurgte hun. »Du kan ikke gradbøje virkeligheden«, sagde han. »Hvorfor kan jeg ikke det?«, sagde hun og gyngede igen. »Enten er noget virkeligt, eller også er det det ikke«, sagde han. »Du er da mere virkelig end alt andet«, lo hun.
Det er hverken fornemt æstetisk eller komplekst, men det er da en fin lille beskrivelse af en intim situation. Andre steder bliver teksterne mere abstrakt lyriske:
’Sol’: I årevis havde han ledt efter den store hvidhed. Han havde rejst i alle retninger, men hver gang var han vendt tilbage for at gense det, der var uforandret. Han sad inde i en kugle. Han undersøgte kuglen for revner. Lyset åbnede sprækkerne; de så gamle ud og han undrede sig længe over, at han ikke havde set dem før. Lyset i sprækkerne var svimlende hvidt.

Og hvad så?
Måske er det en drøm, måske har kuglen en eller anden symbolsk betydning, jeg ved det ikke, og den slags tekster man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre med, er der desværre alt for mange af. Drømme og kærlighed er de gennemgående temaer i næsten alle de små stykker, og så længe de drives frem af de underliggende forskelle hos kærlighedshistoriens to personer, er det alt nok.
Den helt korte form kræver imidlertid, at hver enkelt tekst bliver skarpt og pointeret afleveret, hvis man ikke efter at have læst endnu en lille beskrivelse skal sidde tilbage og tænke »og hvad så?« Det sker alt for tit, og jeg kan ikke slippe fornemmelsen af, at det hele ikke er skævt nok, ikke klodset nok så at sige. Det hele er fint og nydeligt, regnestykkerne går op og på overfladen ser det pænt og symmetrisk ud. Men det er en symmetri, der er alt for overlagt og forudberegnet.
Den såkaldt stramme komposition kommer på den måde desværre kun til at pege på alle de ting, teksten ikke tillader sig selv at tage ordentligt fat i. Som enhver rigtig forfatter også ved, gør det ikke noget, at man giver sig selv plads til at plapre lidt løs før man går i gang med at skære sine tekster til. Her virker det ofte som om, teksterne afbryder sig selv, før de overhovedet kommer ud af stedet i deres iver efter at være trendy stramt komponeret kortprosa.

*Sophia Kalkau: Månespil. 62 s. 169 kr. Borgens Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her