Læsetid: 5 min.

Endelig på flugt

9. september 2000

År 2000 har for alvor gjort verden til et usikkert sted for diktatorer og krigsforbrydere – 0g året er ikke engang slut endnu

Udefra
Hvem husker ikke sommeren 1998? I august på en stegende varm sommerdag i Rom med luften tæt af bilos opnåede det internationale samfund et overvældende flertal for etablering af en international domstol, som vil gøre det muligt at retsforfølge personer, som står anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og, hvis de kendes skyldige, at få dem dømt. Kun syv lande var imod eller afstod fra at stemme deriblandt Israel, Kina, Indien samt USA, hvor Pentagon med succes lancerede en bureaukratisk guerillakrig for at underminere præsident Bill Clintons begyndende positive indstilling.

Verden venter på USA
To år senere kan vi nu se, hvor tidstypisk en begivenhed det var. Med 120 pennestrøg blev klimaet for politisk bølleadfærd ændret. Efter adskillige halvhjertede og falske forsøg siden Nürnberg- og Tokyo-processerne, som dømte Anden Verdenskrigs krigsforbrydere, er verden langt om længe nået til enighed om et fælles normsæt og en statut for, hvordan en krigsforbryder defineres, og hvordan en behørige proces skal forløbe efter pågribelse. Selvfølgelig har denne beslutning taget form i løbet af nogle år – med f. eks. ad hoc krigsforbryderdomstolene for det tidligere Jugoslavien og Rwanda – men sommeren 1998 var vendepunktet. I de forløbne to år har retsforfølgelse fulgt retsforfølgelse, og det vil endda vare nogle år, før de lovgivende myndigheder har indvilliget i ratificering, og selve domstolen er oppe og i gang.
Imens venter verden spændt på, at dens vigtigste, formodentlig kommende, medlem, USA, beslutter sig til, hvad de skal gøre.
To måneder efter konferencen i Rom blev Chiles tidligere stærke mand, Augusto Pinochet, arresteret i London, da efterforskere fra Scotland Yard i de tidlige morgentimer omringede den klinik, hvor han rekonvalescerede efter en rygoperation. Næste dag anklagede den tidligere premierminister Margaret Thatcher politiet for at forstyrre en syg og afkræftet gammel mands rekonvalescens. Arrestationen af Pinochet var en skelsættende begivenhed i kampen for menneskerettighederne. Den fremragende britiske advokat, Geoffrey Robertson, skriver observerende i sin bog Forbrydelser mod menneskeheden, »det storslåede suverænitetsteater med al dets pomp og pragt kan nu betragtes som det, det dækker over: Et spilfægteri med mennesker som aktører, der, når de ikke er på scenen, af og til har tilbøjelighed til at misbruge korpigerne«.

Troede sig sikker
For første gang i en højesteret nogen steder blev det besluttet, at man ikke må tillade suveræn immunitet at blive til suveræn straffrihed.
De høje dommeres kendelse kan vi takke de fleste af verdens lande for, inklusive Kina og Thatchers Storbritannien, som sidst i 80’erne og i 90’erne satte deres underskrift på FN-konventionen mod tortur og dermed fastlagde det juridiske grundlag for den britiske jurisprudens.
I sidste måned tilsluttede Chiles højesteret sig deres kolleger i London med beslutningen om at ophæve Pinochets immunitet mod retsforfølgelse, en immunitet som han længe har betragtet som urørlig i Chile. Han har dermed begået den fatale brøler, som mange tyranner begår, nemlig at tro, at hans popularitet og hans evne til at underkue folk ville vare for evigt.
Sikke et år år 2000 har været, og der er stadig tre og en halv måned tilbage! En kommission nedsat af den brasilianske regeringen indgav tidligere på året en begæring om at rejse tiltale mod Alfredo Stroessner, den længstsiddende diktator i det 20. århundrede indtil han blev væltet i 1989, og som nu lever i eksil i Brasilien. I Argentina hvor militær-juntaen blev fængslet for en kort bemærkning for derefter at blive benådet i 1990, er den tidligere diktator Jorge Videla og otte andre ledere fra ’den beskidte krig’, hvorunder systemkritikere blev smidt i havet fra helikoptere, tilbage i fængsel. De står nu anklaget for at have stjålet spædbørn (med adoption for øje) fra kvindelige politiske fanger. I Uruguay har man oprettet en ny kommission, som skal undersøge, hvad der skete med de mennesker, som forsvandt under landets tidligere militærregering.

Nye domstole på vej
I starten af året i Afrika bekendtgjorde menneskerettighedsforkæmpere og individuelle personer, som hævder at være blevet udsat for tortur under det tidlige styre i Tchad anført af diktator Hissene Habre, at de agter at retsforfølge Habre i Senegal, hvor han lever i eksil. Habre fik under sit otte år lange styre stor støtte fra USA og Frankrig som en ven fra Den Kolde Krig. Ifølge organisationen Human Rights Watch dræbte hans hemmelige politi 10.000 mennesker og torturerede op mod 200.000 ud af en samlet befolkning på kun seks millioner. (Men i marts kom en ny regering til magten i Senegal, og sigtelserne blev frafaldet.) Den 14. august vedtog FN’s Sikkerhedsråd at oprette en speciel krigsforbryderdomstol, som skal behandle anklager om grusomheder begået i Sierra Leone.
Dette tyder på, at lige meget hvilke forbehold USA, Kina og Rusland end måtte have over for en fuldt udbygget international domstol, så tilslutter de sig at behandle de værste tilfælde på ad hoc basis. Hvilket er et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Hvad bliver det næste? Det tyder på, at NATO er tæt på at droppe forbeholdene og arrestere Radovan Karadzic, den tiltalte tidligere leder af de bosniske serbere og hans militærleder, Ratko Mladic. I det sidste års tid er syv tiltalte krigsforbrydere blevet arresteret og udleveret til den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag, og i april arresterede NATO-tropper Momcilo Krajisnik, Karadzics højre hånd. Hvis arrestationerne får følger, vil det blive vanskeligt for de vestlige ledere at ’bytte’ sigtelserne mod den suveræne leder af Serbien, Slobodan Milosevic, i en politisk studehandel for at afslutte de fjendtlige handlinger.

Afgørende fremskridt
En af hensigterne med de sidste to års aktiviteter er på effektiv vis at spærre de tidligere diktatorer inde, hvor de nu end har søgt tilflugt. De tør ikke bevæge sig langt fra det sted, hvor de mener at være i sikkerhed. Sidste år forlod den tidligere stærke mand i Etiopien, Mengistu Haile Mariam, pludseligt Zimbabwe, hvor han havde søgt tilflugt og rejste til Nordkorea, et af de få lande som ikke vil anerkende et FN-krav om udlevering. I slutningen af august sidste år aflyste Indonesiens tidligere diktator, Suharto, sin årlige rejse til Tyskland hvor han modtager medicinsk behandling.
At være stor og styg er ikke længere tilstrækkeligt til at spille kong gulerod. Nettet er langt om længe ved at strammes om de, som spreder ondskab. »De kan flygte, men de kan ikke skjule sig,« som den gamle amerikanske sværvægtsbokser Joe Louis yndede at sige.
Det er et afgørende fremskridt, som måske ikke ændrer verden fuldkommen, men det efterlader den heller ikke, som vi fandt den. En dag vil det måske være muligt at tro på en verden styret af love og ikke af mænd.

Oversat af Runa Trosborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu