Læsetid: 2 min.

Engle på hug i græsset

15. september 2000

Else Tranberg Hansens efterladte digte bæres af nøgtern ro

Digte
Da Else Tranberg Hansen (1932-99) fik sin debut som lyriker i 1997, oplyste forlaget i sin klaptekst, at hun efter 31 år som lærer i folkeskolen havde besluttet at hellige sig digtningen. Godt nok, tænkte man så, for hun havde helt oplagt fint øre for poesi, plus en speciel fandenivoldskhed, som klart fremgik af teksterne i Kald hundene hjem.
Da hun døde i fjor, efterlod hun sig endnu en samling digte, der nu har set dagens lys, takket være samarbejdet mellem Arena og forlaget Lindhardt og Ringhof. Tag ikke mørket fra mig, som den hedder, er som debutbogen sat med brede linjemellemrum, noget andre digte kun dårligt kan klare; men Tranberg Hansens kan, fordi hun netop sprogligt turde springe fra sten til sten.

Triumf at være til
Også hvad indhold angår, vidner værket om mod, skabt som det nemlig er af en allerede dødsmærket kvinde, ja, om man vil: af en skaldet sangerinde:

der vokser kun fem hår
på mit hoved men
jeg ved min lykke er gjort
når jeg finder det ord der siger
det samme
forfra og bagfra

Trods smerte og desperation udfolder teksterne, ligesom i sin tid Edith Södergrans, en »triumf ved at være til«. Jeg’et bærer håbet som en blomst i sine hænder og holdes samtidig oppe af håbet, ikke mindst fordi tungen stadig kan tale og ordet synge:

Tag ikke mørket fra mig
kun sådan er det muligt at se
skær ikke min tunge af, kun
sådan kan det siges
giv mig lidt tid
øjeblikke kan vare længe og
ligne
liv (...)

Visheden om dødens nærhed skærper her opmærksomheden for øjeblikket, og den dybe fortvivlelse kan når som helst slå om i en ekstatisk taknemmelighed:

herfra og dertil
så mange så få sekunder
vi afvejer vores hjørner
de ord vi siger til hinanden de
fodspor vi taber
knaser under vores fødder
du godeste du godeste

Et af de sidste digte i bogen siger det enkelt og smukt.
Jeg’et står op midt om natten og lister ud i den kølige stilhed, klædt i en tynd natkjole. Græsset kildrer under hendes fødder. Mens huset sover og mælkebøtter med frø »sejler som hvide kloder i den lyse nat«, ved hun, at hun er ikke alene: »der er engle på hug i græsset, her hviler de ud og venter på deres mennesker«.

Mens livet brænder op
Tag ikke mørket fra mig opleves som et personligt brev, der først når frem, efter at dets afsender er død.
Fortroligheden i dens diktion og dens rolige nøgternhed giver læseren indsigt i dén dobbelthed ved eksistensen, at et menneske kan lyse rent, imens det brænder op – eller med Else Tranberg Hansens ord: »hvorfor benægte at ild og aske består af samme substans«. Den, der sejler ud, vender ikke altid tilbage, læser vi et sted. Sandt nok, og der er for dens sags skyld mange, der allerede i levende live har svært ved at finde hjem. På denne baggrund opleves disse dødsmærkede digte egentlig som noget utrolig livsbekræftende.

*Else Tranberg Hansen: Tag ikke mørket fra mig. Digte. 55 s. Kr. 149,00. Lindhardt og Ringhof / Arena

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her