Læsetid: 5 min.

Euroen har lange udsigter i Polen

9. september 2000

ØMU’en er ikke det varmeste stridsemne i Polen, som ikke opfylder kriterierne og desuden har brug for økonomisk og politisk handlefrihed nogle år endnu

Ansøgerland
»Det vil selvfølgelig på lang sigt være nødvendigt for Polen at tilslutte sig EU’s møntunion, ØMU’en, men det vil vare mange år, før zlotyen afskaffes til fordel for euro«, mener Roman Siouda, økonom fra Gdansk Universitet.
Siouda fremhæver flere årsager. For det første siger EU’s såkaldte konvergens-kriterier – altså betingelserne, det enkelte land skal opfylde for at kvalificere sig til medlemskab af Møntunionen – at et land skal være med i EU’s valutasamarbejde, ERM2, i to år, før det kan blive medlem af ØMU’en.
Og da de fleste analytikere mener, at 2005 nu er den tidligst mulige dato for østudvidelse, er problemet altså først aktuelt for Polen i 2007.
For det andet er Polen langt fra at opfylde de krav til den økonomiske politik, som EU stiller. Inflationen, som p.t. højst må ligge mellem to og tre procent ifølge EU’s regler, er på 11,3 procent i Polen – og er stigende. Underskuddet på statens budget, som højst må være tre procent af det samlede budget, er i Polen på syv procent
»Så det vil være en overdrivelse at sige, at der er en livlig debat om ØMU’ens konsekvenser i Polen«, siger Siouda.
»Men måske burde der være det. I og med at Polen søger optagelse i EU, forpligter vi os til at føre en økonomisk politik, som gør os i stand til at træde ind i ØMU’en på sigt. EU vil se på, at det går den rigtige vej med polsk økonomi. Og det gør det ikke i alle henseender for tiden«.
Siouda fremhæver, at inflationen, som ellers var bragt under kontrol – fra flere hundrede procent i de første år efter kommunismens fald, over 27 procent i 1997, 13 procent i 98 til kun 5,7 procent sidste år – nu igen er begyndt at stige, til godt 11 procent.
»Det er der flere årsager til, men den vigtigste er de stærkt stigende oliepriser. En liter benzin koster dobbelt så meget nu som sidste år, det øger transportudgifterne og det smitter af på alle andre priser«.

Reformer koster
Heller ikke budgetunderskuddet vil i de kommende år nærme sig EU’s krav, mener Siouda.
Først og fremmest fordi Polens centrum-højre regering i de seneste par år har gennemført en række fundamentale, højst påkrævede, men også udgiftskrævende reformer af sygehusvæsenet, forsikringssektoren, pensionerne, skolevæsenet og administrationen.
»Flere af reformerne lægger op til øget brugerbetaling og vil på længere sigt være indtægtsgivende, men på kort sigt belaster de statsbudgettet. Det samme kan siges om nedlæggelsen af 400.000 arbejdspladser i mineindustrien samt af flere hundrede tusinder job i stål-, værfts- og tekstilindustrien. Staten sparer udgifter, men skal på kort sigt ud med store beløb i kompensation til de fyrede. Altsammen er det med til at sætte statens budget under pres – ud over at det skaber en stor uvilje i de ramte befolkningscentre mod EU, som altid får skylden«.

Vrede bønder
Næste store økonomiske og politiske forhindring på vejen mod polsk EU-medlemskab bliver landbruget. 25 procent af befolkningen arbejder i landbruget, men landbrugsproduktionen udgør kun fem procent af bruttonationalproduktet (BNP).
»Tallet siger alt om, hvad der må ske. Over halvdelen af polsk landbrug producerer stort set kun til eget eller lokalsamfundets forbrug. De vil for en stor dels vedkommende uddø med den ældre generation, der driver dem og er ikke nationaløkonomisk noget større problem. For hvad skulle de ældre bønder ellers lave?«.
»Problemet er snarere de 800.000 ’professionelle landmænd’, der skal leve af at sælge kød- eller kornprodukter til eksport eller til hjemmemarkedet. Det er arbejdsintensive landbrug på relativt små bedrifter, de er teknologisk langt bagefter landmændene i EU, de opfylder langt fra EU’s veterinær- og hygiejnekrav, de har mistet store eksportmarkeder i Rusland, Hviderusland og Ukraine i de seneste par år og de konkurrerer på ulige vilkår med de landbrugsprodukter, EU sender ind på det polske marked til kunstige, eksportstøttede priser«, siger Siouda.
Den polske regering, en mindretals-regering dannet af Solidaritets Valgalliance, tør ikke andet end at lade staten opkøbe de polske landbrugsprodukter til priser, der er højere end på de importerede produkter fra Vest – et større dræn i statskassen.
Regeringen er i klemme mellem et EU, der kræver nedskæringer i landbrugssubsidierne, og vrede polske bønder, der laver vejspærringer og angriber lastbiler med importvarer. Men midt i en valgsæson – præsidentvalg inden for de næste to måneder, parlamentsvalg til næste år – ventes ikke at ske drastiske reformer af landbruget.

Lang overgang
Der er andre af EU’s krav til Polen, der optager sindene under de igangværende forhandlinger. Det gælder f.eks. EU’s krav om at sætte reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed ud af kraft i et antal år for Polens vedkommende – et krav, Warszawa stritter imod.
Til gengæld forsøger Polen at få lange overgangsordninger, hvad angår udlændinges ret til at opkøbe polsk jord og fast ejendom. Her kræver den polske regering en overgangsperiode på 18 år, Tyskland er helt imod midlertidige ordninger, og et kompromis skal findes.
»Allerede i dag, hvor udenlandske statsborgere i hver enkelt tilfælde skal have Indenrigsministeriets tilladelse til at købe fast ejendom i Polen, sker opkøb i stor stil«, siger Roman Siouda.
»Da de store statslandbrug i det nordlige Polen blev privatiseret, blev over halvdelen købt af især tyske og hollandske, men også danske landmænd. Det skete delvist legalt, delvist illegalt gennem polske såkaldte joint venture-partnere, der kun eksisterer på papiret. Det er et meget følsomt og kontroversielt emne i Polen, især i den sydvestlige Slask-provins (det tidligere tyske Schlesien), hvor det frygtes, at tyskerne nu køber sig til den jord, de mistede efter Anden Verdenskrig«.

Dæmpet EU-entusiasme
Et andet kontroversielt emne i Polen er EU’s krav om stærkt øget grænsekontrol ved Polens østlige grænser og visumtvang over for de handlende fra især Ukraine og Hviderusland, som tidligere forsynede de polske markeder med billige varer.
Altsammen er det med til at dæmpe EU-entusiasmen i den polske befolkning. Hvor det midt i 90’erne var 70-80 procent, der ønskede polsk EU-medlemskab, er det nu kun godt halvdelen, ca. 50 procent.
»Efter min mening er det godt, at østudvidelsen trækker ud, og Polen har nogle år til at forberede sig. Vi behøver fuld politisk og økonomisk handlefrihed nogle år endnu. Og indtrædelse i ØMU’en kan først komme på tale, når vi nærmer os EU’s niveau. Det vil kræve en meget længere overgangsperiode, end man sædvanligvis forestiller sig«, mener Siouda.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her