Læsetid: 3 min.

Fart over feltet

27. september 2000

Hans Otto Jørgensens korte prosa forener med talent eksperiment og erfaring

Ny bog
Han har unægtelig fart på, Hans Otto Jørgensen (f. 1954). Debuterede relativt sent, i 1989, men har siden Tårnet udsendt et dusin større og mindre bøger. I januar i år udkom Molly, en rodekasse af en roman, og i dag en slags maskulint modspil dertil: Mænd. Noveller og skitser i fem sektioner.
Undertitlen henpeger nok så selvbevidst på Henrik Pontoppidans monumentale udvalg fra 1922-30 og angiver dermed Jørgensens realistiske grundholdning til fiktion som håndværk. Blot kombineres den rå, sansekonkrete virkelighedsskildring hos ham med en forrygende skriftens vildskab. Han vil på én gang videreføre arven fra Pontoppidan, Blicher, Jensen m.fl. og forsøge på dansk, hvad Joyce gjorde på engelsk og Beckett på fransk.
I Molly faldt forsøget til jorden, simpelt hen af mangel på kunstnerisk disciplin; men i Mænd møder læseren ofte Jørgensen, når han er allerbedst, nemlig derude, hvor eksperimentet og erfaringen giver hinanden æstetisk modspil. Imponerende virker i de nye, korte stykker især en suverænt bevægelig stemmeføring, der bringer læseren tæt ind på livet af primitive, for så vidt afstumpede personer, idet man hudløst fornemmer, hvordan tilværelsen træder frem for dem, lige netop for dem i deres afmagt og elendighed.
Det er ikke just appetitligt i novellen »Ståpik« at høre om en arme enkemand, Møller, der fascineres erotisk af sin norskfødte genbo Britt, og skildringen af deres indbyrdes forhold antager efterhånden karakter af parodisk tragedie, men Jørgensens stil forlener historien med en besynderlig følsomhed. Samme rå intensitet præger andre af bogens tekster, således f.eks. »Høstfesten«, om en ung pige der brat forsvinder en aften på landet og bliver fundet død. Her spreder forfatteren synsvinklen ud på et helt bundt figurer: Alle dem, der omgav den døde, og som på en måde hver især bærer en skyld for hendes skæbne.

Sanseligt nærvær
Samme teknik benyttes i familiesagaen »Blomster og kranse«, hvor et dobbelt dødsfald serveres så diskret, at læseren let bare dalrer forbi, og i endnu en kriminalhistorie, »Vedrørende Nikita B«, med handlingen henlagt til græske omgivelser engang under Anden Verdenskrig. Gennem en raffineret dækningsteknik, hvor fortællerens stemme farves af skiftende figurers indviduelle sprogtone, eller gennem skift imellem korte, abrupte afsnit i jeg-form, får Jørgensen her skabt et fysisk-psykologisk nærvær. Og under dette nærvær, lige neden under, fornemmer man et følelsens fravær, et sugende hul i eksistensen, en fatal indskrevethed i døden.
Den første af bogens fem afdelinger udspiller sig i det fremmede, nærmere bestemt i Sydeuropas besættelses- og krigszoner. Anden sektion rummer punktuelle, uforklarlige småhændelser, der hver lægger en overnaturlig tolkning nær. Tredje afsnit består af grotesk-ironiske arrangementer holdt i skiftende tonelejer. I fjerdedelen udfolder forfatteren samme landlige realisme som i samlingerne Amerika og I tidens standsning; her skildrer han indefra et lettere forhutlet efter-agrarisk Danmark. Endelig for det femte afrundes bogen med nye skitse-agtige stykker, mest af portræt-karakter. Her finder man en højst mærkværdig historie om kordegnen og præsten, der pinselørdagen lang spiller Matador, ikke om penge, men om kirkens oblater, og her har til allersidst Jørgensen anbragt »Jens Thorstensens andet liv«, der dannede ramme i Molly, men gør sig glimrende nu – som selvstændigt portræt.

En pludselig brist
Historien handler såmænd ikke om andet end den landmand, der en skønne aften overmandes af et fremmed fravær. Det er, som om han har glemt et eller andet, eller som om et barn har taget bolig i ham. Hvad der egentlig sker, ved han ikke. Han tror det går over, men det bliver ved. Ja, det bliver tværtimod værre. Der er opstået en pludselig brist. Nu går han med det i sig. En forsømmelse eller skyld af en slags.
I romanen fra januar i år ville historien ikke fungere. Det gør den derimod her, hvor Jørgensen har givet den omgivelser, der passer til dens gemyt. Mænd bæres æstetisk af sin erfaringsforankring og socialt af sin sikkert aflyttede maskuline tone.
At Hans Otto Jørgensens efterhånden velkendte hastværk også har afsat skønhedspletter, må man som læser vel finde sig i. Jeg tænker f.eks. på novellen »Besøget«, der allerede på den første side skæmmes fælt af en sætning uden hoved og hale, og på en brevfiktion fra besættelsestiden, hvor forfatteren tydeligvis ikke har gidet sætte sig ordentligt ind i den tids retskrivning og derfor ender med et uautentisk sprogligt postulat. Hvad han i parodien »Willumsen, Bjergbestigersken« mener med »Paris’ brede elyséer«, får stå hen i det uvisse, han har nok tænkt på alleer eller boulevarder – og endnu gang bare skyndt sig.

*Hans Otto Jørgensen: Mænd. Noveller og skitser. 143 s. 198 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her