Læsetid: 3 min.

Fattigdommens fornedrelse

15. september 2000

’Angelas aske’ giver en kompromisløst dyster skildring af en familie på bunden af samfundet.

FilmanmeldelseDenne filmatisering af Frank McCourts selvbiografiske bestseller-roman om en irsk opvækst i 1930’erne og 40’erne er næsten to en halv time lang, episodisk og det mest af vejen fængslende på en lidt pligtbetonet måde.
Selv om filmen langt fra er uden humor, domineres den af et insisterende pinefuldt portræt af en familie, der i årtier lever i dyb, ja bundløs fattigdom. – »De rige er anderledes end du og jeg,« skrev Scott Fitzgerald, og det er de fattige også, ifølge denne film. De går nemlig usvigeligt sikkert fra den ene ydmygelse til den anden, og forsøger de at holde på stoltheden, staffes de med tom mave, iskolde værelser og ekstra håbløse fremtidsudsigter.
Den sult, der plager hovedpersonen Frank, er ikke midlertidig, men et livsvilkår gennem en hel barndom – denne eksistensbund skildrer filmen stærkere end man har set det før. For det er også fattigdommen, der fordærver Franks forhold til forældrene, som han elsker, men kommer til at foragte: Moderen Angela fordi hun går på kompromis for at overleve og sælger sig selv, faderen Malachy fordi hans karaktersvaghed blot cementerer fattigdommen.

Det irske mareridt
Far Malachy er den kendte type: Rar, åben og fantasifuld i familiens skød, men ude af stand til at omsætte arbejdsløn eller understøttelse i andet end våde varer.
Så familien må rejse fra USA tilbage til Irland for at søge hjælp hos slægtninge – den amerikanske drøm bliver til det irske mareridt i den grønne ø’s mest regngennemskyllede by Limerick.
Tre af Franks små søskende dør af fattigdom (vanrøgt) – moderen kan intet stille op mod håbløse sanitære vilkår og en ægtemand, der drikker hver en øre op, han får mellem hænderne.
Frank vokser op som en af de drenge, der af og til må gå barfodet i skole i kulden og leve i skyggen af den katolske kirkes selvgode, nedværdigende fattighjælp. Men han vækkes åndeligt af gode lærere og kan til sidst vende tilbage til det USA, han i starten rejste væk fra. Det er ikke en film uden problemer. Den er for langstrakt og leddeløst bygget op i et episk forløb, der især i starten hakker sig ujævnt frem.
En sammenligning med Pelle Erobreren er nærliggende og falder ud til den mere prægnante danske films fordel.

Levende figurer
Der er også noget lidt for artigt konventionelt ved filmens smagfuldt mørkttonede farvebilleder, selv om fattigdommen egentlig aldrig forskønnes. Og indpakningens tandløse mainstream-præg forstærkes af John Williams’ banale sødsuppemusik, der sætter ind på alle de forventede tidspunkter.
Men alligevel er Angelas aske en film, der gør indtryk. Instruktøren Alan Parker har en heldig hånd med børneskuespillere, og han styrer sikkert sin hovedperson gennem tre alderstrin, fremstillet af tre forskellige drenge. Synsvinklen er Franks, og derfor kan forældrene forekomme lidt skyggeagtigt tegnede, men Robert Carlyle og ikke mindst Emily Watson styrer meget fint uden om klichéerne; sangglad irsk drukkenbolt og hårdt prøvet proletarmor.
Endnu stærkere står dog en håndfuld irske birolleskuespiller, der befolker filmen med et herligt uforudsigeligt liv. Der er skolelærere, som på én gang er autoritære og åndelige igangsættere; og familiemedlemmer, der tilsvarende rummer virkelige karakterers overraskende modsætninger. Her mærker man selvoplevelsens ægthedspræg: Disse bipersoner er ikke smart udregnede marionetter, men springer forfriskende ind på scenen med det levende livs rigdom på nuancer.

- Angelas aske. Instruktion: Alan Parker. Manuskript: Laura Jones og Alan Parker efter Frank McCourts roman. Amerikansk-engelsk (Dagmar, Grand)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu