Læsetid: 2 min.

Faust til karneval

18. september 2000

Theatrum Mundi viser, utilsigtet, vesterlandets teaterkedsomhed, sat i relief af japansk, sydamerikansk og balinesisk scenemagi

Teater
Det er et Faust-år, i år. På Schauspiel-Haus i Hamburg har man kunnet tage bevæget afsked med Christoph Marthalers henrivende opsætning med fire Gretchen’er og en lille, sjokket Mefisto, der kan tænde cigaretter med sin grimme, røde hale. Og med en masse tysk skønsang, blandt nedslidte videnskabsmænd i hvide kitler, der bakser med verdensgåderne i triviel statsansat afmagt.
De vil blive savnet i det tyske teaterlandskab, og burde have gæstet Danmark. Peter Stein fik sin døgnlange forestilling, men ikke sin Bruno Ganz, og i København præsenterer Eugenio Barba nu sin ganske korte Faust, omgivet af verdensteatret.
Faust hos Barba er først og fremmest billedteater, ikke et intellektuelt livtag med djævlepagten, menneskets dæmonisering og videnskabens tøjlesløshed. Hans norsktalende hovedperson fremstår som en blanding af Hamlet og Peer Gynt hos Dovregubben og i dårekisten, ikke som grubliserende tænker på vildspor.
Rundt omkring denne person, en playboy of the western World, kommer de ikke-europæiske teatertraditioner ind over den næsten kun antydede Faust-historie, og det er man taknemmelig for. Der er nemlig så meget mere kropskraft, kunstfærdighed og energi i de japanske eller balinesiske indslag, både hos mænd og kvinder og en scenisk tilstedeværelse, der sætter de europæiske spillere skakmat.
Eugenio Barbas forestilling er et resultat af hans mangeårige arbejde med teaterformer fra hele verden, der har befrugtet hans eget Odin Teater og store dele af den danske scene, blandt andet igennem master classes og seminarer. Hans udgangspunkt har været, at de forskelligartede teaterformer ikke skulle smitte af på hinanden, men sættes sammen i et kalejdoskop af ligeberettigede udtryk.

Romansk teater
Barbas egen forklaring på denne form er en henvisning til kirkebyggeriet i romansk tid, hvor antikkens bygningselementer (søjler, kapitæler) anvendtes ganske som man forefandt dem – spolier, kaldes disse indlejringer af ældre tiders kunst.
Han giver os derfor en opstilling med forskellige traditionelle musikere og en Kabuki-danser som Gretchen-Butterfly, der dræber sit og Fausts barn med en sten. Døden er allestedsnærværende som en karnevalistisk kæmpekvinde med et grinende kranium.
Det er kun Faust, der har replikker i forestillingen, og de virker noget bovlamme i forhold til den forfinede kropsudfoldelse hos især den balinesiske gruppe. Det er ikke helt let at se, hvor Barba egentlig vil hen med sin centrale figur, som bliver reduceret til europæisk sex-turist med hovedet i skødet på skønne, eksotiske kvinder.
Når man ser den balinesiske klovn med grisehovedet, de fremstående tænder og det groteske maskefjæs annoncere Hamlets teaterstykke om den onde dronning, eller den japanske kabuki-spiller, er det slående, hvor stor vitaliteten er i det ordløse teater. Krop og maske giver en energi fra sig, der lynsnart forplanter sig til publikum, og man fornøjes særligt over de groteske indslag.
Det er dog i sidste ende et spørgsmål, hvor langt man kan komme med Barbas ’romanske’ ide om ikke-sammensmeltning af teaterformerne. Uden en vægtig ideologisk kerne i forestillingen og en episk tyngde, fortoner Faust-myten sig i det uforpligtende, midt i den karnevalistiske pragt fra de ikke-europæiske teatertraditioner.

*Theatrum Mundi ensemblet: Ego Faust. Odin Teatret og mere end 40 scenekunstnere fra resten af verden. Kanonhallen, til 19. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her