Læsetid: 5 min.

Den fiktive talefod

30. september 2000

Intermetzo
Erindringer på skrift er en farlig genre. I et forgangent Intermetzo drejede teksten sig om skribentens voldelige frederiksbergske skoletid, hvorunder han nu og da havde den mest inderlige trang til at smække nogle af de pædagogiske plageånder et par på lampen. Det gjorde klummisten imidlertid aldrig, først og fremmest fordi han jævnthen er en stor kujon og i øvrigt opdraget til at tage det onde udøvet mod ham med oprejst mavesår og et tindrende forpint smil til verden.
Disse få velvalgte overvejelser eller fantasier om voldsudøvelse fra neden og opefter i datidens sorte skole var foranlediget af pressehistorier i Ekstra Bladet om en ung mands mindre hensigtsmæssige adfærd, hvorved den pågældende havde opsøgt sin plagede lillebrors skoleinspektør og uden videre givet ham en røvfuld. I klummen var der ingen grænser for den afstand, klummisten lagde til selve denne ugerning, som den vist oven i købet blev kaldt. Men, og her røg kæden i visse følsomme modtagerkredse af, teksten forsøgte i stolt dialektisk tradition – og i øvrigt under usædvanlig lovsang af Ekstra Bladets for en gangs skyld forstående og afbalancerede reportage – at sætte sig i den voldelige storebrors sted. I den forbindelse var det så, at der i klummen henvistes til de ovennævnte autobiografiske erindringer fra en stadig fjernere fortid, hvor spanskrøret nok lige var afskaffet – ikke at forglemme af Niels Helvegs uforglemmelige fader, der var undervisningsminister – men hvor den psykiske terror til gengæld og i fuldt mål erstattede den vegetabilske.
Forståelse anbragt i erindringens grelle rampelys skal man åbenbart vare sig for at føre frem på de skrå brædder. Mindst et par læsere mente, at teksten nærmest var en opfordring til, at andengenerationsindvandrerstorebrødre konsekvent skulle gennembanke samtlige danske skolelærere, der måtte have noget med storebrødrenes andengenerationslillebrødres skolegang at gøre. Ingenlunde. Hvem taber mon også i sidste ende mest på en sådan forkastelig adfærd, lød det retoriske, men langtfra ubegavede spørgsmål. Dog måtte den dialektisk indstillede klummist fastholde retten til at se situationen fra taberens, altså andengenerationsindvandrerstorebroderens, side.

Vi læser, hvad vi ønsker at tro, der er skrevet, vi ser, hvad vi ønsker at se. Og vi erindrer, hvad vi – nå ja, vi erindrer det ufortrængte stof, der umiddelbart er tilgængeligt i hjernekassen, og som vel at mærke har en bedårende tendens til at stemme overens med det ideale billede af os selv og vore nobleste gerninger. Eller det vi tror, vi erindrer om dem, som meget vel kan være en umulig blanding af andenhåndsoplysninger og erindringsstumper yderligere hæmmet af for megen tv-kigning, avisfyld eller druk. Kort sagt: Erindringer er en omskrivning af alt dette mere eller mindre milde selvbedrag, og kan allerhøjst være kilde til ophavsmanden eller -konen selv. Med Historiens skæve gang har erindringer sjældent at skaffe, hvilket i den klassiske kildekritik har medført en velbegrundet nedprioritering af erindringer som værdifuldt materiale. Dertil kommer at erindrende personer, der virkelig har noget at fortælle, meget ofte og af gode grunde undlader at slippe netop dette ud i kredsløbet. I Ingmar Bergmans klassiker: Sommernattens smil, (1955) svarer således den gamle fru Armfelt (Naima Wifstrand) sin datter, skuespillerinden Desirée Armfelt (Eva Dahlbeck), der netop har spurgt, hvorfor moderen i betragtning af det mylder af betydningsfulde mænd, hun har kendt intimt, dog ikke har skrevet sine erindringer, at hun jo netop har fået overdraget slottet, hvorpå hun nu residerer, samt en enorm livrente, tjenere, vogne og vidstrakte jorde for ikke at skrive sine erindringer.

I sin karakteristik af Johanne Luise Heibergs erindringer: Et liv genoplevet i erindringen, (1891-92) er Edward Brandes uretfærdig, når han nedladende betegner værket som: Et liv genopløjet i erindringen. Fru Heiberg skrev ikke som sandhedsvidne om sit liv og virke, men understregede i form såvel som i indhold at satsningen i ét og alt var kunstnerisk og litterær. Livet var netop genoplevet – ikke genfortalt i en eller anden håbløs erindringspræcisionskonkurrence.
Såvidt talentet nu rækker, er det en god idé at tage konsekvensen af erindringsgenrens umulighed og gå fiktionært til værks. Såfremt man da har en uafviselig trang til at meddele sin fordrejede livshistorie, hvad folk jo har – mærkværdigvis også i den publicerende og flimrende mediebranche.
Hhv. en tidligere chefredaktør for dette blad og nu en tidligere TV 2-direktør har i den forbindelse demonstreret, hvor krævende den bogproducerende erindringsidræt er. Det private bliver for privat og fejlagtigt, det offentlige fyldt med hensyn til eget eftermæle og flere fejl. Forståeligt nok, hvis man ikke hele livet har taget kontrollerede noter. Klummisten optræder – her slap den ud! – i én passage hos tidligere direktør Flindt Petersen. Meget beskedent må han ile med at tilføje, men afslørende for erindringsforskydningers væsen eller teknik. Ved et privat selskab år tilbage skal klummisten på grund af en elendig eller underlødig boganmeldelse i Flindt Petersens daværende avis have deltaget i en ophedet diskussion om ytringsfrihed. Herved røg dét venskab, skriver Flindt Petersen. Han og klummisten var herefter ikke på talefod.
En klassisk situation fra erindringsskriveriet, som uden sammenligning minder om et eksempel fra den store litteratur: Agnar Mykles fantastiske afslutningsscene i Sangen om den røde Rubin (1957), hvor hovedpersonen Ask over for sin elskede genkalder sig deres vigtigste møde i livet, det afgørende øjeblik, altings begyndelse, hvor samtalen fandt sted i den bestemte park i Oslo i 1941. Hvilken park, spørger hun uforstående? Jeg var ikke på nogen natlig spadseretur med dig i 1941 og slet ikke i den park. Jeg husker intet. Dér står så Ask med alle talenterne og må erkende at selv i den største kærlighed er menneskelivet det mest ensomme, der findes på denne jord.
I den Flindt Petersenske erindringsservering med hjerte på smerte og afladsmængder af bondeanger må klummisten erkende, at han ikke erindrer nogen særlig ophedet privat diskussion om specielt ytringsfriheden og slet ikke havde nogen anelse om at de to, han og erindringsforfatteren, herefter ikke mere var på talefod. Det var jo i så fald godt, at de siden af mange andre årsager sjældent rendte på hinanden, så klummisten ikke af vanvare havde trådt på den kvæstede talefod. Nu er den imidlertid rask igen, forsikrer Flindt Petersen, hvilket er til beroligelse for den ignorante læser.
Sådan er der så meget med den taknemmelige fortid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her