Læsetid: 4 min.

Film

7. september 2000

*Demi Moores ry som forkælet og krævende stjerne har skaffet hende tilnavnet Gimmi Moore. Men har man fulgt den noget rastløse aktrice, siden hun i 1985 var en tiltrækkende hæs og vittig komedienne i Kliken fra St. Elmo og frem til hendes gæsteoptræden i Woody Allens Deconstructing Harry i 1997, har man trods mange skuffelser ikke helt tabt fidusen til en dame, der ikke er bange for at tage en chance eller to. Som da hun medproducerede en i det ydre beskeden, intim, psykologisk thriller, Dødbringende planer (Mortal Thoughts) med den ukommercielle Alan Rudolph som instruktør. Her spiller hun uden stjernemanerer en kvinde, der måske er indblandet i mordet på en venindes voldelige mand – det er altsammen meget gådefuldt, men samtidig fuldstændig hverdagsagtigt og prosaisk, som de fleste kriminalgåder vel egentlig er. Normalt lægger instruktører voldsomme manende stemningskygger ned over en sådan affære, men her ses den i al sin nøgne banalitet. Alligevel bibeholdes mysteriet. For filmen fortælles i flashbacks, der afspejler, hvad Demi Moore fortæller Harvey Keitels udspørgende politimand, men er det den fulde sandhed? Glenne Headley spiller veninden og den ubehagelige ægtemand er ingen anden end Bruce Willis, som Demi Moore på dette tidspunkt dannede par med. Ugen bringer endnu en Demi Moore-film, Ridley Scotts ubehagelige hyldest til en kvindelig mønstersoldat G. I. Jane. Hun er den første af slagsen, der bliver optaget på Navy
SEALs-akademiet, og hun ender med at blive så tough, at mændene omkring hende dårligt kan følge med. Her går Demi meget igennem, og måske derfor har hun nu samlet kræfter i tre år uden film. Men 40-års alderen og karakterrollerne nærmer sig, så
det er tid til at overraske igen.
Mortal Thoughts/Dødbringende planer. DR 1, fredag kl. 21.30-23.10
G.I. Jane. TV3, søndag kl. 21.00-23.25

*Michael Falch, mangeårig leder af det nu opløste rockband Malurt, har som musiker især trukket på amerikanske inspirationskilder (f.eks. Bruce Springsteen). Og i den danske krimi Mord i mørket fra 1986 er den mytiske Hollywood-indflydelse (Bogart!) da også tydelig, når han giver den som en hårdt levende, ensom journalist-ulv, der tager på detektiv-mission i Københavns forbryderverden. Hans filmtalent er åbenbart. En ydre skal af gadedreng og hård banan forenes med en desperado-følsomhed, der kan spejle sig forførende ægte i de blå, melankolske øjne og de markerede træk. Og han kan sige replikker, så de smager godt af spontant liv. Sune Lund-Sørensens filmatisering af Dan Turèlls succes-krimi er som helhed en ret primitiv, stilløs affære, men der er upåklagelig stil over Falchs regnfrakkehelt og samtidig noget tiltrækkende menneskeligt og hærget ved hans enspænder-figur. Ikke underligt, at han fik Bodil for en præstation, der bærer hele filmen. Andre medvirkende er Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Tommy Kenter.
Mord i mørket. TV2, lørdag kl. 20.00-21.50

*Peter Poslethwaite bed man første gang mærke i som faderen i Terence Davies’ erindringsfilm om en arbejdermiljø-opvækst Fjerne stemmer, stille liv. Siden er Postlethwaites højst specielle fysiognomi, der i visse vinkler kan ligne en genetisk fejltagelse, dukket regelmæssigt op, f.eks. som håndlanger i Bryan Singers The Usual Suspects. Poslethwaite er ganske enkelt en fremragende skuespiller, der kan vende sine fysiske handicaps til sin fordel. Det er sjældent, han får hovedroller, men det skete i den engelske arbejderkomedie Brassed Off fra 1996, hvor Poslethwaite er den stolte ildsjæl Danny, der leder sit kære, traditionsrige messingband i den nordengelske mineby Grimley. Det er dette orkester, som i høj grad er med til at sammentømre minearbejderne, da den lokale mine skal nedlægges og arbejdsløshedens spøgelse truer. Danny har selv været minearbejder og fået sit helbred ødelagt, men strækker ikke taktstok i modgang, og efterhånden får han fyret op under de mismodige minearbejdere. Brassed Off er en socialrealistisk komedie lidt i stil med verdensuccesen Det er bare mænd, og den lader sig også inspirere af de gamle Ealing-komedier, dog uden Ealing-traditionens eskapisme og hygge-dyrkelse. For bag de mange forsorne jokes og den krasbørstige humor er det alvor i Brassed Off – men ikke mere end at musikken kan give den moralsk afstivende klangbund til tragedien. Hvad der i gamle dage hed messingsuppe bliver en herligt velsmagende og kraftfuld ret i denne groftskårne beretning om social uretfærdighed og nødvendigt sammenhold. Og i centrum af det hele står Postelhwaite med sit prægtigt grimme, livsmærkede ansigt, sin musikalske ildhu og strenge disciplin, når det gælder orkestermedlemmernes pligter. Kendte yngre navne som Ewan McGregor og Tara Fitzgerald falder ubesværet ind i helheden, og Mark Herman har instrueret uden den glathed, der så ofte udjævner de sociale knaster i en sådan historie.
Brassed Off. DR 2, lørdag kl. 20.15-22.00

*Morgan Freeman er en af USA’s bedste filmskuespillere, men selv tre Oscarnomineringer sikrer ham ikke en uafbrudt række af interessante roller. Han huskes bedst som den djævelske alfons i Street Smart (1987), chaufføren i Driving Miss Daisy (1989), livstidsfangen i En verden udenfor (1994) og den desillusionerede politimand i Seven (1995). I Lean on Me fra 1989 spiller han en figur fra det virkelige liv, »Crazy Joe« Clark, en kontroversiel skoleinspektør fra New Jersey, der bruger højst utradionelle metoder til at få sine elever opdraget og på ret køl. Den som regel ret middelmådige John G. Avildsen har instrueret, men Maltins Filmguide giver filmen en pæn bedømmelse på grund af Freemans præstation, der holder interessen fastnaglet hele vejen igennem og opvejer manuskriptets mangler.
Lean on Me. TV2, tirsdag kl. 22.45-00.35

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu