Læsetid: 5 min.

Folkelig deltagelse

30. september 2000

Verdensbankens præsident James Wolfensohn taler om folkelige deltagelse som basis for social forandring. Uden for i Prags gader demonstrerer ’folket’

Udefra
Det er sjette gang, jeg står foran Dem som præsident for Verdensbanken – og det er min første tale i min anden periode som præsident. Jeg har lært meget i løbet af de sidste fem år, hvor jeg har besøgt mere end 100 lande.
Jeg lærte af en kvinde, som deltog i et vand- og kloakeringsprojekt i Rio de Janeiros favelas, at udvikling ikke handler om velgørenhed, men om at inddrage folk og give dem indflydelse.
Jeg lærte af en rejefisker i Mekong-deltaet, som mistede sit udkomme pga. mangrove-sumpenes forurening, at hårdt arbejde kan være forgæves, hvis ikke vi gør noget ved miljøspørgsmålet.
Jeg lærte af en muslimsk religiøs leder i Elfenbenskysten, som jeg besøgte på min allerførste rejse for Banken, at hvis man giver de fattige penge med den ene hånd og kræver det samme beløb i tilbagebetaling af gæld, så gør man kun lidt for at mindske fattigdommen. Denne enkle lære var grundlaget for HICP-initiativet (gældslettelse til fattige lande, red.).
Og frem for alt har jeg lært, at menneskeheden har meget tilfælles. Fattige mennesker ønsker det samme for deres børn, som vi i denne sal ønsker for vores: uddannelse, et godt helbred, tryghed og muligheder. De ønsker at blive hørt. De ønsker medbestemmelse. De ønsker en chance for at skabe sig selv et bedre liv. De ønsker respekt for deres menneskerettigheder. Vi er alle her for at arbejde for denne fælles menneskehed og frem for alt for at kæmpe engageret mod fattigdom. Men engagement er ikke nok til at overvinde fattigdommen. Vi må handle, og handle effektivt. Og vi må forpligte os på det lange seje træk.

Nødt til at lære
Jeg tror, at de sidste ti års grundlæggende forandringer – hvor udfordrende og vanskelige de end har været – giver os en reel chance for dramatiske fremskridt i kampen mod fattigdommen. Denne mulighed er der nu, og vi må benytte os af den.
Vi har fået større forståelse for, hvad fattigdom er, og hvordan vi kan skabe en retfærdig udvikling. Vi er ved at ændre vores institutioner og den måde, vi arbejder på, så vi kan fungere mere effektivt, mere gennemskueligt og med større ansvarlighed.
Vi vil kun gøre fremskridt i fattigdomsbekæmpelsen, hvis vi alle arbejder sammen – udviklingslande og udviklede lande, internationale institutioner, det civile samfund i alle dets former og den private sektor. Det skal være et partnerskab med henblik på at finansiere kampen mod fattigdommen. Det skal være et partnerskab med henblik på at opbygge en ny internationalisme, der kan måle sig med den globaliserede økonomi.
Uden for disse mure demonstrerer unge mennesker mod globaliseringen. Jeg tror fuldt og fast, at mange af dem stiller legitime spørgsmål, og jeg glæder mig over en ny generations engagement i kampen mod fattigdommen. Jeg deler deres glød og deres ønske om at stille spørgsmål. Ja, vi er alle nødt til at lære. Men jeg tror, vi kun kan bevæge os fremad, hvis vi omgås hinanden på en konstruktiv måde og med gensidig respekt. (...)
Vi står ved begyndelsen på et nyt årtusind og ved afslutningen på et årti, hvor globaliseringen er accelereret dramatisk. Tiden er inde til at vurdere, hvor vi har været, og hvor vi er nu, og til at komme med en vision for fremtiden. Det er en tid med store muligheder, men også med enorme udfordringer. Vi må behandle globaliseringen som en mulighed og fattigdommen som en udfordring. Men hvad mener vi med globalisering?

Stadig tættere
Globaliseringen handler om, at verden i stigende grad bliver indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig.
Den handler om, at de internationale handelsforbindelser, investeringer og finanstransaktioner er vokset hurtigere end nationalindkomsterne, så vores økonomier bliver stadig tættere integreret.
Den handler også om internationale finanskriser. Som vi så i Østasien, kan manglende stabilitet i ét land påvirke os alle.
Den handler om nye teknologier, der allerede har forvandlet vores evne til at kommunikere på en måde, som ingen kunne forestille sig for få år siden.
Den handler om sygdom, og her tænker jeg især på hiv/aids, malaria og tuberkulose. Den handler om kriminalitet, om vold, om trusler og terrorisme, som ikke respekterer nationale grænser.
Den handler om, at arbejdere i alle lande får mulighed for at forsørge deres familier, fordi den økonomiske integration skaber nye arbejdspladser.
Men den handler også om, at arbejdere i de udviklede lande frygter at miste deres job til lavtlønslande med begrænsede rettigheder på arbejdsmarkedet. Den handler om, at arbejdere i udviklingslandene er bekymrede over, at beslutninger, der påvirker deres liv, træffes langt borte i internationale selskabers hovedkvarterer.
Kort sagt handler globaliseringen om risici såvel som muligheder. Vi må håndtere disse risici på det nationale plan ved at gennemføre justeringsprocesser og ved at styrke sociale, strukturelle og finansielle systemer. Og på det globale niveau må vi skabe en stærkere international finansarkitektur og arbejde for at bekæmpe sygdomme, standse miljøforringelser og bruge kommunikationsmidlerne til at give de stumme mæle.
Vi kan ikke vende globaliseringen. Udfordringen består i at gøre globaliseringen til et redskab for muligheder og medindflydelse – ikke for frygt og utryghed. (...)

Hvad har vi lært?
Over for disse udfordringer må vi handle i samarbejde. Og vi må lære af vores erfaringer. Hvad har vi så lært?
Vi har lært, at fattigdommen handler om mere end utilstrækkelig indkomst og ringe menneskelig udvikling; den handler også om manglende indflydelse, manglende repræsentation. Den handler om sårbarhed over for misbrug og korruption. Den handler om vold mod kvinder og frygt for kriminalitet. Den handler om manglende selvværd.
Fattigdom handler – som samtaler med 60.000 fattige mennesker i 60 lande har lært os – om manglende frihed til at handle, vælge og udnytte muligheder.
Vi har lært, at markedsorienterede reformer – hvis de kombineres med social og institutionel udvikling – kan skabe økonomisk vækst for de fattige. Vi har lært, at økonomisk vækst er den stærkeste kraft, når det gælder den fortsatte kamp for at mindske fattigdommen. Vækst er en central faktor, men ikke nok. Hvis vi mener det seriøst med at bekæmpe ulighed, må vi også hjælpe fattige mennesker med at udvikle deres aktiver, f.eks. uddannelse, sundhed og jord. Vi må bringe infrastruktur og viden ud til fattige områder – både på landet og i byerne. Vi må gå til angreb på dybt rodfæstede uligheder og slå bro over kønsbestemte, etniske, sociale og racemæssige skel. Vi må beskytte fattige mennesker mod misvækst og naturkatastrofer, mod kriminalitet og konflikt, mod sygdom og arbejdsløshed.
Udviklingen må være mangesidig. Den må omfatte uddannelse og sundhed, men også god ledelse, kamp mod korruption, samt reformer af retsvæsenet og finanssektoren. Udviklingen må omfatte infrastruktur og miljøbeskyttelse, ligesom den også må omfatte en sund økonomisk politik. Alle disse elementer afhænger af hinanden og styrker hinanden.
Og lad os anerkende det afgørende element, der løber som en rød tråd gennem denne holdning – folkelig deltagelse. Det giver stærke resultater på projekt- og programniveau og kan skabe den sociale konsensus, som er af afgørende betydning for social forandring. Det er en del af friheden.

*James D. Wolfensohn er præsident for Verdensbanken. Ovenstående er uddrag af den tale, han holdt på bankens årsmøde tidligere på ugen.

*Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu