Læsetid: 12 min.

Folkene i Tennessee

1. september 2000

Hvis man har muligheden, bør man sætte alt ind på at komme til udlandet i løbet af sin studietid. Der venter totaloplevelser. Der venter totalteater

STUDIESTART

Tak, sagde han. Eller rettere: »Thank you very much. Thank you.« Al Gore, den amerikanske præsidentkandidat med stivstikkerryet, havde ventet hele sit liv på dette øjeblik – torsdag den 17. august 2000. Han var på i den bedste sendetid i landsdækkende tv. Hele nationens opmærksomhed var rettet mod ham og Det Demokratiske Partis nationale konvent i Los Angeles. Men nu kunne han ikke få ørenlyd for den langtrukne, halvt impulsive, halvt iscenesatte applaus fra de 15.000 demokratiske tilhørere.
»Tak. Mange tak. Tak. Tak.« Bifaldet blev ved. Al Gore holdt en lang pause og trådte lidt frem og tilbage, smilede. Så skar han igennem.
»Tak. Tak. Jeg taler i dag af taknemmelighed ... fordi jeg nærer et stort håb for vores land. I aften vil jeg starte med at sende en tanke til de mennesker, der har hjulpet mig med at nå hertil, og jeg vil begynde med folkene i Tennessee...«
Tennessee! Lad os holde fast i Tennessee et øjeblik, og her er hvorfor: Den 17. august sad jeg i en sofa i et afpillet fælleslokale som helt ny udvekslingsstudent i netop dén aflange, amerikanske sydstat og overværede Gore, der er vokset op i Carthage i Tennessee, modtage endeløse bifald direkte på CNN. Jeg var et par dage tidligere havnet på University of Tennessee – UT – i en udørk af en by, Knoxville, med små 285.000 indbyggere. Og indtil Gore fandt det hensigtsmæssigt at takke sin hjemstat, havde jeg faktisk følt mig langt ude på landet, langt væk fra civilisationen. Jeg havde et øjeblik glemt, hvor enestående en oplevelse, det er, at få lov til at tilbringe en del af sin studietid i udlandet.
Det er en totaloplevelse af kosmopolitiske dimensioner, som begynder i det øjeblik, man står underlig alene med sin håndbagage i afgangshallen i Københavns Lufthavn. De varige indtryk står i kø, hvad enten man er væk et år eller blot et semester.
Lad mig give nogle eksempler.

I flyet fra Paris til Atlanta tilbragte jeg ni timer klos op ad en 63-årig turbanklædt hindu med et skæg, som jeg i erindringen vil kalde usoigneret. Hr. Bajewa, som han hed, var pensioneret bankmand og skulle til Georgia for at babysitte sit fire-årige barnebarn i seks måneder, mens hans svigerdatter og søn, der var »meget intelligente«, plejede deres karrierer i sundhedssektoren. Et halvt år. Det var den tid, hans visum gav ham lov til at tilbringe i USA i træk. For at få en ny indrejsetilladelse skulle han i karantæne i seks måneder. Dem tilbragte han i sit hus i New Delhi i Indien. Sådan var hans tilværelse: To årlige, lange, trættende flyrejser fra øst mod vest og fra vest mod øst. Fra Den Tredje Verden og et land, der har rundet en milliard i befolkningsantal, til Mulighedernes Land og vice versa.
Efter et par timer i luften serverede Air France et luftigt måltid og lidt af det der ’avec’. Jeg var ikke bekendt med, at hinduer drak, men det gjorde hr. Bajewa. Han gik til fadet og fik hurtigt hældt en lille flaske vin og seks centiliter whisky i svælget. Efter frokosten var han lettere beruset og indladende og tilbød med en insisterende hånd helt oppe under min næse at huske mig »for evigt«, fordi jeg havde hjulpet ham med at udfylde en formular til det amerikanske toldvæsen. Jeg takkede for venligheden og forsøgte at hvile mig 30.000 fod over Atlanterhavet.
Inden længe sad han og talte med sig selv. Jeg tror, han forberedte sig på at blive hevet til side af lufthavnsmyndighederne. Forståeligt nok. Det gør det ikke lettere at færdes i vestlige lufthavne, hvis man er mørk i huden. Og desuden havde han fortalt mig, at han havde glemt nøglen til en af sine kufferter i New Delhi.
Da Airbussen seks timer senere landede i Atlanta, og vi ventede på, at gangbroen blev koblet til flyet, så vi kunne komme ud, havde jeg egentlig tænkt mig at sige behørigt farvel og fortsat god rejse til den gamle hindu. Men jeg skiftede mening, for hans sidste gerning i flyet var at slå en ubeskeden, indiskret, højlydt prut i hovedet på mig på et tidspunkt, hvor jeg hverken kunne komme frem eller tilbage, og hvor de andre rejsende omkring os sagtens kunne mistænke mig for at være fisens ejermand. Selv lod hr. Bajewa som ingenting, til trods for at han havde fået sovet branderten ud.

Atlanta Lufthavn summede af bralrende, hvide forretningsmænd med kraftige knogler og kæber. Flere af slagsen skulle med Delta-flyet til Knoxville. De lignede på en prik hovedpersonen i Tom Wolfes roman En stor mand, den usympatiske entreprenør Charlie Croker. I Wolfes bog udspiller handlingen sig netop i Atlanta, Coca-Colaens (1886) og nyhedskanalen CNN’s (1980) hjemby.
Efter femten timers rejse til lands og i luften stod jeg endelig med fødderne solidt plantet på god amerikansk asfalt i Tyson McGhee-lufthavnen i Knoxville. Terningerne var kastet. Forude ventede et semesters eventyr på fremmed jord.
Udover at være Al Gores politiske base under præsidentvalget er Tennessee stort set kun kendt for to ting:
nDe grønklædte, veldrejede Great Smoky Mountains – i folkemunde The Smokies – som Knoxville ligger i ly af.
nElvis Presley, der tilbragte det meste af sit tiltagende excentriske liv på gården Graceland i Memphis i Tennessees vestlige ende, der grænser op mod Misssissippi-floden og staten Arkansas, hvor Bill Clinton var guvernør fra 1978, før han blev præsident.
Knoxville, derimod, har ikke meget at byde på. Indbyggerne taler med en udpræget sydstatsdialekt – awright og how’re y’all doin’, siger de – og byen er totalt domineret af universitetets tilstedeværelse. Fjernede man University of Tennessee, ville Knoxville være som Århus uden Århus Universitet – en provinsflække med knapt så højt til loftet. Godstog på vej mod øst med kemikalier, kul, olie og andre uundværligheder rumler gennem byen hvert ottende minut; country & Western-legenden Willie Nelson kigger jævnligt forbi med sin guitar og sin klagende stemme og synger I’m Crazy; blueslegenden B.B. King slår inden om byen med sin guitar og sin klagende stemme og synger The Thrill is gone; og den lokale avis, The Knoxville News-Sentinel vinkler historier med sikkert populære overskrifter som »Får global opvarmning polarisen til at smelte? Højst sandsynligt ikke« (22. august).
For at yde Knoxville lidt retfærdighed må jeg hellere også nævne, at der både er et kunstmuseum, et symfoniorkester og et opera-kompagni, Knoxville Opera Compagny, i byen. Og så er nogle af husene her kønne og gamle, Knoxville er fra 1791. Dele af downtown ligner en western-kulisse. Man spejder forgæves efter diligencen fra Wells Fargo & Co.

To dage før Al Gore holdt sin tale, var jeg fremme ved University of Tennessee som én af 900 studerende fra udlandet. Da jeg kom, var campus halvtom. Der var en uge til studiestart, så det måtte være et spørgsmål om dage, før luften ville være tyk af studerende over hele campus. To gange om året indfinder cirka 26.000 studerende sig på UT, der med sine 206 år er et af USA’s ældste universiteter. De kommer fra samtlige Tennessees kommuner, de vælter ind fra hver en delstat i USA, og de ankommer fra mere end 100 lande over hele verden. Særligt Asien forekommer at være stærkt repræsenteret.
Et par dage senere på en lejrudflugt for udvekslingsstuderende, The Great Smoky Mountain Camp Retreat, mødte jeg eksempelvis en jordaner, der tog sin ph.d.-grad som ingeniør af en slags her. Den unge kong Abdallah gør det næsten lige så godt som sin afdøde far, kong Hussein, svarede jordaneren da jeg spurgte, hvordan det egentlig gik i Jordan.
Hvis man er mange nok af en slags på et amerikansk universitet, er der formentlig nogen, som tænker på at lave en forening, så ingen behøver at føle sig alene. Udover de mange etniske foreninger – der er ingen danske, jeg er den eneste dansker her – er der et væld af sportsklubber, danseklubber og religiøse foreninger at vælge imellem. Hør bare: Jødisk Studiecenter, Baptisternes Studenter Union, Det Kristne Studiecenter, Guds Kirkes Kollegieforsamling, De Kristne Studenters Fællesskab, Det presbyterianske Center, Det Forenede Metodistcenter osv. Ja, selv syvendedagsadventisterne vil ikke gå forgæves!
Udbuddet indebærer, at man som ny studerende får en folder udleveret, hvor der står, at man bør »beskytte sig selv mod destruktive religiøse grupper« på University of Tennessee, og hvordan man gør det. Tennessee er en del af Bibelbæltet, en overvejende religiøs del af Syden.
De studerende svømmer i foldere med informationer om det ene og det andet. På meget kort tid skal man danne sig et overblik over, hvor der er fester, hvor man skal bo, hvad reglerne er, når man bor dér, hvor regningerne for husleje, madplan og livsforsikring skal betales. Det er hvad man får ind i USA.
På samme tid skal man give en del ud – blandt andet sin underskrift. Formular på formular skal underskrives. Jeg mener, at jeg underskrev tyve formularer i løbet af den første uge i Knoxville. Den sidste formular gik på, at jeg selv måtte tage ansvaret for mit helbred, hvis jeg brugte kollegiets solcenter. Hvorfor man skulle tage sol maskinelt, ved jeg ikke. Indtil sidst i september er der næsten 30 grader hver dag, og luftfugtigheden er meget høj i disse egne. Det betyder også, at folk har fuld fart på airconditioningen. På apoteket, i visse klasselokaler og på universitetets fremragende Hodges Bibliotek er der så koldt, at man af og til må ud på gaden for at få varmet kroppen.

Efter et par dage blev jeg indlogeret på et centralt kollegium kaldet Andy Holt. Her skulle jeg dele lejlighed nr. 622 med tre mandlige, amerikanske studerende, og jeg ville få en værelseskammerat præcis som i Beverly Hills 90210. Andy Holt er et efter danske standarder lettere medtaget kæmpekompleks med fire elevatorer og 15 etager med 30 lejligheder på hver etage. Nr. 622 forekom helt nøgen, ensom og forladt, da jeg slog døren op. Der var et køkken med komfur, to værelser en stue og et badeværelse. Væggene var matte af snavs og slitage, og et årtier gammelt, gulnet køleanlæg brummede som om nogen havde efterladt en HT-bus i stuen med motoren i tomgang.
Jeg havde sat mig for at nyde ensomheden, før mine room mates rykkede ind; der kunne ikke blive meget privatliv senere på semestret. Men jeg var ikke alene, viste det sig; på vej ud på badeværelset stødte min sok mod noget, der føltes forkert organisk, og synet var heller ikke til at bære: På gulvet lå en ækel kakerlak og sprællede med alle benene i vejret. Decideret disgust og repulsion, det var, hvad jeg følte. Danskeren og kakerlakken er ikke venner, det kender vi ikke hinanden godt nok til at være. Men under denne sydlige himmel kan man lige så godt belave sig på et længerevarende bekendtskab.
Da jeg havde vænnet mig til, at vi allerede var to i lejligheden, og at min første roommate var så ulækker, som han var, døbte jeg ham Perry og sparkede ham langt ind i det andet værelse og lukkede døren efter ham.
Andre internationale studerende havde været ude for værre episoder med dyr i deres lejligheder. Rygterne spredte sig som en steppebrand. En svensker, Carl-Johan, der læser industriel økonomi i Luleå, var blevet mødt af en besynderlig lugt, da han entrede sit værelse med kufferten i hånden og sine velsnørede Björn Borg-gummisko på fødderne. Stanken derindefra, for det var hvad det var, var for gennemtrængende til at ignorere, så han alarmerede viceværten, der lokaliserede lugten til at stamme fra køkkenet.
En tidligere beboer havde tilsyneladende - i øvrigt i strid med husreglerne - haft en hamster i sin varetægt. Den var måske blevet væk lige før, hun var taget hjem til Chattanooga eller Nashville. Hendes forældre havde sikkert råbt fra bilen: »Kom nu, Sandy Lee!« og så havde hun givet efter. En hamster skifter man bare ud, Hamsteren var røget ned bag komfuret, hvor den ikke kunne komme op.
De måtte bære den ud fra Andy Holt Students Residence i en body bag.
»It smelled like shit,« fortalte Carl-Johan mig med sin distinkte svenske dialekt, mens vi spiste cherry pie i et af University of Tennessees 10-12 cafeterier.

Dagen efter mødet med kakerlakken stod jeg tidligt op og tog sko på. Universitetets internationale kontor havde arrangeret den føromtalte lejrtur ved Smoky Mountains, hvor de nye internationale studerende skulle rystes sammen ved hjælp af lange gåture, fodbold, tennis, volleyball, skydning og klatring.
Jeg vil tro, at det er det samme på alle universiteter og andre læreanstalter: Man tager sig utrolig godt af de udenlandske studerende og tænker på deres velbefindende.
Da jeg kom tilbage til lejlighedskomplekset sent på eftermiddagen, var der en formidabel aktivitet. Det var blevet weekend, og det helt store rykind var fløjtet i gang. Her i Tennessee giver hele familien en hånd med, når en søn eller en datter skal på college. Ved indkørslerne foran de store kollegier holdt stimevis af biler med hele værelser som samlesæt pakket ind på bagsæder eller bundet fast på ladet af en trailer.
»Det tog os 45 minutter at komme op med elevatoren,« var der nogen, som sagde, da jeg gik gennem lobbyen, der var som Nørreport Station i myldretiden.
Jeg troede et øjeblik, at jeg var gået forkert. Men mit navn stod på døren, og nøglen havde drejet låsen ubesværet op.
Lejlighen, som jeg samme morgen havde efterladt aldeles tom og tarvelig, var nu fuldt møbleret og lignede et rigtigt hjem. I stuen var der kommet gulvtæppe, og en behagelig odeur af ristet toastbrød samlede sig bankede besnærende på mine næsebor. I køkkenet stod der store pakker med Corn Flakes, Honeynut loops og Bran Flakes. Skabene var fyldt op med pander, tallerkener, bestik, sølvpapir og husholdningsfilm. På et højt, sort stativ var et fjernsyn på vel 24 tommer monteret.
Mine tre amerikanske rumkammerater var flyttet ind.

Også badeværelset var mærket, og en mor, måske fra Athens, Georgia, måske fra Lebanon, Ohio, havde lagt et lille tykt tæppe, der formede sig efter kummen. Ved siden af træk-og-slip-funktionen stod en letmælkstor, kulørt, halvt fyldt spraydåse med ’bjergbær’-duft til at tage den værste dunst fra et lokum, som fire mennesker benytter.
Døren til mit værelse var lukket halvt i. Jeg drejede det runde dørhåndtag og skubbede til. Inden for – i den seng, der ikke var min – lå min rooommate med fjernbetjeningen og så amerikansk fodbold. Værelset var ikke længere nøgent, men lignede nu enhver amerikansk middelklasseteenagedrengs. Alt hans tøj, cowboybukser, jakker og sweatshirts, hang meget fint på hvide bøjler i hans skab, mens mine ting lå i to kufferter. Pludselig føltes det som om, jeg var på besøg på mit eget værelse.
En enkelt ting skilte sig ud. På væggen, som vores senge stødte op til, hang et halvanden meter bredt tyrkisk flag. Det var det første, man så, når man kom ind, og det var det første, jeg spurgte til. Det viste sig, at han, var født i Tyrkiet, men havde emigreret med sin familie, da han var to. Hvis jeg havde været af græsk afstamning, ville vi nok have haft nogle diskussioner om brug af flag på værelset. Hans stolthed var nu ikke specielt tyrkisk. Amerikanerne har altid været glade for at skilte med, hvor de kommer fra.
Statistisk set vil der ikke længere være en etnisk majoritet i USA om 20 år. Og efter et par ugers intensiv akklimatisering følte jeg mig heller ikke længere som en international studerende.
Jeg kunne med sindsro begynde at kaste mig over studierne. Lige meget hvor man kommer hen som udvekslingsstuderende, venter der en verden af oplevelser. Nogle er store, nogle er små.

Da Al Gore var ved at være færdig med sin tale på konventet, der i meningsmålingerne skulle give ham et procentmæssigt forspring hos vælgerne i forholdet til Texas-republikaneren George W. Bush, ville jubelen fra hans partikammerater ingen ende tage.
»...Thank you,« sagde han.»God bless you. Gud velsigne Amerika!«

*Læs mere om universitetet i Knoxville på www.utk.edu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu