Læsetid: 6 min.

En folkeoplyser on tour

14. september 2000

Bertel Haarder kæmper i rusk og regn imod den sønderjyske mistroiskhed

I Horsens er det begyndt at regne. Og regnvejr er sjældent et godt tegn for en politiker, der er på kampagne, og som skal ud at møde vælgerne på torvemøder i tre forskellige byer i løbet af dagen.
Men den slags bekymringer må man tage, som de kommer, når man er i valgkamp. Lige nu er klokken 8.49, det er tirsdag, og Bertel Haarder befinder sig i produktionshallen på Nissens Kølerfabrik i Horsens Industrikvarter. I hånden holder han et kompakt metalgitter, som ifølge direktøren for fabrikken er en vandkøler til BMW-biler.
»Aha,« siger Haarder og betragter gitteret, der ved nærmere eftersyn viser sig at være en særdeles kompliceret konstruktion, hvor et 30 meters ventilationsforløb er bygget ind i en ramme på størrelse med rensefilteret i en emhætte.

Haarder i Horsens
Selv er Haarder også kommet til Horsens for at sælge danskerne en finansøkonomisk ingeniørbedrift indlagt i et format, der kan ligge i en håndflade, og som har dronningen på den ene side: Euroen.
Haarder er med på den bus, der som led i Venstres Euro-kampagne fragter partiets fem medlemmer af Europa-Parlamentet – ham selv, Niels Busk, Karin Riis-Jørgensen, Ole Andreasen og Anne E. Jensen – rundt i hele Danmark i løbet af ugen. I dag er en speciel dag for Haarder, fordi bussen skal til Sønderjylland, hvor han kommer fra. Men først skal besøget i Horsens altså overstås.
Haarder lægger gitteret fra sig og bevæger sig længere ind i fabrikken.
»Du kan jo prøve at tale med nogen herinde,« siger direktøren, hver gang de træder ind i et nyt rum, hvor medarbejderne står og arbejder ved maskinerne.
Direktøren har ikke præpareret nogen af sine ansatte på forhånd. Og de fleste udstråler en blanding af forlegenhed og imødekommenhed – og af og til også trodsighed – når Haarder antaster dem for at tale med dem om deres holdning til euroen.
I fabrikshallens larm er det svært at høre, hvad der bliver sagt mellem Bertel Haarder og de enkelte fabriksarbejdere, men det gør heller ikke så meget, fordi nøglen til Haarders væsen ligger ikke i det han siger. Den ligger i hans øjne. Disse smalle øjne, der fanger én, når man møder ham, og som udstyrer hans ranglede skikkelse med en fighters karakter.
De stirrer en lille smule, som det ofte er tilfældet hos folk, der lider af migræneanfald. Og når han er optaget af en diskussion, er det i øjnene, hans engagement røber sig. Som debattør er Haarder afdæmpet, og hans argumentation er traditionel.
»Det vigtigste er at få sagen belyst,« svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt det på denne turné overhovedet lykkes ham at overbevise nogen af de mennesker, som han taler med.
Og et af de argumenter, som han selv lægger mest vægt på – nemlig spørgsmålet om, hvorfor vi ikke kan vise tillid til de lande, der tillidsfuldt inviterer Danmark med ind i samarbejdet – klinger i en euro-skeptisk forsamling i højere grad resignerende end overbevisende. Men øjnene afslører ham.
De tilhører den mand, der i 11 år fungerede som hovedfjende for en hel generation af venstreorienterede skoleelever og studerende. Det var ham, der som EU-parlamentariker udgav bogen Den bløde Kynisme om danskernes vamle selvtilstrækkelighed i forhold til resten af Europa. Haarder er ikke nogen ligegyldig politiker. Hverken på den ene eller på den anden måde.

Bekymret over Østrig
Da besøget på Kølerfabrikken er overstået, kører Haarder med en lokal parti-repræsentant til Billund, hvor han skal snakke med vælgere i Billund Lufthavn.
Ved indgangen til lufthavnen bliver han budt velkommen af en kongregation med Billunds vice-borgmester i spidsen. De leder ham over til et bord, som den stedlige partiforening har pyntet med blå Venstre-balloner. På bordet er alle partiets foldere og hæfter lagt frem med samt en skål med euro-mønter af chokolade indpakket i guldpapir.
Der er dog ikke særligt meget at bestille for Venstre-parlamentarikeren i lufthavnen denne formiddag, hvor trafikken er sløv, og de fleste fly desuden er lastet med udenlandske passagerer.
Haarder går en runde blandt de rejsende og kommer så tilbage.
»Billund er virkelig blevet en international lufthavn,« siger han utilfreds. »Jeg kunne kun finde to danskere.«
Chokolade-mønterne får dog lokket nogle af taxa-chaufførerne ind fra parkeringspladsen, og Haarder benytter straks lejligheden til at diskutere ØMU med dem. Bagefter er han oplivet: »Jeg har lige talt med verdens bedste meningsmålingsanalytikere,« siger han. »Nemlig taxichaufførerne. Og de var positive. De fleste af dem var i hvert fald.«
På turen fra Horsens til Billund havde Haarder ellers udtrykt tvivl om, hvorvidt ja-siden ville vinde valget. Årsagen var Østrig-sagen.
»Det er stensikkert – så snart Østrig-sagen rammer forsiden af aviserne, falder tilslutningen til euroen med fem procent,« sagde han i bilen. »Nyrup bliver nødt til at finde en løsning på sagen. Ellers må Danmark gå enegang – senest onsdag aften.«

Sang i bussen
I lufthavnen bliver Haarder hentet af en ung VU’er ved navn Mette. Hun er en af de fire fra Venstres Ungdom, der kører rundt i valgkamps-bussen sammen med Europa-Parlamentarikerne, og uden deres tilstedeværelse ville kampagnen falde fra hinanden. Det er dem, der søger for, at tidsplanen ikke skrider. De holder styr på politikernes møder. De henter og bringer dem. Og de sørger for, at de får noget at spise.
Mette kører Haarder ind til Billund torv, hvor han deltager i et kort torvemøde, før valgbussen kommer og samler ham op. Og mens bussen kører mod Haderslev, er det tid til frokost. VU’erne har skaffet pizzaer og spaghetti, og stemningen er god. Ole Andreasen bryder ud i en sang, og det lykkes ham at få Haarder og Niels Busk til at synge med. Kun Karin Riis-Jørgensen er bekymret. I løbet af formiddagen har hun foretaget sin egen private meningsmåling blandt de mennesker, hun har mødt på gaderne i Billund.
»Og de stemmer næsten allesammen nej,« siger hun. »Jeg er bange for, at det går galt, det her.«
Haarder benytter busturen på vej mod sin hjemstavn til at fundere over danskernes – og især sønderjydernes – mistro til alt, hvad der kommer fra resten af Europa.
»I Danmark har vi en opfattelse af, at alt det onde kommer sydfra,« siger han. »Det er en opfattelse, der er næret af vores historie med alle dens nederlag. Vi har forelsket os i tanken om Danmark som et lille land, der ingenting kan. Men vi bliver nødt til at kaste det åg af os. Vi bliver nødt til at træde ind i det nye Europa. Men det er svært at overbevise sønderjyderne om den slags. Igennem generationer har de været vant til at frygte alt det, der kommer fra Tyskland.«

Et mellemled
På Haderslev Katedralskole gør Haarder sit for at overbevise den nye generation om fordelene ved det europæiske samarbejde. Bagefter deltager han i torvemøder i Haderslev og Faaborg, hvor han prøver at få en debat i gang med dem, der er ude og handle, men vejret er dårligt, og der er kun ganske få personer på gaden. Det lykkes dog for Haarder at få en samtale igang med en håndfuld mennesker hvert sted.
Bagefter hviler han ud i bussen, mens han betragter den forløbne dag og sin egen rolle i det politiske liv.
»Jeg har jo fået en højskoleopdragelse, som jeg er meget præget af,« siger han. »Og jeg er – på godt og ondt – en folkeoplyser. Det har jeg været i 25 år som højskolelærer, seminarielærer og foredragsholder. Og folkeoplysere er nødvendige i det danske samfund, hvor der bliver længere og længere mellem eliten og bredden, og hvor eliten bliver stadigt mere international. Der er behov for nogen, der kan være et mellemled«.
»Derfor mener jeg heller ikke, at det er overflødigt at stå en formiddag foran en Brugs i provinsen, selv om jeg kun får kontakt med fem til ti mennesker. Fordi jeg møder måske den ubarberede førtidspensionist, der aldrig kunne drømme om at gå til et politisk møde, men som altså skal ned i supermarkedet mellem 10 og 11. Og hvis jeg ikke stod der den formiddag, så ville jeg aldrig møde ham. Og så ville han aldrig få kontakt med en politiker.«
Klokken er blevet halv syv om aftenen, men Haarders dag er ikke slut.
Han skal videre til et aftenmøde på Danebod Højskole i Fynshav, hvor han skal debattere. Og bagefter skal han til Slagelse for at overnatte. Et øjeblik virker Haarder udmattet ved tanken om det program, der ligger foran ham.
Så læner han sig frem og spørger en af VU’erne:
»Er der noget nyt i Østrig-sagen?«

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her