SFs fornyeredropper idéen om at lave et nyt parti
SFs formand Holger K. Nielsen har haft held til at udforme en akrobatisk EU-profil, der formår at skræve over partiets dybe kløft mellem baglandets inkarnerede EU-skeptikere og de få tilbageblevne EU-positive medlemmer i partiets folketingsgruppe.
Ifølge flere kilder i partiet forsøger Holger K. Nielsen at bevare et spillerum for de få ja-sigere fra den stadigt mere marginaliserede fornyer-fløj, fordi han ikke længere frygter at fremstå som den samlende midterfigur, hvis den EU-positive fløj skulle føle sig helt trængt ud af partiet:
»Holger ønsker en modvægt fra den EU-positive ja-fløj, som kan afbalancere de gammelsocialistiske kræfter i baglandet,« siger en SFUer, som tidligere har været centralt placeret i partiet.
Strategien synes at virke efter hensigten, eftersom den lille fornyer-fløj trods den fortsatte, interne splittelse på EU-spørgsmålet for længst har opgivet planerne om at bryde ud af partiet og danne et nyt centrum-venstre-parti med navnet Nyt Venstre, der skulle appellere til EU-positive vælgere med et progressivt sindelag, der føler sig hjemløse i spændfeltet mellem SF og de radikale.
Pragmatisk forsoning
De skarpe fronter i partiet fra den forrige EU-afstemning i 1998 er blevet afløst af en pragmatisk forsoning, hvor de to ja-sigere Jørn Jespersen og Margrethe Auken i dag ikke ønsker at tale om de interne brudlinier i partiet på EU-spørgsmålet.
Partiformanden har dermed bred opbakning til at fremføre sit kompromissøgende budskab om, at SF godt vil være med til at styrke EU, når blot det gælder evnen til at løse grænseoverskridende problemer, men at Danmark alligvel ikke skal deltage i det økonomiske euro-samarbejde.
Under den afsluttende folketingsdebat i forbindelse med vedtagelsen af valgloven om folkeafstemningen den 28. september, understregede ja-sigeren Jørn Jespersen imidlertid, at truslen ikke er »mere union,« men derimod slappe og uforpligtende aftaler. Jørn Jespersen ønsker derfor, at EU skal udvise globalt lederskab.
På spørgsmålet om, hvordan hans visioner for EU kan forenes med SFs nej-linie er det kontante svar dog: »Ingen kommentarer.«
Dannelsen af den tværpolitiske bevægelse Nyt Europa i 1998 er blevet udlagt som et forsøg på at skabe en organisation, som med tiden kan udvikle sig til et politisk parti.
Bevægelsens organisatoriske leder Søren Winther Lundby, som også er tidligere medlem af SFs hovedbestyrelse, afviser dog blankt, at Nyt Europa er lavet som et springbræt for dannelsen af et nyt parti.
Frontfigurerne i Nyt Europa er imidlertid de selvsamme personer, som arbejder med tankerne om at lave Nyt Venstre - bl.a. Steen Gade og Christine Antorini. Udbrydergruppen fik bl.a. kultursociologen Henrik Dahl til at hjælpe med at udregne, hvor mange vælgere, der potentielt kunne tænkes at stemme på Nyt Venstre. Vurderingen lød på mellem fem og ti procent af vælgerne.
Forventningen var også, at partiet i modsætning til SF ville kunne sidde i regering sammen med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre og dermed få stor realpolitisk indflydelse. Når Nyt Venstre alligevel ikke blev dannet skyldes det hovedsageligt, at det organisatoriske arbejde virkede uoverskueligt: »Der er slet ikke den tilstrækkelige vilje blandt de bærende kræfter til at løfte det enorme organisatoriske rugbrødsarbejde, som dannelsen af et nyt parti jo nødvendigvis kræver. Selv om flere nok stadig føler et behov for et nyt parti, er der nok ikke mange, som oprigtigt tror på projektet længere,« siger en kilde i SF, som har deltaget i de konkrete overvejelser.
